Breakfast Rangers

Fem uregerlige teenagere. Fem arketyper. Atleten, nørden, den populære, den indadvendte og rebellen. De kender ikke hinanden, men skæbnen tvinger dem sammen. Jeg tænker selvfølgelig på “Breakfast Club”. Men nu også “Power Rangers”, der omhandler samme fem type teenagers. Og præcis som i John Hughes’ forbillede gemmer der sig bag de arketypiske teen-facader ægte og uperfekte unge mennesker, som forsøger at morphe sig frem til en egen identitet og farve. De er forskellige og ens og lige det, som supergenren har brug for.

Jason, Billy, Kimberly, Zack og Trini. Jeg er ikke i tvivl om deres navne, og det ville jeg heller ikke være, hvis ikke jeg kendte dem i forvejen. For de er alle dejligt forskellige med forskellige problemer. Trini bokser med identiteten – er hun til drenge eller piger? Kimberly skal lære at leve med, at hun ligesom Andrew i “Breakfast Club” har gjort noget frygteligt. Og Jason, som alle i Angel Grove kender og elsker, vil være mere end bare ham quarterbacken. Forældrene forstår ikke de teenagers.

Præcis som i forbilledet “Breakfast Club” er de problematiske teenagere sendt til eftersidning. Jason har stjålet en ko og kørt sin fars truck i smadder. De har alle fem lavet fejl. Instruktør Dean Israelite laver selv få fejl. Han kommer fra teenage-tidsrejsefilmen “Project Almanac”, der gør, at han ikke har skabt en kopi, men en moderne gang ungdomsfilm, der smeltes sammen med tidens største genre, hvor helte redder verden. Men Israelite nøjes ikke med at redde verden, men diskuterer unge emner som hævnporno og seksuel identitet. Fejl, familieproblemer og fremmedgørelse har de altså tilfælles bag facaden – trods deres tydelige forskellighed; rød, blå, pink, gul og sort. Eller måske har de mere tilfælles, end de tror? Noget større end dem selv, der kan samle dem? En Megazord?

For det er stadig “Power Rangers”, vi taler om. Og Israelite giver nyt liv til “Power Rangers”, som er sjovere og mere voksen i sin nyfortolkning af de velkendte figurer. Den gnavne ‘farmand’ Zordon er mere end et talende hoved. Heksen, Rita Repulsa, er både mere ond og uhyggelig end nogensinde før. Og den udtryksløse robot, Alpha-5, medbringer den lette “Power Rangers”-tone, når han svarer på, hvor længe han og Zordon har været fanget – ’Er det mandag? Så er det 65 millioner år siden.' Der er nemlig også rigeligt respektfyldt nostalgi for en semi-voksen fan som mig, der har glade minder fra det fjollede univers. ’Ai-yi-yi-yi-yi!'

Det er fedt efter så mange år at se de nye, skinnende dragter og deres kæmpe Zorder trampe rundt igennem byen eller ud foran en flok syngende nonner. “Power Rangers” tager nemlig sit kildemateriale lige præcis så seriøst, som det kan holde til. Den forsøger ikke at overforklare sig ud af, at Zordon har været med til at udrydde dinosaurerne for 65 millioner år siden. Eller at Goldar, et kæmpe guldmonster, hærger lige præcis den lille flække Angel Grove, hvor de fem bor. Og Zeo-krystallen, som giver liv til hele Jorden? Ja, den gemmer sig under en donut-butik, så Rita Repulsa da lige kan få en munkering med på vejen.