Passengers
Udgivet 21. dec 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det her må være årets hårdeste high concept. To af verdens lækreste skuespillere alene i rummet. Under det hårde koncept er der lidt til enhver. Lidt romantik. Lidt eksistens. Lidt sci-fi-action. Lidt vægtløs “Gravity”. Lidt sentimental “Armageddon” og to elskende, der risikerer at gå ned med deres (rum)skib som Jack og Rose i “Titanic”. Det er godt og blandet. Mest blandet.
Det er her, at “Passengers” er banalt bedst. Det handler om at leve det liv, du har og får tildelt – i stedet for det liv, du havde planlagt, men som du aldrig får. For som Pratt og Lawrence må indse, så når de aldrig frem – de må acceptere rejsen og leve nu og her. Det er banaliteternes kvaliteter, når de er bedst. Og det ved “Passengers” godt selv. Giv mig noget bartender-visdom, siger Pratt til androiden Arthur i baren. Carpe diem-svar i stil med ’sæt pris på det, du har' og ’tiden heler alle sår' ryger retur. Det er banalt, men nok også så sandt, som det er sagt, bare for at bruge en anden fast vending, som var den programmeret ud af Arthurs mund.
Desværre vil den mere. For den første del er god – derfra bliver den blandet. Der må ske noget, så der stadig er lidt til enhver. Skibet bliver ramt af et isbjerg eller noget af den størrelse. Åh nej, nu synker de måske midt i kærligheden. Hvad ville Jack have gjort? Drukne? Nej, Pratt action-handler som Bruce Willis på en asteroide; ild og heltemod. Når en borebisse kan, så kan verdens lækreste mekaniker også.
Sådan er alt smukt at se på i “Passengers”. Chris Pratt og Jennifer Lawrence. Rummet og tanken om, at det her er livet. Lige nu. Og der er lidt af det hele. Måske lidt for lidt? Instruktør Tyldum måtte gerne have taget kaptajn-rollen mere på sig i stedet for blot at flyde med som passager på rejsen. Så havde “Passengers” måske endt som en drømmedestination. I stedet må resultatet – præcis som livet – accepteres, som det er.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet