Et eventyr fra en anden dimension

At overvære en Hayao Miyazaki-film er lidt som at tage sine første skridt ind i en ny og anderledes verden, hvor alting har sin egen svært gennemskuelige logik, og hvor det mystiske lurer i selv det kølige græs, som man betræder.

Det er efterhånden blevet lidt af en udtrådt kliche at hævde, at Miyazaki er for japansk tegnefilm, hvad Walt Disney i sin tid var for den amerikanske, men det er ikke desto mindre fuldstændig sandt, og med ham bag rorpinden er der blevet skabt så fantastiske tegnefilm som “Chihiro og heksene”, “Det levende slot” og senest “Ponyo på klippen ved havet”. Miyazakis film er efterhånden også blevet ganske velkendt i den vestlige verden, og med den anerkendelse har der også været en mulighed for at vende tilbage til de af hans tidlige film, som aldrig før har haft biografpremiere i Danmark. Efter opsætningen af ældre værker som “Kiki – den lille heks”, “Porco Rosso” og “Min nabo Totoro” er turen så kommet til Miyazakis definitive gennembrudsværk, “Prinsesse Mononoke”.

Filmen starter næsten uden varsel, da et uhyrligt og forbandet væsen angriber en landsby. Det standses af den unge kriger Ashitaka, der nedlægger bæstet, men som samtidig inficeres af væsnets forbandelse. Ashitakas højre arm får enorm styrke – i en særlig sorthumoristisk sekvens skyder han en pil så stærkt, at den hugger begge arme af en mand – men samtidig vil forbandelsen på sigt tage livet af ham. Ashitaka drager østpå for at finde en kur, men rodes ind i en drabelig konflikt mellem en lille mineby med store ambitioner og de levende væsner i skoven, der med næb og klør forsøger at standse menneskernes ødelæggende fremfærd.

Her møder han også titlens Prinsesse Mononoke, der er et menneske opvokset blandt ulve, og efter et noget uigennemtænkt attentat ender han med at redde hende. Hvorefter filmen tager en ganske udsædvanlig drejning og udvikler sig fra tempofyldt eventyrfilm til et til tider næsten meditativt naturepos. Her kommer også Miyazakis poetiske ambitioner for alvor til deres ret, og filmen bliver en tankevækkende beretning om menneskets forhold til naturen, og vi erkender, at den egentlige forskel på virkelighedens og filmens verden er, at i virkelighedens verden kan naturen ikke slå igen. I modsætning til så mange vestlige eventyrfilm forklarer den ikke sig selv ihjel, men er tilfreds med at lade dele af fortællingen henligge i mystikkens ånd – hvilket blot føjer til den unikke stemning.

Filmens fantastiske visuelle side er totalt tryllebindende. I en tid, hvor CGI-animation er normen, er de håndtegnede billeder ganske vist mindre glatte, men de har en sjæl, magi og hittepåsomhed, som de fleste computerskabte animationsfilm end ikke kommer i nærheden af. Miyazakis særlige evne til at skabe væsner, der balancerer mellem det groteske og det uimodståeligt nuttede, gennemsyrer filmen, men ligeså gør hans humanistiske syn. Historien undgår konsekvent at anlægge et sort-hvidt syn på sine figurer. De hjælpsomme dyr bliver til drabelige fjender under de rette omstændigheder, og selv de værste skurke viser sig at have sympatiske sider.