Patriots Day
Udgivet 15. mar 2017 | Af: Mikkel Twomey-Madsen | Set i biografen
Team (Wahl)Berg er tilbage med endnu en sand historie. Denne gang handler det om terrorangrebet ved Boston Marathon i April 2013. Mark Wahlberg har endnu engang hovedrollen i det, der kan kaldes tredje del af instruktør Peter Bergs trilogi baseret på virkelige hændelser med “Lone Survivor” og “Deepwater Horizon” som de to første. I “Patriots Day” er vi endnu tættere på de virkelige begivenheder. Det er ikke engang fire år siden, det skete. Måske det er derfor, at “Patriots Day” også er den bedste af de tre. Det er en virkelig hyldest – ikke til én bestemt person, men til en by.
Det er Boston, der bliver ramt som by, og det er Boston, der rejser sig og svarer igen. Politiet og efterforskerne beder alle i byen om at indlevere al den information, alle de optagelser, alle de tips, de nu måtte have. Og det gør de. Som en deltagende politimand fortæller over rulleteksterne, har han aldrig oplevet noget, som da folk strømmer ud i gaderne og sender bifald til politiet, efter de har fanget den yngre bror, Dzhokhar. De så det som et personligt angreb på byen, og de svarede alle igen.
Det klæder Wahlberg og Berg med den nøgterne forvandling. Vi er registrerende med hele vejen fra løbets start til Dzhokhar Tsarnaev er fanget. Vi får ikke blockbuster-versionen af tragedien. Når der er eksplosioner eller skudvekslinger, rammer det hårdt. Det er forvirrende, det er rodet, sådan som jeg forestiller mig, det må være. Væk er de overdrevne close-ups af dem, der skal være helte. Her er bare folk, der gjorde, hvad de følte var rigtigt. Og vi får lov til at se det.
Og så kan jeg altså godt lide, at Peter Berg zoomer ind end i “Lone Survivor” og “Deepwater Horizon”. Her er det mere specifikt. Det er Boston, ikke USA. Det handler ikke om ‘Krigen imod terror’, politikken er pakket væk. Hvordan påvirkede angrebet byen, hvordan reagerede indbyggerne? Boston står endnu, og det vil den blive ved med at gøre. Dét er positiv patriotisme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet