Pet Sematary

InstruktionKevin Kölsch, Dennis Widmyer

MedvirkendeJason Clarke, John Lithgow, Amy Seimetz

Længde101 min

IMDbVis på IMDb

I biografen04/04/2019

Anmeldelse

Pet Sematary

3 6

 

Stephen Kings mest skræmmende skriv er på papiret den om Creed-familien, der flytter ind i huset ved siden af dyrekirkegården.

 

Det er en tragisk og psykologisk gyser om skyld og sorg. Og om det, man er villig til at gøre for at komme det til livs.

 

Den følelse fik jeg aldrig med den nye udgave af “Pet Sematary”.

 

Den er ellers både dyr og flot takket være kasse- og kritikersuccesen “It“. King er in igen.

 

Modsat 1989-udgaven ser 2019-nyheden lækker ud med droneskud og hele svineriet. Ikke mindst bedre skuespillere.

 

Men for 30 år tilbage forstod de at holde på gyset. Uhyggen indtraf først, da sorgen indtræffer med dårlige beslutninger som konsekvens.

 

Nu er det i stedet poleret horror som i et ægte ‘Conjuring-Verse’.

 

Sådan en gyser, hvor det er mørkt hele tiden.

 

Sådan en, hvor kirkegården har onde, åndestemmer hele tiden og konstant er indhyllet i tåge og dis. Hele tiden.

 

Sådan en, hvor et insisterende score fortæller mig, at det er uhyggeligt. Nu.

 

Eller hvor lokale børn går rundt med dyremasker, når Fido skal ritualbegraves. Fordi det ser godt ud på en plakat.

 

Det er ellers ikke, fordi man her fuldstændig har ignoreret temaerne om sorg og skyld. Tværtimod har man forsøgt at give dem mere emotionel vægt.

 

For som alle billeder, trailers og klip allerede har afsløret, så er det denne gang ikke sønnen, Gage, men derimod datteren, Ellie, der skal genhuses på indianergravpladsen.

 

God ide! Hun er mere med og siger mere end lillebror. Mere emotionel tyngde, når tragedien rammer.

 

Men også lidt for gyser-kamp-venligt at veksle en 2-3-årig til en ældre på ni år. Hun er stærkere. Belejligt.

 

Det samme kan siges om mor Rachels Zelda-traume. Den syge søster, der døde.

 

Zelda var ét af de mest mindeværdige øjeblikke fra 1989. Hendes blotte tilstedeværelse i rummet vakte smerte, medfølelse og krybende ubehag. Sådan som Rachel havde det.

 

Men 30 år senere er Zelda ikke bare syg. Nu ligner hun nærmest Kayako fra “Ju-On: The Grudge”. Forkvaklet og raspende. Mere hurtigt gys end traume.

 

Nu er hun reduceret til et godt bøh-middel, hvis gyser-manualen siger, at det er ved at være tid.

 

De psykologiske aspekter af “Pet Sematary” må bare træde i baggrunden til fordel for de hurtige gys.

 

Det gør samlet set “Pet Sematary” så strømlinet, at man korrekt stavet kunne have givet den titlen “Pet Cemetery”.

 

“Pet Sematary” er stadig mest skræmmende på Stephen Kings papir.

 

Pet Sematary anmeldelse 2019 / Filmz.dk

 

Trailer