Possession, The
Udgivet 22. nov 2012 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Hvad er det ved gysergenren og dens evindelige klichéer og konventioner, der på forunderlig vis fænger og fascinerer? Hvorfor tiltrækkes vi af gyset, uhyggen og gruen, der pludseligt dumper ned i en ellers almindelig hverdag? Måske er det “straffen”, der drager os… Straffen, når naive mennesker tror, at deres handlinger ikke har konsekvenser, såsom når en familiefar tror, at han kan gå fra sin kone, flytte til udkanten af byen og flirte med et mere krævende, men også mere velbetalt job, uden at hans omgivelser og børn reagerer.
Modsat sin søster har pigen Em svært ved at affinde sig med, at hendes far og mor er gået fra hinanden, og at moderen har fået sig en ny mand. På et loppemarked falder hun over en mystisk træboks, som hendes far, Clyde, køber til hende uden at tænke videre over, hvad det egentlig er for noget. I en scene forsøger Em og Clyde at åbne boksen, men til datterens store utilfredshed, bliver Clyde ringet op med et tilbud om et prestigefyldt job langt væk og efterlader Em alene tilbage med æsken. Denne scene er symptomatisk for billedet på den fraværende far, den forsømte datter og den uholdbare familiesituation.
I et socialrealistisk skilsmissedrama havde pigen Em reageret gennem isolation, aggression og selvdestruktion. Det gør hun jo for så vidt også i “The Posession”, men eftersom det er en gyserfilm, så optræder reaktionen i form af en ondsindet dæmon. Og selvom kuren mod denne besættelse i “The Posession” selvfølgelig er en klassisk eksorcisme, så hører familieforsonelsen og forældrenes selvransagelse naturligvis også med som en lige så vigtig del. Forudsigeligt og uoriginalt er det, jovist, men “The Posession” er gys, når det er renest og mest klassisk – og som genrefilm er den derfor upåklageligt velfungerende!
Ole Bornedals gyser var oprindeligt ikke tiltænkt dansk biografpremiere, men takket være en overvældende succes i USA får vi danske horrorfans nu også muligheden for at opleve denne fine lille gyser, hvis rødder er 70’ernes og 80’ernes åndelige og overnaturlige, genredefinerende klassikere. Skuespil, instruktion og uhygge fungerer upåklageligt, og selvom selve slutningen er ret tam, så venter der en forrygende flot finale, som epileptikere dog bør holde sig på lang afstand af! Det er old school uden svinkeærinder og med fokus på stemning og drama frem for blod, blod og mere blod – en varm anbefaling!
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet