Klassiske kunstnere har ofte været forsøgt portrætteret på det hvide lærred, hvad enten det har drejet sig om musikken, litteraturen, poesien eller billedkunsten. Malere fra Van Gogh til Andy Warhol har stået model til skildringer af kunstneren som geni, og de kvaler som dette indebærer. Ingen kunst uden passion, ingen passion uden smerte! I “Pige Med Perleørering” er turen kommet til den hollandske maler Johannes Vermeer, som levede i 1600-tallet, og som nok er mest berømt for sin bestemte brug af lys og skygge i sine billeder. Filmen bygger på en roman af forfatteren Tracy Chevalier, hvis titel er taget fra et af Vermeers billeder, som forestiller en ung pige set i profil, der betragter iagttageren med let åben mund og et ubestemt blik.

Der eksisterer ikke mange oplysninger om Vermeers liv, og det meste af historien er derfor også frit opfundet af Chevalier, efter at have studeret billedet indgående i lang tid. Dette har resulteret i en fortælling, der ikke så meget handler om Vermeer, men i stedet om den unge pige på billedet, i skikkelse af tjenestepigen Griet. Man bliver dog hurtig klar over, at instruktørens hovedinteresse ikke så meget ligger i historien om Griet og hendes oplevelser i Vermeers hjem, men snarere skal findes i filmens levende og smukke billeder. Der dvæles ved de næsten maleri-lignende opstillinger, og både Art Direction og kostumer er med til at give filmen den visuelle overdådighed, som må siges at være dens hovedstyrke.

Hvis man derimod kigger på handlingen, så er den en smule tam. I den første halvdel af filmen går Scarlett Johansson, i rollen som Griet, hovedsagelig rundt og skiftevis måber og gisper, som et forskræmt dyr. Selvom man må rose hende for at få så meget ud af en så replikløs rolle (og ja, hun er da dejlig at se på), så bliver man i længden træt af denne fåmælte reaktion. Men så synes filmen efterhånden at komme i gang, og i den sidste halvdel åbnes der op for både jalousi, begær og intriger, hvilket er med til at sætte lidt fart i handlingen, og få den til at være mere end blot en undskyldning for den flotte billedside.

Man kan påpege det fascinerende i, at hele historien er tankespind, opstået på baggrund af et enkelt maleri. Men fordi forfatteren har kunnet lege frit, forfalder hun desværre også til en noget søgt og ret så skabelonagtig historie. Således er det endnu engang fortællingen om den gådefulde og martrede kunstner, hvis hang til unge kvinder forklædes som passion og uforløst genialitet. Griet er her med til at inspirere den store Vermeer og i en lettere modernisering af datidens kønsroller, fremstår hun selvfølgelig som en stærk, selvstændig og handlekraftig kvinde trods alt. Selvom hendes påvirkning af hans billeder er en sjov spekulation (hun vasker bl.a. vinduerne, så lyset falder anderledes og flytter en stol fra et billede, som hun ikke mener hører til), så er den også meget utroværdig. Man har til tider Chevalier og manuskriptforfatter Olivia Hetreed mistænkt for, at ville fortælle et eventyr, i stedet for en historisk beretning om en virkelig person.

Derudover er “Pige Med Perleørering” ikke synderlig subtil i sine erotiske undertoner, som ofte skæres så meget ud i pap for tilskueren, at man næsten tager sig til hovedet (f.eks. scenen hvor Vermeer “piercer” Griets øre under henførte suk fra hendes side) – mere diskret havde nok været at foretrække. Colin Firth spiller med tilpas pokerfjæs til at give den som det fascinerende geni, selvom dette ofte resulterer i, at han tåger rundt og aldrig bliver rigtig interessant. På skuespillerfronten er det dog Tom Wilkinson i rollen som Vermeers gustne mæcen Van Ruijven, der brillerer mest – en mere slesk, udspekuleret og liderlig flødebolle skal man lede længe efter!

Filmens score er glimrende og ganske stemningsfuldt, men det er i kraft af fotografen Eduardo Serra, der bl.a. stod bag kameraet på “Unbreakable”, at “Pige Med Perleørering” hæver sig over det middelmådige. Hans brug af lyset og legen med skyggerne er helt enkelt fænomenal, og det er tydeligt, at mange af kompositionerne tager afsæt i Vermeers egentlige billeder. Dette gør at filmen til tider næsten antager form af et maleri, hvor lyssætningen, samt farvernes svulstige fremtoning, springer én i øjnene. Det er derfor meget sigende, da Vermeer viser Griet et Camera Obscura og forklarer for hende, at det er ”a picture made of light” – det samme kunne siges om filmen takket være Serras indsats. Det er ganske forståeligt, at han blev Oscarnomineret for denne genistreg.