Public Enemies

InstruktionMichael Mann

MedvirkendeJohnny Depp, Christian Bale, James Russo, David Wenham, Christian Stolte, Jason Clarke, John Judd, Stephen Dorff, Michael Vieau, John Kishline, Wesley Walker, John Scherp, Elena Kenney, William Nero Jr., Channing Tatum

Længde140 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen03/07/2009

Anmeldelse

Public Enemies

4 6
Samfundets fjende nr. 1

Michael Mann har altid været garant for at skabe store episke dramaer med et visuelt know how og en fængslende historie fortalt ud fra filmmagerens amerikaniserede ABC. Ganske vist var filmatiseringen af tv-serien “Miami Vice” ikke noget nutidigt mirakel, men som håndværk fungerede både “Collateral”, “The Insider” og “Heat” helt efter forskrifterne. Og hvorfor dog ændre på den levedygtige opskrift?

Det skulle der nok være behov for i nyeste opus fra samme hånd. Senest har den amerikanskfødte instruktør nemlig rodet sig ud i filmatiseringen af den notoriske forbryderkonge John Dillingers liv og levned i “Public Enemies”. Et storladent og episk drama helt som forventet. Alligevel er det svært at lade sig imponere af dette værk, der tilsyneladende ikke mangler noget. Det gør det så alligevel. Karaktererne er flade og upersonlige, og scenarierne trækkes også for meget i langdrag, uden at der sker væsentlige sager.

I hovedrollen finder man Johnny Depp, der med sin introverte facon skal udfylde forbryderkonges aflagte klæder. Og det gør han for så vidt fortrinligt. Han er tilpas mystisk til, at man på en eller anden vis fascineres af det sagnomspundne gangsterliv. Vel ude af spjældet efter en længere årrækkes afsoning af en række kriminelle forhold samler han som John Dillinger en bande, der bliver berygtet for sine skruppelløse bankrøverier og gidseltagninger, der kun sjældent krævede civile ofre. Det lader da også til, at det for Dillinger selv mere var sporten i at kunne røve en bank frem for selve gevinsten, selv om sidstnævnte nu nok også har været en faktor.

For den af J. Edgar Hoover hyrede dusørjæger Melvin Purvis blev det omvendt en sport at indfange og bringe udskuddet John Dillinger for en domstol. Han spilles af en veloplagt Christian Bale, og selv om de to sjældent deler scene, skal det vise sig, at filmens dynamik særligt skal findes i skismet mellem de to – jægeren og den jagede. På sidelinjen lurer den i øvrigt ikke videre troværdige kærlighedsaffære, Dillinger har til den bedårende Billie Frechette.

I filmens univers befinder vi os i 1930’ernes depression i Chicago, og takket være de økonomiske forhold opnår de lovløse bankrøverere nærmest stjernestatus blandt den almene befolkning, mens staten ser knapt så mildt på de mange forseelser. Alle sejl sættes ind, og selv om Dillinger i perioder holder lav profil, er det nok uundgåeligt, at en række større og voldsomme opgør er nært forestående. Med “Public Enemies” har Mann med tydelig kærlighed skelet til klassens smukke dreng “Bonnie and Clyde”, uden at han dog på noget tidspunkt nærmer sig samme infame niveau. Heller ikke de stort anlagte skuddueller imponerer, når det haves in mente, hvad Michael Mann blandt andet i “Heat” tidligere har været leveringsdygtig i.

“Public Enemies” er den arketypiske fortælling om den amerikanske drøm. Men den bliver alt for lang i spyttet, og man savner baggrund for aktørernes bevæggrunde. Michael Mann spiller mest med musklerne, når det visuelle know how trækkes i forgrunden. Det myldrer op af fernissen med fede, lyriske passager og en til tider tempofyldt frapperende stil særligt i de mere actionfyldte sekvenser. Men det er ikke helt nok, når filmen savner suspense, og figurernes stiff upper lips ikke rigtig formår at skabe viden om deres respektive personer. Dels er opsætningen set bedre i andre udgaver, og dels virker en del af scenerne fortænkte. Måske havde “Public Enemies” haft gavn af at blive (be)skåret helt ind til benet, ind til historien. For den drukner en smule i forsøget på at bevare genrekonventionerne.
Video

“Public Enemies” præsenteres i et skarpt og indbydende look. Dog fornægter tilfælde af edge-enhancement og gryn enkelte steder sig ikke, mens digitale forstyrrelser og udtværinger ikke forekommer. Farvetemperatur og kontrast er til gengæld nogenlunde stabile.

Audio

Det engelsksprogede DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor gør imidlertid også en god auditiv figur. Dialogen er først og fremmest tydelig og uden snerten af overstyringer, mens underlægningsmusikken er voluminøs, men aldrig for meget. Atmosfæren er desuden detaljerig og suppleres af flere vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde.

Ekstramateriale

Godt en times regulært materiale i HD-kvalitet dækker blandt andet over en mindre portion indslag med interviews og bag om kameraet optagelser. Michael Mann samt de medvirkende går bag om karaktererne, den virkelige John Dillinger, optagelserne, de oprindelige lokationer og datidens teknologi, når det kom til forbryderjagt. Apropos teknologi, så er ekstramaterialets mest interessante elementer muligheden for undervejs at markere yndlingsscenerne og gense dem, efter filmen som helhed er set til ende. En tidslinje giver desuden mulighed for, at man kan få uddybende forklaringer på indhold i filmen fortalt igennem picture in picture-sekvenser. Og endeligt rundes samlingen af med et veloplagt kommentarspor med Michael Mann, der giver de traditionelle input på tankerne om filmen, forlægget, myten, optagelserne med mere. Et godt stykke materiale, der gør sig noget bedre end filmen.

Michael Mann har tidligere vist en dybtfølt sans for de hårdtslående og langstrakte actionsekvenser, der kan give en film en ekstra dimension. I “Public Enemies” savnes sådanne scener, og i stedet virker opsætningen flere steder langtrukken, om end filmens nøglepersoner skam godt kan være deres respektive roller bekendt, og samtiden i filmens univers kaster lange historiske skygger på den gode måde. Bedst er dog de lyriske og tempofyldte passager, mens Michael Mann ikke har formået at bevare en fast forankring i selve historien, og filmen generelt godt kunne have været kortere og mere eksistentiel i sit udtryk.

Public Enemies

3 6
Den store Dillinger

Der er alt mulig grund til, at instruktøren Michael Mann ikke bør være i stand til at fejle
med et ambitiøst projekt som “Public Enemies”. Manns bedrifter taler for sig selv, og han er om nogen mesteren i stiliserede thrillers, ambitiøse actiondrøn og portrætfilm med fantastiske værker som “Heat”, “Manhunter”, “Collateral” og “The Insider” i bagagen. Der er nogle af tidens største stjerner med i “Public Enemies” såsom Johnny Depp og Christian Bale, og vanen tro er der ikke sparret på produktionsomkostningerne. Alligevel er filmen en skuffelse.

John Dillinger er kendt som en af de største forbrydere i amerikansk kriminalhistorie, efter han under 1930’ernes Depression røvede banker på stribe. FBI-chefen J. Edgar Hoover indsatte en hel enhed til at jagte ham og fik endelig ram på ham i 1934 under kæmpe mediebevågenhed. Til trods for at han blev kendt som “samfundets fjende nr. 1”, var han en medie-darling og blev af den brede befolkning betragtet som en moderne Robin Hood.

Det er så her, man automatisk tænker, hvad Michal Mann egentlig vil fortælle med en film om Dillinger. Problemet er, at det ikke er til at vide – selv efter man har set filmen – og det er der en lang række grunde til. Der mangler dybde og udvikling i karakterskildringerne, den røde fortællemæssige tråd er ikke-eksisterende, og filmen er mere bygget op som et fragmentarisk mysterium omkring myten Dillinger end mennesket bag. Fra start til slut er “Public Enemies” et stort 143 minutters umotiveret spørgsmålstegn. Intet underbygges ved eventuelle tilbageblik, og den sikkert spændende historie om en af historiens største bankrøvere svæver upåagtet hen, mens de ubesvarede spørgsmål hober sig op. Hvorfor blev Dillinger en myte i samtiden? Hvad var hans baggrund? Og hvorfor blev det et personligt projekt for Hoover at fange ham? Plottet er stramt konstrueret og forløber i og for sig, som det skal. Men det er som om, at Mann har bygget handlingen op omkring et ufærdigt manuskript.

Det er spild af dygtige skuespillere, da ingen af dem helt får lov til at vise bare en smule tænder. Johnny Depp som Dillinger er en flygtig og hul eksistens, der er loyal overfor sine venner og til dels en af sine kærester, rutinepræget spillet af franske Marion Cotillard. Intet andet kommer op til overfladen. Christian Bale som Agent Melvin Purvis er seriøs og målrettet, men igen savnes psykologisk dybde. Selv Billy Crudrup som J. Edgar Hoover er tam, og han fremstår mest af alt som mere optaget af mediehåndtering end egentlig at fange Dillinger, uden at det underbygges yderligere.

Et punkt, hvor Michael Mann sædvanligvis udmærker sig, er som habil actionhåndværker. Actionsekvenserne er utroligt godt skruet sammen, særligt de mange nattescener, som vanen tro er optaget digitalt med HD-kamera, hvilket giver et karakteristisk præg. Man kan diskutere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at skyde filmen i HD, da det ærligt talt ligner noget optaget med et feriekamera. Det fungerede glimmerende i urbane sekvenser, som i “Collateral” og “Miami Vice”, men ligeså godt ser det ikke ud i “Public Enemies” – selvom scenerne i sig selv er både underholdende og medrivende. I det hele taget kan det mærkes rent teknisk, at der står en perfektionistisk Mann bag kameraet, hvilket trods alt skaber en smule balance i regnskabet til trods for, at filmen er skuffende og kedsommelig som helhed.

Traditionen tro, disker Michael Mann op med en fantastisk visuelt flot og håndværksmæssig fremragende produktion, der nærmest er umulig at sætte en finger på rent teknisk. Desværre glipper det denne gang med at få fortællingen og plottet til at hænge sammen – og give mening. Skuespillerne føles ikke instrueret godt nok, der er ikke skyggen af dybde eller indlevelse, og forbindelsen mellem filmen som afsender og publikum som modtager bliver aldrig skudt i gang. De mange flotte actionscener redder filmen fra at være en komplet fadæse, men man sidder skuffet tilbage over den ligegyldige oplevelse, som “Public Enemies” beklageligvis er. Man kan kun håbe på, at der kommer en bedre Director’s Cut på dvd til efteråret.

Trailers

Kort om filmen

Midt under den store depression, hvor bankerne synes at tage den sidste penny fra almindelige mennesker, er det ikke svært at føle sympati for en mand, der tager sagen i egen hånd – og tager pengene fra bankerne! Gennem en lang række frække og velgennemførte bankrøverier og med en blanding af medfødt karisma og sans for PR bliver John Dillinger noget af en folkehelt – samtidig med, at J. Edgar Hoover og hans nydannede FBI udnævner ham til “Public Enemy No. 1”.