I den meget meget mørke skov

Der var engang, da ‘den nye Disney-film’ var en årligt tilbagevendende begivenhed. Et håndtegnet børnevenligt kæmpehit med vognfulde af merchandise og pophits lige i hælene. I min verden var Disney lig med ‘klassikerne’, som de tegnede film blev kaldt med markedsdominerende selvsikkerhed. Live-action-filmene, der egentlig fylder mest i kataloget, har altid stået som lidt af en underlig mellemvare. Ikke helt den samme storhed og magi. Genfortællingen af én af dem, “Peter og dragen”, ændrer ikke på oplevelsen af en bænkevarmer, der får sine 15 minutter inden den næste gigasucces.

Den oprindelige film var egentlig ikke ren spillefilm, men en af de sære hybrider, der forsøgte at inkorporere netop de tegnede figurers charme i en realistisk verden. Som i “Mary Poppins” eller svenske “Dunderklumpen” har det sine øjeblikke, men det er til tider også noget af en indlevelseskamel at skulle sluge. Den moderne computerteknologi har imidlertid gjort filmmonstre til hverdagskost, og Peters behårede drage tramper nu livagtigt rundt foran skuespillerne i skoven.

Men er det måske også lidt for meget hverdagskost? Den gode, umælende drage, der redder Peter efter en trafikulykke, er en noget anonym størrelse. Computergrafikkens realistiske bevægelser fungerer rent teknisk bedre end det tegnede cirkusnummer, men noget af det sprælske er også forsvundet. Dragen kan gøre sig usynlig, men selv i almindelig tilstand går han for meget i ét med træerne. Jeg studsede i hvert fald flere gange over, hvor mørk en film “Peter og dragen” er. Det har en plotfunktion, dragen savner sine egne forældre og lyser op ved kærlig kontakt, men jeg havde nogle gange svært ved at se, hvad der foregik.

Muligvis derfor er historien en ret simpel variation over Mowglis junglebog, men med et større fokus på, hvad der sker, når det forsvundne barn vender tilbage til civilisationen. Det betyder også, at der med en børnevenlig spilletid på halvanden time skal nås en del præsentationer. Ret hurtigt. Dragen er på skærmen fra andet minut, Robert Redford har lagt et par forklarende voice overs efter fem osv, osv. Det går stærkt, men selv efter at Bryce Dallas Howards park ranger har fundet Peter og givet ham tøj på igen, sættes tempoet ikke ned. Historien om skovhuggerne, der jager dyret, og børnenes kamp for dets frihed virker lidt jappet.

Tempoet går egentlig lidt imod det generelle udtryk, der på trods af dyr computergrafik vel næsten kan kaldes gammeldaws. Det er det sunde Amerika, vi ser på. De høje redwoods og det tætte sammenhold på landet. Fornuftige handlekraftige kvinder og stædige, men på bunden gode nok, mænd i skovmandsskjorter. Alle plotpunkter falder helt forventeligt på plads til tonerne af Leonard Cohen og Will Oldham. “The dragons live up north” og “So long Marianne” – så ved man vidst godt, at dragen skal forsvinde med et PUFF og efterlade os alle med en Disney-klump i halsen.