Pinlige pirater

Blot ti film har formået at skovle over én milliard dollars ind i alverdens biografer – to af disse har “Pirates of the Caribbean” i titlen. Det er alligevel imponerende, at en filmføljeton baseret på en Disneyland-forlystelse har formået at indtjene adskillige milliarder dollars. Personligt husker jeg tydeligt den første (og eneste) gang, jeg besøgte Disneyland. Jeg stod i kø i fem ulidelige timer i den stegende hede for at prøve blot to forlystelser, alt imens tusind turisters uafbrudte brok fyldte mine øregange, indtil jeg var parat til at skrige. Således må man sige, at “Pirates of the Caribbean”-filmene ganske præcist gengiver oplevelsen af at være i forlystelsesparken.

På trods af franchisens fænomenale succes har dens bagmænd (med megaproduceren Jerry Bruckheimer bag roret) tydeligvis været klar over, at seriens kvalitet er dalet siden den Oscar-nominerede etter. Personligt synes jeg pudsigt nok bedst om sagaens tredje del – primært fordi den har en flyvende abe. De første to film har færre forcer, mere lal og (desværre) ingen flyvende abekatte. Nu er et fjerde kapitel blevet søsat, “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand”, men hvis man havde glædet sig til at se store skibskanoner skyde med skrålende primater, har man en stor skuffelse i vente. Ærlig talt er der dog endnu flere gode grunde til at blive modløs, mens filmen står på.

Umiddelbart så det ellers ud til, at Bruckheimer og Co. havde taget kritikken til sig, idet den fjerde films spilletid blev beskåret markant i forhold til de forrige film samtidigt med, at man hyrede en helt ny instruktør til at dirigere løjerne: Rob Marshall, manden bag nyere tids allerværste Oscar-sluger, “Chicago”, og megafloppet “Nine”. Men selvom titlen antyder noget andet, synes “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” at besejle nøjagtig de samme filmiske farvande som de forrige film. Den føles lige så rodet og lang som forgængerne, idet historien om de gæve piraters søgen efter Ungdommens Kilde drukner i et hav af monologer og overflødige handlingsforløb – hvad i alverden skal vi med en anonym præsts forelskelse i en havfrue eller opgøret mellem de engelske og spanske flåder?

Det var ellers meningen, at seriens fjerde del skulle kickstarte en renæssance inden for franchisen. Målet var at gøre den fjerde film mere skarp og fedtfattig, så man saksede romancen mellem turtelduerne Orlando Bloom og Kiera Knightley, som længe havde kedet både fans og kritikere, og samtidigt forfremmede man Johnny Depp til hovedperson, hvor skuespillerens ekstremt populære alter ego, Kaptajn Jack Sparrow, tidligere havde ageret bøvet bifigur. Pudsigt nok ender man med at savne især Knightleys ildhu undervejs, og Depp kan slet ikke bære filmen på egne skuldre alene. Eller… måske er det mere korrekt at sige, at Sparrow ikke magter at sejle i sin egen sø.

Den berusede pirat fungerer bedst som et humoristisk afbræk, men når han folder sig ud i næsten samtlige scener, bliver han hverdagskost frem for en sjælden, kærkommen godbid, og man indser forbavsende hurtigt, at den dygtige Depp har færre strenge at spille på i rollen end ventet. Til gengæld er Depps ukuelige entusiasme sjældent til at stå for. Depp ledsages af stortalenter som Geoffrey Rush og Ian McShane (hvornår dælen bliver “Deadwood”-legenden tilbudt en ordentlig spillefilm?), men de spises af med korte scener og ringe replikker, og underskønne Penélope Cruz får hverken tid eller lejlighed til at slå gnister med Depp.

“Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” har mindre tilfælles med den gængse blockbuster end 1980’ernes videospil, for ligesom i disse rejser karaktererne stødt og roligt fra punkt A til B til C, alt imens de henter de genstande (magiske bægere, havfruetårer osv.), der gør det muligt at forsætte til næste bane. Ja, filmen har et skrækkeligt, sløvt flow, og desværre kan man ikke tvinge piraterne til at kæntre via fjernbetjeningen. Bag kameraet har effektmagerne gjort en hæderlig indsats, mens Hans Zimmer har fået sit orkester til at gentage de samme otte takter om og om igen – hvis der er ét sekunds nyproduceret musik i filmens 136 minutter, bemærkede jeg det ikke. Der lægges op til en femte film før slutteksterne, men der skal nye boller på havet, hvis franchisen ikke skal kuldsejle.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. En dyr og splinterny blockbuster som “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” bør se mere eller mindre fejlfri ud i HD, og det gør den også – næsten. Filmen er spækket med dunkle, røgfyldte sekvenser, som transferet indimellem har lidt svært ved at behandle, hvorfor nogle af de mørkeste scener har et fladt look uden megen dybde og med færre detaljer i skyggerne end normalt (dette er tydeligst i dialogscenen om mytteri i kapitel 8). Heldigvis ser hovedparten af filmen fuldkommen fantastisk ud. Billedet er knivskarpt, hvorfor detaljerigdommen ofte er lamslående. De generelt jordnære nuancer gengives fornemt (især junglens grønne farver er appetitlige), og jeg spottede ingen glorier, snavs eller komprimeringsfejl.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 7.1-mix er afgjort et af årets hidtil bedste lydspor. Lydsiden har hobevis af mindeværdige momenter – såsom havfruernes angreb på piraterne, hvor de fornemme panoreringer skaber fornemmelsen af, at ens hjemmebiograf er omringet af vandnymfer. Samtlige højtalere er næsten konstant i brug, og især lyden af skibenes evigt knirkende træ og havets aggressive bølger gør positivt indtryk – samtlige replikker og lydeffekter gengives med en klarhed, som almindelige dvd-lydspor slet ikke kan matche. Dette er et af den slags lydspor, der får hjemmebiografen til at lyde som Imperial, og hvor er det dog ærgerligt, at det ikke er blevet skabt til en bedre film.

Ekstramateriale

Der befinder sig forbavsende lidt ekstramateriale på udgivelsen, når man tænker på, hvor succesrig filmen har været, og hvor mange fans franchisen har. Mit gæt? Der kommer nok en ny, forbedret udgivelse inden for den nærmeste fremtid. Instruktøren Rob Marshall og produceren John DeLuca har indtalt et dødssygt kommentarspor til filmen, hvor de skiftes til at skamrose deres kollegaer. Snork. Derudover er her blot fire minutters kedelige fraklip, en håndfuld trailers til andre Disney-film, en reklame for filmselskabets 3D-udgivelser (med Timon og Pumba fra “Løvernes konge”) samt to ultrakorte klip, hvori udvalgte scener fra filmen bliver genskabt med 3D-animerede LEGO-figurer. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger en digital kopi af filmen.

Jack is back

Så sætter en af nyere tids mest effektive pengemaskiner sejl igen. “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” er foreløbig fjerde film i superproducer Jerry Bruckheimers serie af eventyrlige piraterier med Johnny Depp som den tossede Kaptajn Jack Sparrow. I denne omgang slipper vi både for kedelige Orlando Bloom og den efterhånden lidt blodfattige Keira Knightley, men i bytte får vi til gengæld en storilter Penélope Cruz og Sortskæg i egen høje person. Ikke dårligt.

Da vi forlod kaptajnerne Jack og Barbossa (Geoffrey Rush) tilbage i 2007, var der allerede lagt i kakkelovnen til endnu en sequel: Jack var i besiddelse af et kort, der ifølge legenden skulle vise vej til Ungdommens kilde – et uimodståeligt eventyr for den selvtilfredse, over-the-top-agtige pirat med rockstjerneattitude. Men Jack er ikke den eneste, der higer efter evig ungdom. Det samme gør Englands Kong George II, der har hyret den nu et-benede Barbossa til at lede en ekspedition, den blodtørstige pirat Sortskæg (Ian McShane) og hans ikke uefne datter Angelica (Cruz) samt hele den spanske flåde.

Kapløbet om den tillokkende kilde er i gang, men snart finder man ud af, at stort set alle involverede parter ikke spiller med helt åbne kort. Jack og Angelica har et stormfuldt forhold i bagagen og kan ikke udstå synet af hinanden, mens Barbossas manglende ben kan tilskrives ingen ringere end Sortskæg. Læg dertil et forhekset skib, voodoobesværgelser og nogle meget lidt venlige havfruer med hugtænder, og opskriften på et helt igennem underholdende, halvfjollet eventyr er i hus.

Ud over den skønne Penélope Cruz som piratdatter er der indtil flere tilføjelser i “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand”. Mest åbenlys er skiftet til 3D, der fungerer upåklageligt og passer som fod i hose til seriens kransekageæstetik: Her er det ikke less is more, men more is more. Absolut en film, hvor 3D giver rigtig god mening og tilføjer et ekstra element af wow til de mange højtflyvende kamerature. Gore Verbinski, der har siddet trygt i instruktørstolen på seriens tre første film, er denne gang erstattet af den yderst musicalkyndige Rob Marshall, hvis bedrifter tæller “Chicago”, “Mit liv som geisha” og senest den rodede meta-musical “Nine”. Marshall har især tæft for lækker koreografi, og indtil flere gange undervejs i “Pirates of the Caribbean: I ukendt farvand” viser han sit værd på den front. Bedst i en scene tidligt i filmen, hvor Depps opfindsomme Jack Sparrow iscenesætter en storstilet flugtaktion for næsen af hele det engelske hof, inklusive en måbende konge. Elegant, fornøjeligt og med et glimt i øjet.

Nye tiltag, udskiftning på rollelisten og 3D til trods må man dog konstatere, at serien træder vande. Men dette med en sådan iver og tju-bang-attitude, at man hurtigt tilgiver, at der tilsyneladende ikke rigtig er noget nyt under solen. Som sin forgænger, “Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende”, lider fjerde film under en alt, alt for lang spilletid. Nok er Depp både pokkers seværdig og en nærmest uudtømmelig kilde til morskab, og ingen kan nægte, at Penélope Cruz tager sig godt ud i nedringet piratoutfit. Men 138 minutter?! Det er altså at stramme den. Rendyrkede underholdningsfilm burde kunne bankes af på halvanden time. Så er colaen også ved at være tømt og bunden nået i ens spandfuld popcorn.