Man skal ikke mere end to minutter ind i miniserien “Patrick Melrose”, før hele plottet er afsløret.

Hovedpersonen er titlens Patrick, der får nyheden om sin fars død over telefonen og bøjer sig ned i et anfald af invaliderende sorg. Troede jeg.

I virkeligheden er det for at samle en kanyle op fra gulvet.

Det sætter scenen til et ordentligt trip. En stærkt medrivende, heroin-, quaalude- og coke-inficeret tur til New York for at hente faderens aske og måske forlige sig med deres fælles brutale fortid.

Og der er også lidt til seriejunkierne. “Sherlock“-abstinenserne får et fix hyperaktiv, speedsnakkende og -sniffende Benedict Cumberbatch.

Mordmysterierne mangler, men de maniske tankestrømme og sarkastiske oneliners er ikke gået nogen steder.

Cumberbatch er god til ‘den store dreng’, der har forklædt sig i skarpe jakkesæt og slebne britiske manerer.

Her skal han nærmest ikke engang prøve, for facaden krakelerer fra første sekund. Hotelværelser, restauranter og gamle venskaber bliver smadret med et nærmest smittende engagement.

For det hele er alligevel lige meget, hvis man skal tro den indre monolog, der holder tråden til Edward St. Aubyns delvist selvbiografiske romaner. Eneste ophidsende aktivitet er at skaffe og skyde noget heroin.

Det er den ultimative rigmands-sport, lidt ligesom cricket eller polo. Det sætter hele verden på pause og ingen udenforstående kan sådan rigtig se pointen.

Hvad der jo er selve drømmen (og muligheden?) for den engelske overklasse, hvis man skal dømme ud fra Auburns satire.

’Ambition er vulgært', lyder et af faderens mange valgsprog, som Cumberbatch reciterer med had i stemmen, inden han gør alt for at leve op til det.

Den moderne tragedie om angsten for mulighedernes mulighed som Kierkegaards flanør ville udtrykke det. Rige, kloge mennesker, der kan så meget, men intet formår.

Den slags selvynk kan blive lidt trættende i længden (se “Wolf of Wall Street”), men i og med det er første afsnit i en serie på fem (hvert nyt følger én af Aubyns fem bøger), kan man forestille sig, at balancen vil rykke.

Heroinkanylerne bliver i hvert fald smidt ud og hevet op af skraldespanden flere gange undervejs, ét skridt frem og to tilbage. Men med det selvbiografiske in mente er det måske heller ikke spændingen, om det faktisk lykkes, der skal drive serien frem.

Det er nok snarere, hvordan det gradvis bliver bedre – om faderens (Hugo Weaving) spøgelse forsvinder? Om den mystiske mor træder helt frem i Jennifer Jason Leighs skikkelse? Og kvinderne?

På den måde kunne man nemt sætte “Patrick Melrose” i bås som ‘rige hvide mænds småproblemer’. En historie fra de glade, uvidende 90’ere, der pludselig virker meget længe siden.

Den forenkling vil jeg ikke være med til, men der er noget stillestående over projektet.

Måske den lige netop derfor er perfekt til tiden. Brexit eller ej, det bliver aldrig bedre så længe englænderne leger ‘upstairs, downstairs’ på samfundsniveau.

Melrose Sr. er billedet på et stendødt imperium, der sygner hen i en Chesterfield, mens virkeligheden buldrer videre.

Sammenstødet mellem gamle London og nye New York er i hvert fald en medlevende baggrund i udrulningen af forladte traumer. Patrick finder ikke en samlende harmoni kun en endnu større splittelse i et mylder af mennesker.

Det er underholdende at se på, tror jeg, fordi vi alle gerne vil være lidt som Patrick Melrose.

Have lov til at slippe ansvaret, hamre martinier og snerre velformuleret af alle idioterne omkring os, der forsøger at opretholde et slags samfund.