Vi skulle alle ønske, at vi bar vores kors så godt som Kim Ki-duk

Lad det være sagt med det samme: Hvis Kim Ki-duk instruerede en film om maling, der tørrer, så ville jeg betale gode penge for at se den. For to år siden lavede han en semi-dokumentar, hvor han bygger en espresso-maskine ud af gamle rør, mens han grådkvalt sidder og fortæller kameraet, hvorfor han ikke mener, han kan lave film mere. At det blev til interessant og besnærende filmkunst, er om noget et vidnesbyrd om mandens talent. Efter en længere pause er han tilbage i en mere traditionel form med en moderne fabel om hævn og tilgivelse, synd og soning, profant og helligt, offer og bøddel, Kristus og djævlen.

Vi åbner med et selvmord hurtigt efterfulgt af en onani-scene med hovedpersonen, Kang-do, som vi derefter følger på sin daglige dont rundt i et slumkvarter i Seoul, hvor han i en række brutale scener inddriver penge ved at lemlæste folk og indkassere forsikringssummen. Det er fra udgangspunktet slået fast, at Kim Ki-duk er tilbage i det provokerende lune, som vi kender fra hans tidlige film. Kang-do er et gennemført usympatisk menneske, der tilsyneladende er hadet af alt og alle omkring sig. Så dukker en intens kvinde op og begynder at følge ham omkring i byen. Da han konfronterer hende, tilstår hun, at hun er hans mor, og at det er hendes skyld, at han er blevet så dårligt et menneske, eftersom hun forlod ham, da han var lille.

Denne scene foregår i slummens snævre, mørke gader og er som taget ud af et middelalderligt passionsspil. Kang-dos kors er ganske vist af en mere psykologisk end fysisk art, men referencen er stadig tydelig. Vi har at gøre med en fascinerende og forvrænget Kristus-allegori, som Ki-duk med sin vanlige sans for symbolisme hele tiden formår at forløse, uden at det kammer over, som det desværre gjorde for Sion Sono i “Håbets land”. Den middelalderlige sensibilitet går igen i hele filmen – ikke mindst i nærbilleder af hovedpersonernes intense ansigtsudtryk. Det er uden tvivl de to hovedroller Lee Jung-jin og Cho Min-soos fortjeneste, at denne ekstreme patos aldrig bliver latterlig.

Filmen er indspillet med vanlig sans for smuk iscenesættelse og framing, hvilket må betragtes som et kendemærke for en Kim Ki-duk-film. Jeg synes dog, at man kan spore et mere ydmygt visuelt udtryk med større brug af digitalt kamera, mere håndholdt og med mindre “perfekte” overgange. Det klæder filmen overraskende godt og er med til at give den et mere råt udtryk, der kunne være et tegn på et stilistisk nybrud hos instruktøren. Jeg ser i hvert fald klare paralleller mellem denne films udtryk og den sære, men grænseløst fascinerende “Arirang”.

Også i dens billedsprog og til tider meget tunge symbolisme ser man indflydelsen fra den kristne middelalder. Filmen er proppet med kristne referencer og visuelle elementer. Titlen refererer til en klassisk scene i maleri og især skulptur, hvor Jomfru Maria holder Jesus i sine arme, efter han er taget ned af korset. At Ki-duk vælger at kombinere disse referencer med elementer af ultravold giver dog en mere umiddelbar følelsesmæssig klangbund for hans symbolisme, end man har set i hans film i længere tid. Han undgår også klogeligt en rent allegorisk tilgang, men efterlader et fortolkningsrum til tilskueren. Filmen gør stort set ikke brug af musik, men i slutningen, da vi endelig skal se det offer, som de fleste bør vide kommer, toner Agnus Dei selvfølgelig frem minimalistisk fortolket af den koreanske sangerinde Inyoung Park. Det er fuldbragt.