Det bli’r i familien

For en mindre årrække siden var Edward Norton en af de mest lovende, fremadstormende unge stjerner. Siden er forventningerne til hans kunnen blevet moderat nedjusteret, primært fordi aktøren i stedet for at vælge de skævere roller har gjort det til sit uforbeholdne varemærke at agere arketypiske og ofte introverte størrelser i banale metervareproduktioner.

Nyeste skud på den stamme er den ordinære “Pride and Glory”, og den er bestemt ingen undtagelse. Som skrivebordsbetjenten Ray og ud af en familie med stolte traditioner i politistyrken udses han af faderen, som bestrider en lederskikkelse sammesteds, til at lede en særlig taskforce. Den beskikkede opgave synes dog alt andet end simpel – fire betjente er fundet myrdet i et narkoopgør i metropolen New York, men sagen kompliceres angiveligt af, at stærke interesser inden for politiet har været medvirkende årsag hertil. Korruptionen, bestikkelsen og blodpengene lurer under overfladen, og mindre problematisk bliver miseren ikke, da den retfærdighedssøgende Ray erfarer, at også egne familiemedlemmer øjensynligt er involveret.

“Pride and Glory” er som sådan ikke en decideret dårlig film, men kan nu heller ikke skilte af det modsatte. Tematikkerne, de storladne passager, det irske islæt, de interne anliggender og good cop/bad cop-terminologien er langt bedre skitseret i de fleste af genrens beslægtede film. Og inspirationen derfra er da også for tydelig enkelte steder. Af samme årsag er det forløb, “Pride and Glory” udvikler sig til helt igennem forudsigeligt. Familieopgøret mellem de mere eller mindre beskidte strissere er forventeligt, ligesom de samme stridigheder på station 31, hvor en del af dramatikken udspiller sig, også er det. For at føje til stemningen har instruktøren Gavin O’Connor valgt at lade sin fortælling udspille sig op mod juletid, der ellers normalt er samlingspunkt for familier kloden rundt. Det bliver det ikke her.

Æstetisk forsøges “Pride and Glory” tilført et realistisk udtryk igennem håndholdte og frapperende kameraindstillinger, hvilket på tankeplanet synes det fornuftige at gøre. Det bliver dog for det meste lige lovligt livagtigt og lige lovligt kaotisk at overvære, særligt i de scener hvor situationerne spidser til, håndvåbnene er trukket og jagten sat ind. Som oplysningerne om beskidte kneb og undergravende virksomhed blandt kollegerne kommer for en dag, bliver narkobaronen Tezo overordentligt interessant. For Rays specialstyrke fordi han ligger inden med viden om de korrupte strissere, og for modparten fordi afsløringerne fra hans side vil være skæbnesvangre for de implicerede parter.

Serveret som spændingsfilm er det et enormt problem for “Pride and Glory”, at man som tilskuer allerede efter første akt får kendskab til filmens slette typer og tingenes rette sammenhæng. Det fjerner enhver tvivl om spændingsudfaldet og gør filmen som helhed til en lang venten på, at de skyldige stilles for en domstol eller på anden måde straffes. Derfor virker filmen også mindst en spytklat for lang og kunne nemt have været strammet op i særligt den opbyggelige fase. På sidelinjen skeles til et forlist forhold til den kvinde, Ray endnu ikke er skilt fra, men ikke længere deler postadresse med. En sidehistorie, som ikke rigtigt nuancerer Ray på nogen måde og for så vidt heller ikke gavner filmens egentlige historie.

Det gør til gengæld samværet med den patriarkalske far Frank, der udfyldes fornemt og isnende koldt af den erfarne Jon Voight. Imellem de to ligger formentligt filmens allerbedste passager. Sammen med Colin Farrells svoger Jimmy tegner de et broget familiebillede, hvor de ældgamle dyder som ære, respekt og retfærdighed har blandede signalværdier. Særligt slutningen er dynamisk, og der er underholdning og spænding undervejs. Men skal man holde fokus på filmen som et genreprodukt, udvander den her sig selv. Der mangler originalitet og det ukuelige mod til at turde at gøre det anderledes. Til dels ligger forgængerne for tungt aflejret i fernissen, og derfor bliver “Pride and Glory” for meget en småkedelig og klichefyldt kriminalaffære.

Video

Filmen præsenteres med et indbydende look, hvor den rystede facon dog skæmmer en smule. Udtrykket står skarpt og rummer hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens edge-enhancement forekommer i mindre grad. På plussiden er farvetemperatur og kontrast to faktorer, der begge holder sig helt stabile.

Audio

På lydsiden fås de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby True HD 5.1-lydspor, hvor dialogen er klar og uden overstyringer. Underneden er en detaljerig atmosfære, som ikke drukner i den stemningsskabende underlægningsmusik og de mange distinkte effektlyde.

Ekstramateriale

På udgivelsen findes også “Source of Pride: The Making of ‘Pride and Glory'”, en vellykket og over en time lang dokumentarfilm, der går bag om filmens tilblivelse og igennem interviews og b-roll-optagelser går i rette med instruktionen, optagelserne, samarbejdet, skuespillerne og forberedelserne. Æstetikken er ikke hele tiden noget at kimse af, men som helhed er resultatet til at have med at gøre. Mere er der imidlertid heller ikke at komme efter.

Ikke ligefrem noget at være stolt over

Korrupte politifolk lader til at være et fuldstændig uudtømmeligt emne, når der skal produceres film, og med “Pride and Glory” får vi den nyeste på stammen, som i det store og hele ikke adskiller sig voldsomt fra alle de andre eller for den sags skyld den gennemsnitlige tv-krimi.

Hele scenariet sættes i gang da fire betjente omkommer i et blodigt opgør, der mistænkeligt ligner et baghold. Den patriarkalske familiefar Frank Tierney, spillet af Jon Voigt, sætter sin søn Frank i Edward Nortons skikkelse på sagen, hvis ofre arbejdede i Franks brors afdeling. Medinvolveret er også deres svoger Jimmy Egan, spillet af Colin Farrell, der ligeledes arbejder i den selvsamme afdeling.

Tingene viser sig naturligvis at være mere indviklede end som så, og snart kommer Frank på sporet af den korruption, der viser sig at gennemsyre afdelingen. Det gælder ikke mindst Jimmy, som i virkeligheden er dybt involveret i narkohandel, og som fremviser så voldelige tendenser, at selv Keyser Söze ville ryste i bukserne.

Alt dette fører til de sædvanlige scener og overvejelser: Frank er i konflikt med sig selv om, hvorvidt han skal angive svogeren; hans bror er rystet over at opdage korruptionens omfang i sin egen afdeling; Jimmy er presset af omstændighederne og leder desperat efter en udvej, alt imens Jon Voigt drysser rundt som det mentalt fraværende familieoverhoved og fylder sig med nok whisky til at holde Skotlands økonomi kørende. Der er kort sagt intet nyt under solen, og man kender allerede alle klichéerne fra lignende film om sammentømrede irske politifamilier, der kommer under pres, og filmens handlingen udspiller sig da også fuldstændig efter bogen.

“Pride and Glory” er fyldt med kompetente skuespillere, der alle har bevist deres værd i andre film, men som bliver seriøst udfordret af et tvivlsomt manuskript. Det gælder ikke mindst Collin Farrell, hvis korrupte strømer i et øjeblik leger kærligt med ungerne og i det næste truer med at vansire et spædbarn med et varmt strygejern. Endnu mere utroligt er det, at han har giftet sig ind i familien og samtidig har præsteret af lede en hel politiafdeling af kriminelle, uden at et eneste af medlemmerne i familien har bemærket det. Lad gå hvis de var en familie af blikkenslagere, og han sort skiftede pakninger i al hemmelighed, men at en gruppe politifolk ikke opdager det virker mildest talt utroværdigt.