Ponyo på klippen ved havet
Udgivet 12. nov 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Et stort smil bredte sig over mine læber adskillige gange under overværelsen af Hayao Miyazakis seneste film “Ponyo på klippen ved havet” og forlod kun sjældent mit ansigt. Det er et værk af uimodståelig charme, magi og overskud, og hvis man har blot den mindste smag for den slags elementer, har jeg svært ved at se, hvordan man skulle kunne modstå den.
Historien, der er løst inspireret af H.C. Andersens eventyr “Den lille havfrue”, handler om den usædvanlige guldfiskepige Ponyo, der lever under sin fars – troldmanden Fujimoto – beskyttelse. Hun er dog ikke blot en ualmindelig nuttet størrelse, men også voldsomt nysgerrig, og inden længe stikker hun af for at opleve mere af verden. Hun ender imidlertid med at bliver fanget i et glas ved strandkanten, men bliver fundet af drengen Sosuke, der omgående befrier hende. Dette starter et venskab mellem de to og vækker Ponyos ønske om at blive en del af den menneskelige verden. Et ønske, som Fujimoto ikke deler.
I forhold til de senere Miyazaki-film så er “Ponyo på klippen ved havet” et skridt ned ad aldersstigen, og filmens grundtone lægger sig tættere op ad film som “Min nabo Totoro” end de mere alvorlige “Det levende slot” og “Chihiro og heksene”. Ingen er nogensinde for alvor i fare, skurkene er ikke egentlige skurke, og der er i det hele taget en uskadelig følelse over fortællingen. Historien er enkeltheden selv, om end alligevel en anelse vag visse steder, hvilket dog ikke betyder så meget. Man ser grundlæggende alligevel ikke filmen pga. beretningen, men først og fremmest for dens kolossale billedmæssige skønhed. Betagende syn er der nok af: Det urolige hav, der bruser rasende af sted op mod kysten, de flydende vandmænd, der skifter mellem blå nuancer, mens de gynger i vandet, og Ponyo, der ubesværet løber hen over bølgerne. Filmens visuelle side er ikke blot kunstfærdigt udført, men slet og ret kunst med stort k.
Selvom billedsiden er helt vidunderlig og fortællingen sød, så formår filmen dog ikke helt at leverer det samme følelsesmæssige punch som f.eks. “Min nabo Totoro”, og af samme årsag når den heller ikke helt op på højde med Miyazakis allerstørste mesterværker. Mindre kan dog også gøre det, og man ser gerne gennem fingre med svaghederne, når de er så uimodståeligt pakket ind som i denne film, der efterlader en i taknemlighed over at have overværet så fantastiske syn.
Pixar har måske nok demonstreret en teknisk formåen, der er imponerende ud over alle grænser, men Miyazaki viser her atter det fantastiske i de skæve linjer og det personlige udtryk. “Ponyo på klippen ved havet” er næppe hans største bedrift, men der er en magi tilstede her, som de fleste andre film end ikke kommer i nærheden af.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet