Når patriotismen bliver personlig

Team (Wahl)Berg er tilbage med endnu en sand historie. Denne gang handler det om terrorangrebet ved Boston Marathon i April 2013. Mark Wahlberg har endnu engang hovedrollen i det, der kan kaldes tredje del af instruktør Peter Bergs trilogi baseret på virkelige hændelser med “Lone Survivor” og “Deepwater Horizon” som de to første. I “Patriots Day” er vi endnu tættere på de virkelige begivenheder. Det er ikke engang fire år siden, det skete. Måske det er derfor, at “Patriots Day” også er den bedste af de tre. Det er en virkelig hyldest – ikke til én bestemt person, men til en by.

Det er nemlig ikke Wahlberg, der spiller hovedrollen, selv om han er mest i fokus. Det er i stedet ofret, Boston, der er det vigtigste. Kameraet flyver over byen, gennem gaderne. Vi besøger MIT, vi dykker ned mod Fenway Park, hvor Red Sox spiller baseball, vi stryger gennem gaderne, hvor marathondeltagerne løber mod målstregen. Indbyggerne får også taletid, det er virkeligt. Til tider er det svært at vide præcis, hvornår vi ser en rekonstruktion, og hvornår vi ser ægte overvågningsklip af terroristerne, de to Tsarnaev-brødre.

Det er Boston, der bliver ramt som by, og det er Boston, der rejser sig og svarer igen. Politiet og efterforskerne beder alle i byen om at indlevere al den information, alle de optagelser, alle de tips, de nu måtte have. Og det gør de. Som en deltagende politimand fortæller over rulleteksterne, har han aldrig oplevet noget, som da folk strømmer ud i gaderne og sender bifald til politiet, efter de har fanget den yngre bror, Dzhokhar. De så det som et personligt angreb på byen, og de svarede alle igen.

“Patriots Day” er den bedste i sin slags trilogi, fordi Peter Berg har lært af fortiden. “Deepwater Horizon” var ikke på samme måde personlig. Den forsøgte at gøre sine virkelige hændelser for store. Det amerikanske flag tårnede op midt i olieflammerne, imens Mark Wahlberg kastede sig gennem dem i aaaaalt for langsom slowmotion. I “Patriots Day” er det hele mindre. Mindre slowmotion-effekter og intet amerikanske flag. Titlens patriotisme er der selvfølgelig, men aldrig malet udvendigt på. Den findes i de mennesker, vi følger. Inde i dem – de behøver ikke at flage med den.

Det klæder Wahlberg og Berg med den nøgterne forvandling. Vi er registrerende med hele vejen fra løbets start til Dzhokhar Tsarnaev er fanget. Vi får ikke blockbuster-versionen af tragedien. Når der er eksplosioner eller skudvekslinger, rammer det hårdt. Det er forvirrende, det er rodet, sådan som jeg forestiller mig, det må være. Væk er de overdrevne close-ups af dem, der skal være helte. Her er bare folk, der gjorde, hvad de følte var rigtigt. Og vi får lov til at se det.