Splatterfilm bider fra sig

For nylig udtalte selveste James Cameron sig om “Piranha 3D”, og den Oscar-belønnede filmmager var langtfra begejstret: ”Filmen får mediet til at se billigt ud og får dig til at tænke på de dårlige 3D-horror-film fra 70’erne og 80’erne.” Måske var Cameron bare bitter over, at nogen havde lavet en langt bedre film om piratfisk end ham selv. Camerons debutfilm var som bekendt den rædselsfulde “Piranha II: The Spawning”. Han burde i hvert fald slå koldt vand i blodet og levere en uforbeholden undskyldning, for “Piranha 3D” er en af årets festligste mainstreamfilm.

Blot få sekunder inde i filmen støder vi på en aldrende lystfisker, som får lov til at bælge whisky og nynne evergreens i omtrent ét minut, før hans jolle kæntres, og hans krop bliver omdannet til makrelguf af en flok blodtørstige piratfisk. Hans flænsede, blodbesmurte hånd kommer flyvende mod tilskueren i 3D, og så er tonen ligesom slået an.

Filmens plakat er nærmest en tro kopi af den til Steven Spielbergs “Dødens gab”, og der er heller ingen tvivl om, at “Piranha 3D” er en cadeau til Spielbergs udødelige klassiker. Richard Dreyfuss, en af hovedrolleindehaverne i “Dødens gab”, har en munter cameo i “Piranha 3D”, og i begge film invaderer havets uhyrer turistfyldte forstæder, hvor den lokale sherif tilkalder assistance for at komme fiskene til livs. Men “Piranha 3D” er ikke blot et plagiat, og som filmens franske instruktør, Alexandre Aja, hyppigt har fastslået, så har filmen heller ikke meget at gøre med de tidligere kapitler i “Piranha”-franchisen (inklusive Camerons førnævnte fadæse).

På mange måder adskiller “Piranha 3D” sig også fra den gængse moderne gyser. Nu til dags skruer de fleste filmmagere ned for mængden af blod, vold og uhygge for at sikre en lavere aldersgrænse, så der kan skovles flere penge ind. Men man kan bestemt ikke klandre Ajas film for at være mådeholden. “Piranha 3D” er så brutal, at det er et mindre mirakel, at den slap helskindet fra de amerikanske filmcensorers ivrige saksefingre. Skrålende teenagere flås hyppigt til plukfisk, sønderrevne lemmer flyver til højre og venstre, blod flyder i lange baner, og på et tidspunkt slås et par piratfisk endda om en afskåren penis, før den fortæres og dernæst kastet op igen. Smagfuldt.

Filmens brutalitet gør de computerskabte piratfisk mere frygtindgydende, og derfor bliver filmen selvfølgelig mere spændende, fordi man føler, at der vitterligt er fare på færde. Samtidig har filmen heldigvis et glimt i øjet og en velkommen selvironi, som får blodbadet til at glide lettere ned. Christopher Lloyds cameo som en kugleskør videnskabsmand tvinger lattermusklerne i arbejde, mens nerverne snupper en velfortjent pause, og Ajas gode ven og instruktørkollega, Eli Roth, er en fornøjelse i rollen som en forfængelig festabe. Oftest er volden så overgearet, at man ikke kan undgå at grine og græmmes samtidigt. “Piranha 3D” er kostelig underholdning.