Patriarken

InstruktionLee Tamahori

MedvirkendeTemuera Morrison, Akuhata Keefe, Nancy Brunning

Længde103 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen17/08/2017

Anmeldelse

Patriarken

4 6
Familie og får

Der er de senere år sket en opblomstring af new zealandske film, der giver indtryk af et paradis, som et frodigt Australien uden kryb, men med skægt hyggelige småsærlinge og får. Masser af får. Peter Jacksons er gået fra afsindig splat til filmatiserede turistbrochurer om storslået natur og Taika Waititi og Jemaine Clement leverer knastør humor på vidunderligt twangy engelsk. Men så er der film som “Patriarken”, der viser den diskrete kile, der – præcis som Stillehavet skiller nord- og sydøen – nok altid vil gå gennem landet: At der længe før hobbitter levede maorier i de grønne bakker, og at det charmerende engelske er en nyere tilføjelse. Lee Tamahori har lavet en slags tematisk opfølger til gennembruddet “Once Were Warriors”, men skruer tiden tilbage til 1960’erne – volden ned på et lavere blus.

Det handler stadig om familie. Og det er stadig med Temuera Morrison som overhoved, nogenlunde lige så brysk som Jake Heke i “Once Were Warriors” og med samme tendens til eksplosive vredesudbrud. Det går dog væsentligt bedre for Tamihana Mahana, der har grundlagt et slags fåreklipper-dynasti, hvor hans sønner og deres familier bor på ranchen og adlyder hans mindste vink. Ingen får lov til at glemme, hvor stor en mand bedstefar er, især ikke rivalen Rupeni Poata, der allerede i første scene bogstaveligt talt køres agterud i kampen om en klippe-kontrakt. Den eneste, der protesterer mod patriarkens magt, er barnebarnet Simeon med de blødere værdier og hår. Halvt rebel, halvt småforelsket i Poatas barnebarn. Man aner en begyndende Romeo og Julie, men vejen drejer fra.

Der ligger en grum hemmelighed og venter på Simeon, som graver i sine bedsteforældres historie med både afvæbnende naivitet og kluntet mangel på situationsfornemmelse. Fine Akuhata Keefe er en slags uheldig helt, der vælter ind i skabet med skeletter, men man under ham gerne et stille oprør og hepper på hans milde respektløshed. Problemet er, at det også har konsekvenser for hans familie, der strittes ud af farmen og kun reddes af bedstemoderens nåde. Hun sender dem ud i sit eget forfaldne hus, hvor trådene begynder at samles af gamle fotografier og sigende flashbacks. Som det jo gerne gør i solide familiekrøniker. Det er også her, “Patriarken” bliver mest “Lille hus på prærien”-forudsigelig med brækkede ben, huller i taget og generel armod, der bedst løses ved at vinde byens konkurrence om ‘Den gyldne saks’.

For det handler også lidt om får. Ikke bare som indtægtskilde, men også som vejen til anseelse i et lille samfund. Det er ikke hver dag man ser en fåreklipper-konkurrence på film, og selv om den fungerer som egen scene, er den også mest en lille pudsig tilføjelse til den store historie. De to kommentatorer er unødigt fjollede og det (ikke helt) overraskende hurra-resultat uden de store konsekvenser. Som han har gjort det gennem hele familiens historie, rykker Tamihana Mahana voldsomt blikket tilbage til sig selv for en sidste bemærkning. Simeons begyndende opgør, både med sine egne ældste og det uretfærdige offentlige system hos landets Pakeha (ikke-maori), overskygges af familiens personlige problemer. Han kan simpelthen ikke filtre sig ud.

De snærende blodbånd er centrum i “Patriarken”, mens spørgsmål om maori-folkets position i samfundet henvises til en birolle. Det er oftest, når bedstefaderen skal forsvare sine handlinger, at det nærmest hægtes på som et slogan: ‘I har intet uden mig’. At han er en løgnagtig satan ændrer ikke ved ordenes vægt, men man aner langsomt, at han taler mere om sin egen storhed end maoriernes udfordringer. Hans ulækre fortid og dens konsekvenser i nuet kommer ikke rigtig bag på nogen i Tamahoris hint-tunge udfoldning af plottet, men det selvbedrag, han har smittet hele sin familie med, rammer omvendt hårdt. En flot skildring af nedarvet frygt og unødvendig respekt, men også et velkendt territorium, om så det ligger i Wellington eller Verona.

“Patriarken” – den omrejsende skurk. Han er kommet helt fra Shakespeares England over Ibsens Norge til New Zealand. Nu sidder han i Temuera Morrissons strenge skikkelse og fordeler endnu engang sol og måne helt ulige. Så er det spørgsmålet, om han bliver dér midt ude i Stillehavet. Om Lee Tamahori, ligesom jeg, er klar til at sige farvel til den sure, gamle nar.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

New Zealand, 1960’erne. De to Maori-fårehyrdefamilier Mahana og Poata er livslange fjender med rivaliserende forretninger.

Mahana-familiens yngste søn, 14-årige Simeon, vil gerne arbejde i marken sammen med mændene, men familiens overhoved, den traditionsbundne
bedstefar Tamihana, beordrer, at han skal blive hos kvinderne på familiens gård.

En dag finder Simeon et gammelt fotografi, der måske kan afsløre sandheden bag den åre-
lange fejde mellem Maori-familierne.

Kommer sandheden frem, sætter Simeon ikke kun sin egen fremtid på spil, men hele sammenhængskraften for den tæt forbundne Mahana-familie.