Patti Cake$
Udgivet 1. nov 2017 | Af: Andreas Ellemann | Set i biografen
Det er svært at bryde igennem som rapper, hvis du er hvid. Det lærte vi i “8 Mile”. Men hvad nu hvis Eminem ikke bare var en hvid, fattig amerikaner med en alkoholisk mor, men en hvid, fattig, overvægtig, ung kvinde med en alkoholisk mor? Så får man “Patti Cake$”. En sjovere og mere kantet version af “8 Mile” med en musikalsk Edgar Wright-agtig stil og et tempo, der matcher. Her vil Patricia ‘Killa P’ Dombrowski og hendes bedste homie, Jheri, gøre hvad som helst for at bryde igennem og slippe væk fra det her fucking white trash-helvede fyldt med haters, der ikke tror på dem. Det gør jeg!
For de regninger skal Patti Cake selv betale med diverse utaknemmelige skodjob, alt imens mor fester og synger karaoke i en af flere seriøse, men også nærmest Edgar Wright’ske sjove scener med hurtige klip, pludselig musik og sjov grafik. Nu vil Patti ikke servere mere Jägermeister til mor, men Barbara vinder denne standoff med dertilhørende dramatisk musik. Smash-cut til mor, der brækker sig, og datter, der holder hendes hår. Det er Patti imod alle odds, men hun kæmper bare rørende videre. Rap-drømmen, idolet O-Z og bedstevennen Jheri holder hende i live. ’Thick and thin for life'.
Senere er det heller ikke kun Jheri og Nana, der støtter hende. Satanisten Basterd ender også med at være lige det mærkelige og interessante bekendtskab, både Patti og “Patti Cake$” manglede. Trods hans få ord og hårde ydre hader han den bitre kreativitetskvælende by lige så meget som Patti. Han optræder derfor gerne på stripklubben Cheeters med en gammel dame, den bling bling-kække Jheri og den stædige pige, Patti, for at vække de blinde får fra deres triste tilværelse. De er dejligt mærkelige og upolerede personer, der finder skønhed og musik i selv den mest triste hverdag.
Og både dejlig og sjov musik findes over alt i “Patti Cake$”, hvor vi let og med Edgar Wright-agtigt tempo transporteres fra hårde “8 Mile”-miljøer til syrede rap-drømme og mærkelige møder mellem satanister og gamle damer. Og ligesom Eminem vil Patti ikke lade sit ydre definere, hvem hun er. Jeg tror på hende, både som den hårde, kantede Killa P og den selvsikre Patti Cakes, der i få skønne, musikalske øjeblikke glemmer de dumme haters.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet