Poupoupidou
Udgivet 2. nov 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Ost, mord og Marilyn Monroe. Ingredienserne i franske Gérald Hustache-Mathieus humoristiske noir-afart “Poupoupidou” er bestemt utraditionelle, men resultatet absolut seværdigt. Det er Coen-brødrene, der møder David Lynch – dog uden helt den samme mængde depravationer og bredskyggede hatte. Til gengæld med masser af fransk tricolorit.
Med en udtalt beundring for den hårdkogte, amerikanske krimiforfatter James Ellroy, hvis videredigtning på det bestialske Sorte Dahlia-mord i 1940’ernes Los Angeles stadig slår gnister ved genlæsning, involverer filmens Rousseau sig lidt for personligt i Candice-sagen. Hvis man ikke kan drive rundt i mytiske Los Angeles, bestikke ligsynsmænd og nedlægge femme fatales, synes det isolerede Mouthe med særlig fransk ostefetich på en eller anden måde som det næstbedste bud. Den stillestående by og det forfrosne landskab agerer i hvert fald stemningsfuldt bagtæppe for Rousseaus detektivarbejde. Et værdigt let på hatten til Coen-brødrenes kulsorte snekrimi “Fargo” – uden dog på noget tidspunkt at nå samme, himmelske filmstratosfære.
Filmens øvrige persongalleri spejler noget pligtopfyldende og lidt kedeligt i længden virkelighedens, og således er Candices mandlige bekendtskaber meget firkantet skåret efter Marilyns: Baseball-legenden Joe DiMaggio, det litterære koryfæ Arthur Miller og endda Mr. President, John F. Kennedy. Alle dog i mindre Mouthe-målestok, hvilket bidrager til noget af den lidt absurde charme, som ikke fornægter sig i “Poupoupidou”. Men Hustache-Mathieu ender alligevel med at brænde nallerne på det meget insisterende og søgte lighedstegn, der til syvende og sidst synes som en spændetrøje for fortællingen.
Filmens lydside overrasker med molklingende, længselsfulde coverversioner af for eksempel Monroes egen, kælne klassiker “I Want to be Loved by You” (hvorfra cluet til filmens titel skal findes) og The Mamas & the Papas flower power-hymne “California Dreamin’” – Rousseau og Candice drømmer sig væk, men Mouthes isolerende snehule og hospitalets sterile fryserum har godt og grundigt fat i kraven på drømmerne. Og hvem siger, at den californiske sol løser noget som helst? Den kunne ikke redde Marilyn, huskes nok.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet