Lidt for velmenende øko-drama

Den amerikanske instruktør Gus Van Sant opererer både som indie-auteur per excellence og mere traditionel historiefortæller. Film som “My Own Private Idaho” og “Elephant” hører hjemme i første kategori, mens det folkelige gennembrud, “Good Will Hunting”, fint repræsenterer sidstnævnte. Med “Promised Land” befinder vi os absolut også i denne sidste kategori. Matt Damon, der oprindeligt skulle have instrueret filmen, har sammen med John Krasinski skrevet manuskript. De to spiller også over for hinanden i dette velmenende, politisk korrekte drama om naturgasboringer i det amerikanske hjerteland. En fortælling, der dog aldrig hæver sig over hverken det middelmådige eller forudsigelige.

Damon spiller Steve Butler, der arbejder for et selskab, der udvinder naturgas. Sammen med kollegaen Sue (Frances McDormand) rejser han rundt i det amerikanske Midtvesten og opkøber land til fremtidige naturgasboringer. Steve og Sue udgør et glimrende makkerpar. De kan både tale og klæde sig som de lokale bønder. Faktisk er de så godt skåret for tungebåndet, at de gang på gang lander branchens mest lukrative handler. Men i den lille flække McKinley møder de uventet modstand.

Her sår byens gamle naturvidenskabslærer, Frank (spillet af veteranen Hal Holbrook), tvivl om sikkerheden ved selskabets såkaldte fracking-metode, der kan forurene grundvandet. Pludselig tropper miljøforkæmperen Dustin Noble (John Krasinski) også op i byen og gør det endnu mere umuligt for Steve og Sue at lukke handlen. Og så begynder Steve selv at sætte spørgsmålstegn ved sit arbejde for Global Crosspower Solutions. For i virkeligheden er han jo selv bare en knægt fra Iowa, der pakkede kufferterne og forlod landet til fordel for storbyen, da hans egen by bukkede under for en fabrikslukning.

Det er med en uendelig stor kærlighed til hjertelandet i Amerika, at Gus Van Sant iscenesætter fortællingen i “Promised Land”. I filmens bedste scener indfanger fotograf Linus Sandgren stemningsfuldt nedslidte forretninger, hærgede ansigter, enorme lader og majsmarker så langt øjet rækker. Ægte americana. Og jo, Stars and Stripes blafrer hist og her fra en veranda. Steve og Sue har også styr på, hvad der skal til, for at overbevise beboerne i McKinley om, at de skal handle med Global Crosspower Solutions: Skovmandsskjorter og en benzinslubrende pick-up. Der drilles lidt og gøres kærligt grin med stereotyperne hist og her, og det er sådan set meget befriende.

Al den tid og møje og besvær, Van Sant har brugt på at opbygge en troværdig kulisse og interessante karakterer, falder til jorden med et brag med introduktionen af Krasinskis alt for noble miljøridder, Dustin Noble. Med et om muligt endnu mere vindende væsen end Matt Damons Steve tager Dustin hele det lille samfund med storm – inklusive den søde lærerinde Alice (Rosemarie DeWitt), som Steve ellers selv småbagte på. Krasinski, der gjorde det glimrende i Sam Mendes’ modne komedie, “Away We Go”, passer slet ikke ind i “Promised Land”. At hans karakter mod slutningen af filmen udvikler sig i en mildest talt overraskende retning (hvorledes skal selvfølgelig ikke afsløres her), bidrager kun negativt til det samlede indtryk af fortællingen som helhed. Tonen skifter i øst og vest. Damon selv er heller ikke en oplagt hovedperson. Han flagrer frem og tilbage mellem en naiv bondecharme og det kalkulerede. Frances McDormand trækker filmens længste strå som den fraskilte alenemor Sue, der konstant er på landevejen og kun er i kontakt med teenagesønnen over Skype. Hende ville jeg langt hellere have set en film om. McDormand er som altid rap i replikken og en fornøjelse at se udfolde sig.