Precious

InstruktionLee Daniels

MedvirkendeGabourey 'Gabby' Sidibe, Mo'Nique, Paula Patton, Mariah Carey, Sherri Shepherd, Lenny Kravitz, Stephanie Andujar, Chyna Layne, Amina Robinson, Xosha Roquemore, Angelic Zambrana, Aunt Dot, Nealla Gordon, Grace Hightower, Barret Helms

Længde100 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen04/02/2010

Anmeldelse

Precious

5 6
My preciousssssss…

Kan den irriterende popdiva Mariah Carey spille skuespil? Og Lenny Kravitz? Ja, det kan de faktisk, men på trods af deres overraskende gode præstationer i “Precious” er det bestemt ikke de to megastjerner, som løber med opmærksomheden i en af sidste Oscaruddelings helt store overraskelser.

Den 16-årige Claireece Precious Jones synes at forsøge at klemme sig ned i så mange minoritetsgrupper og socialt belastede lag som muligt. Hun er sort, hvilket ikke er nogen dans på roser i 80’ernes Harlem, ekstremt overvægtig, kommer fra en fattig, voldelig familie og er gravid med sit andet barn, som er undfanget ved hendes egen fars incestuøse voldtægter. Når livet bliver for hårdt, trækker hun sig ind i sin egen verden af rigdom og glamour, hvor hun er stjernen, og intet kan røre hende. Endelig ser Claireece sin chance for et bedre liv, da hun får muligheden for at gå på en specialskole for særligt belastede unge. Men den sociale arv er som bekendt ikke let at bryde.

Der er mange fine ting at sige om “Precious”, men lad os for at få det af vejen med det samme begynde med filmens absolut største problem. Claireece har gjort det til en forsvarsmekanisme at forsvinde ind i sin egen fantasi, når de barske realiteter kommer for nær. Den forholdsvis uprøvede instruktør Lee Daniels har valgt at trække publikum med ind i denne drømmeverden, men det virker langt mere forstyrrende end engagerende. Første gang fungerer det udmærket, men derefter havde vi ikke behøvet mere end at se Claireece udefra, mens de grumme scener udspiller sig. I stedet flygter publikum sammen med hende væk fra virkeligheden, som derfor synes knap så voldsom og dermed drukner lidt af den empati, som filmen ellers spiller på. Det havde kort sagt virket stærkere, hvis filmen var blevet i den kolde virkelighed. Samtidig er der et mindre overforbrug af musik, der desværre ikke klæder historien.

Ligestillingen mellem hvide og sorte er endnu ikke nået til det punkt, hvor det kan lade sig gøre at have en en sort person som hovedrolle, uden filmen behøver at handle om raceproblemer eller “sorte problematikker” – det hører i hvert fald til sjældenhederne. Og når en sort skuespiller endelig har en hovedrolle, kan vi være sikre på, vi har at gøre med en overordentlig smuk person, der har en lys teint, så det bliver lidt lettere fordøjeligt for det hvide, lukrative publikum. I denne henseende går “Precious” heldigvis ikke på kompromis. Claireece, spillet af Gabourey Sidibe, er enormt mørk, og hun er med sin ekstreme overvægt ikke ligefrem nogen skønhed. Dette er en klar force, som gør historien mere troværdig, end hvis en yngre udgave af Halle Berry havde besat rollen.

Persongalleriet er i det hele taget blandt de ting, som fungerer allerbedst i “Precious”. Gabourey Sidibe er velvalgt til hovedrollen, men den største og mest overvældende præstation tilhører standupkomikeren Mo’Nique, som er løbet af med ikke mindre end 29 priser – inklusive en Oscar – for rollen som Claireeces mor Mary. På papiret fremstår hun nok ikke værre end så mange andre filmiske antagonister, men med Mo’nique bag rattet bliver rollen til en af de mest modbydelige personer, der længe har fået sit ansigt på celluloid. Især i en af filmens sidste scener, hvor hun atter engang står ansigt til ansigt med socialrådgiveren, leveres en sjældent overbevisende og stærk monolog, som uden tvivl er grundlaget for de mange vundne priser. Mo’nique bakkes desuden op af et dejligt gennemarbejdet baggrundskulisse, som udgør den skumle, gulbrune lejlighed, der skal forestille at være Claireeces tryghedszone – hendes hjem.

På trods af enkelte problemer, der nok var undgået af en mere rutineret instruktør, er det lykkedes Lee Daniels og manuskriptforfatteren Geoffrey Fletcher at omsætte bogen “Push” til en fin, lille socialrealistisk film. Historien er på trods af sine ekstreme temaer troværdig hele vejen igennem, og selv de mange socialt udsatte unge, sorte mennesker, som så ofte fremstår en tand for karikerede på film, undgår at falde igennem med klichéagtige, street-smarte replikker. Som europæer kan det være en anke, at filmen adresserer problemstillinger, der i nogen grad kun er relevante for amerikanere, men kulturforskelle kan vi heldigvis ikke undse os, og “Precious” fungerer ganske fint på trods.
Video

Præsenteret i 1.85:1. Videotransferet på dvd’en er intet mindre end fremragende. Det er praktisk talt umuligt at finde en eneste komprimeringsfejl. Kontrasten svinger ikke en millimeter, og skarpheden er langt over gennemsnit. Der forekommer en del gryn – det er dog ikke i form af digital støj, men en del af den celluloid, filmen er skudt på. Det er sjældent, man ser så godt et transfer.

Audio

På dvd’en findes to lydspor: Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1. Der er ikke den store forskel på lydsporene. Sub’en forbliver passiv hele filmen igennem, og surroundhøjtalerne gør heller ikke meget væsen af sig. I det hele taget er lydsporet en anelse kedeligt, men filmen er nu engang socialrealistisk. Niveauerne ligger som de skal, og de forskellige elementer klinger fint.

Ekstramateriale

I ekstramenuen kan man finde fire små featuretter samt en enkelt slettet scene. I de første tre featuretter optræder der praktisk talt ikke en eneste hvid person. Det er sjovt og anderledes, eftersom den amerikanske filmindustri domineres af blegansigter, og man kan tydeligt fornemme, at filmens politiske temaer betyder meget for folkene bag kameraet. Interviewene virker knap så opstillede og samlebåndsagtige, som så mange andre af den slags plejer at være, men til gengæld er det hele en anelse for politisk korrekt. Ekstramaterialet ville få tre stjerner, hvis ikke det lige var for én ting: Sammen med filmen får man bogen bag, altså bogen “Push”, som dog har fået den “danske” titel “Precious”. Se, det er ekstramateriale!

Udgivelsen er med sin tekniske side og sit ekstramateriale et positivt forbillede, som andre kunne lære meget af. Filmen selv er dog nok til at retfærdiggøre købet af dvd’en, men de fine features gør det naturligvis ikke sværere.

Precious

4 6
Den amerikanske vinkel

I efteråret præsenterede en af verdens mest indflydelsesrige kvinder, talkshowdivaen Oprah Winfrey, et indslag om verdens mest lykkelige folk. Det handlede om os, dig og mig – Danmark og danskerne. Alligevel kunne få danskere genkende deres hverdag i eventyrindslaget, der via den valgte vinkel gav et noget idylliseret billede af Danmark. Som medproducent på en af årets Oscarfavoritter, “Precious”, viser Oprah langt fra et idyllisk liv, men derimod Harlems ghetto. Spørgsmålet er så, om vinklingen er blevet mere troværdig i denne ombæring?

Precious er en 16-årig afroamerikansk teenagepige med fraskilte forældre, og hun drømmer om at blive berømt som dem i musikvideoerne, alt imens hun forsøger at passe sin lidt for kedelige skole – altså en typisk og ganske almindelig teenager. Og dog. Precious er overvægtig, funktionel analfabet og så venter hun sit andet barn med sin far! Hvis hun da ikke har travlt med at få psykisk og fysisk tæsk af sin aggressive bistandssnyder af en mor. Den hårdtprøvede pige får en sidste chance ved en alternativ skole, der skal lære Precious at læse og skrive og i sidste ende bryde hendes sociale arv. Alle har et valg, fortæller lærerinden, men gælder det også Precious?

I udgangspunktet virker “Precious” som en film, der som hovedpersonen har alle odds imod sig. At lade en stakkels pige have så mange ting at kæmpe med, som tilfældet er, gør, at filmen nærmest er dømt til at gå til grunde i overdreven melodramatisk sovs. Det er heldigvis ikke tilfældet. Jovist er filmen barsk og blå sine steder, men først og fremmest bæres den frem af en frisk – næsten Obamask – forandringstone, der gør den til en optimistisk opløftende affære.

“Precious” er på én gang en utrolig ægte oplevelse samtidig med, at den er udstyret med en eventyrlig letbenethed. Precious’ hjemmemiljø hos den voldelige mor rummer den tunge ægthed, hvor det fejlfrie spil imellem mor og datter slår ubehagelige gnister. Her føles miljøets tunge arv, hvor man ikke skal tro, man er noget, i hvert fald ikke når man ikke er hvid. Miljøskildringen kulminerer i enkelte ulækkert indtryksfulde montagesekvenser, hvor der krydsklippes imellem den friturefedtede madlavning og faderens ubehagelige incestovergreb. Eventyret indfinder sig i stedet i den alternative skole, hvor den godhjertede og – i den politiske korrektheds navn – lesbiske underviser står fast på, at Precious på ren og skær viljestyrke kan vælge et andet og bedre liv.

Det er i denne lette eller letkøbte del, at “Precious” afslører sig som et rendyrket amerikansk ideologiprodukt, idet modstanderen for Precious ikke bare er hendes miljømæssige og sociale arv, men i endnu højere grad ærkeamerikanerens hovedfjende nummer et – systemet, det offentlige. Moderen er blevet klientgjort af sin passive overenskomstydelse, hvorfor Precious nu må sige fra over for offentlige ydelser, hvis hendes lykke skal gøres. Det er kun over there, at økonomisk støtte til en incestramt, analfabetisk og voldsramt teenager kan vinkles som en del af problemet og ikke løsningen, hvormed ikke sagt, at det er hele løsningen, bestemt ikke. På den anden side er det nok også kun i de fries land, at man alvorligt ment kan sætte Mariah Carey til at spille indigneret socialrådgiver, men sådan er der jo så meget.

Oprah har produceret en vitterligt velmenende, ægte og entydigt amerikansk filmoplevelse, der kan være vanskelig at identificere sig med i en verdensdel, hvor vi som minimum ser staten som et nødvendigt onde. Ikke desto mindre er skildringen af en ung piges kamp i et desillusioneret sort Harlem vældig vellykket, og det uagtet, om vi er sorte eller hvide, fra øst eller vest. Lidt mindre Askepot havde gjort “Precious” til en af årets dyrebareste film. Nu er den i stedet endt som en seværdig og solid amerikansk dusinvare.

Kort om filmen

Filmens handling udspiller sig i Harlem i 1987. Det er historien om Claireece “Precious” Jones, en 16-årig afro-amerikansk pige med et liv, ingen vil misunde hende. Hun er gravid for anden gang med sin far; en far, som i øvrigt ikke tilbringer tid sammen med sin familie. Hjemme må hun uafladeligt stå på nakken for sin mor, en højtråbende og aggressiv kvinde, som mishandler hende både fysisk og psykisk. Skolen er ét stort kaos, og Precious er nået til niende klasse med gode karakterer, men gemmer på endnu en frygtelig hemmelighed: Hun kan hverken læse eller skrive. Precious bliver presset fra alle sider, men hun kommer aldrig ned med nakken.