En roadmovie om skyld, skam og tilgivelse

“Philomena” er et godt eksempel på, at de stive genrekonventioner og plotelementer proppet i en rigid skabelon, som vi anmeldere kalder for klichéer, ikke er et problem i sig selv. Problemet er snarere, at de ofte bruges tankeløst og derfor gør filmene kedeligt forudsigelige. Plottet i “Philomena” lyder som noget, der er set mange gange før: to meget umage mennesker begiver sig ud på en længere rejse sammen. De er udstyret med hvert sit motiv – det ene noget mere sympatisk end det andet. Til trods for deres forskelligheder opstår der et venskab mellem de to, og i slutningen serveres en vigtig, moralsk pointe på et plotfad af sølv.

Det kunne der være blevet en frygteligt sirupsklistret film ud af, men “Philomena” undgår heldigvis den skæbne. Det er ikke mindst takket være dens to hovedrolleindehavere. De spiller ikke kun et umage par, de er det faktisk. Judi Dench er en klassisk uddannet skuespiller, der har vundet et hav af priser og er vidt respekteret for sit skuespil. Steve Coogan derimod er mest kendt som komiker – ikke mindst i hans ikoniske BBC-rolle som den ulidelige radiovært Alan Partridge. De har dog en vidunderlig kemi sammen – som i scenen i lufthavnen, hvor hun keder ham med hver eneste plotdetalje i sin lettere dumme kærlighedsroman og spørger ham, om han vil låne den, hvortil han tørt svarer, at han næsten føler, at han allerede har læst den.

Filmen er baseret på en bog af journalisten Martin Sixsmith om Philomena og hendes søgen efter den søn, som hun blev tvunget til at bortadoptere under et ophold på et nonnekloster for unge kvinder, der havde fået børn uden for ægteskabet i det stærkt katolske Irland. Manuskriptforfatterne (bl.a. Steve Coogan selv) har valgt at gøre Martin til en selvstændig karakter, hvilket giver en nøgtern og mindre sentimental modvægt til Philomenas historie. Derved undgår filmen sødsuppen, og forholdet mellem de to gør reelt filmen til en roadmovie frem for et drama om fortidens synder.

Stephen Frears har instrueret, og hans rolige, eftertænksomme stil giver filmen en pondus, som den sandsynligvis ville have manglet i hænderne på en mindre kompetent instruktør. Han giver sig også tid til at dvæle ved flere scener, der ellers nemt ville have undgået vores opmærksomhed. Meget af interaktionen mellem Philomena og Martin er nonverbal, og det er en fornøjelse at se, hvor meget Frears kan få ud af sine skuespillere, selv når han begrænser deres virkemidler til et blik eller en bevægelse. Det er også lykkedes ham at holde humoren under kontrol, så Coogans uimodsigelige, komiske talent ikke overskygger historien. Det truer en række flashbacks til Philomenas ungdom dog med at gøre. Et af de få kritikpunkter, jeg har, er, at de bliver lidt for melodramatiske og støjer unødigt i forhold til filmens ellers neddæmpede tone.

Det store tema i filmen er skyld; hvem har ret til at tildele eller fjerne den? Philomena er inderligt troende katolik, hvilket provokerer ateisten Martin. Hele det katolske skyldkompleks, som har styret det meste af Philomenas liv, opsummeres af ham med de bevingede ord: ”Fucking Catholics!”. Billedet kompliceres dog af Martins egen fortid som spindoktor for regeringen, hvor han fik skylden for en større fadæse og blev fyret. Filmen bevæger sig hele tiden omkring begreberne tro og tilgivelse, men det bliver aldrig overtydeligt og belærende. Filmen venter til det sidste med at komme med sin pointe, som måske er forudsigelig, men på ingen måde overdrevet eller kunstig.