Slam slam og atter slam!Hvis man har intensioner om at bygge en hel spillefilm op omkring nogle ret overfladiske personer fra en reklamefilm, skal man virkelig tænke sig godt om. Det kræver for det første en holdbar historie, og en kraftig omskrivning af personerne, der gør at disse bliver udholdelige at se på, i mere end 2 minutter ad gangen. Desværre lykkedes dette ikke for Polle Fiction.

Filmen foregår i den efterhånden verdenskendte fynske flække Snave. Her er bundesliga hår, outdatede 80’er hits og Puch Maxier total i orden stil. Polle, den 30 årede naive ungkarl, der stadig bor hjemme hos sine forældre, er blevet narret af Lillian, byens dulle, til at tro, at han har gjort hende gravid i en ordentlig brandert. Nu vil hun giftes, men kun fordi Polle har fået en arbejdsskade, der skulle skaffe ham en ordentlig sum penge i forsikring. Polle bliver imidlertid forelsket i pizzababen Shawarma, og nu er helvede løs, for Polles forældre ser gerne at Polle bliver gift med Lilian, og helst hurtigst muligt.

Første gang jeg hørte om dette film projekt havde jeg mine tvivler. Mest fordi der, af indlysende grunde, er stor forskel på en reklamefilm på et par minutter, og en spillefilm på halvanden time. De personligheder man stifter bekendtskab med i reklamefilm, er ofte så små at man ikke rigtig kan nå at komme ind på livet af dem. Derfor lykkedes det tit at gøre disse personer, og de situationer de befinder sig i, voldsomt morsomme. Instruktør Søren Fauli, er mester i dette, og der er ingen tvivl om at Polle reklamerne var en af hans største succeser. Dels fordi de var så langt ud, platte og morsomme at alle kunne være med. Men mest af alt fordi de var lavet så ”godt”, at man ikke var i tvivl om at det var en Sonofon reklame der var tale om. Ord som Snave, mobillos, og morgen sherif stjerner, røg direkte ind på danskerne top 10 liste af mest brugte ord, for en tid :).

Polle Fiction forsøger at bære et plot der desværre nærmest grænser til det pinlige. Ok, det er klart at det ikke er historien der er lagt vægt på. I stedet virker filmen nærmest som en forlænget Sonofon reklamefilm, med en ordentlig stak jokes og gags proppet ind hist og her. Problemet er bare at de fleste jokes minder alt for meget om hinanden, og så går det hen og bliver kedeligt.

Personerne og den platte humor falder helt igennem, og man sidder nærmest bare og ryster på hovedet det meste af tiden. Der var virkelig ikke noget der var rigtigt morsomt i denne film. Jo, jeg grinte da et par gange, men det var MEGET sjældent, og mest fordi situationen var så plat eller grotesk, at man nærmest bare grinte af filmen som helhed. Noget af det morsomste, var den total skumle og perverse kørelære, Karsten Kørerlærer, som helst skulle have betaling fra hans elever i naturalier:

“Så er det afgang…. Sædafgang” :-).

Så ved man ligesom på hvilket plan vi befinder os 😉 Men også her, blev det i den sidste ende for meget.