Tilbage til klimakrisen

Spoiler alert! Vi klarede den ikke. I år 2095 er solen dækket af smog, og København er forvandlet til et Amsterdam, hvor Carsten Bjørnlunds tidsrejsende QEDA-agent sejler på Vesterbrogades saltvands-kanaler i det indre Copenhagen City, som hovedstaden hedder her i fremtiden. Det er klimabevidsthed møder tidsparadokser a la “Looper” i den her Dane Runner.

Max Kestner har altid været dokumentarisk nysgerrig på København og skøre enere, der vil udrette det umulige. Byens mangfoldige facader blev dokumenteret i “Drømme i København”, imens Raket-Madsen – inden han blev til Ubådsmanden – forsøgte at rejse ud i det ukendte i “Amateurs in Space”. Nu forener Kestner de to interesser i en dystopisk klimakrise-fremtid, der ikke minder så lidt om Ridley Scotts “Blade Runner”-Los Angeles. Her er vådt og beskidt, imens Carsten Bjørnlund som en dansk Rick Deckard forsøger at gøre det, som Systemet siger, er det rigtige.

Kestner har opbygget et troværdigt sci-fi-univers, hvor manglen på ferskvand er det største problem. Ironisk. Vandet stiger, men det kan ikke drikkes. Derfor er Bjørnlund rejst tilbage til 2017. Her findes formlen til at forvandle saltvand til ferskvand. Han er to steder på samme tid – sådan er det bare. Som i “Looper”, hvor tidsrejsen aldrig blev akademisk overforklaret – accepter rejsen eller stå af. Til gengæld overforklarer QEDA-agenten i tunge voice overs, som Kestner gerne måtte have efterladt sig i dokumentar-genren. ‘To kroppe, én bevidsthed,' taler Bjørnlund trættende og pædagogisk hen over billederne, der ellers er pæne nok til at stå alene uden den megen snak.

Selv om Max Kestner har set alle de bedste amerikanske sci-fi-film, så synes jeg også, han bringer et nyt perspektiv. Det handler ikke så meget om at advare imod fremtiden, men derimod om at værdsætte nuet og nutiden. For når Bjørnlund rejser fra et Copenhagen uden drikkevand, sol, dyr eller blomster til et København lige nu og her, så sætter jeg mere pris på det, jeg har. Selv på himlens rotter, duerne, som han fodrer fra en bænk med ægte brød. I sig selv banalt, men carpe diem trænger sig effektivt på, når det sættes i et dystopisk perspektiv fra fremtiden.

En fremtid, der minder om J.F. Sebastians barokke rædselskabinet fra “Blade Runner” – version dansk. Her er der blomster på tapetet, udstoppede dyr samt billeder af hunde på væggene. I den danske dystopi har de ikke lært at klone hunde, som Harrison Ford nyder godt af i “2049”. Carsten Bjørnlund må nøjes med en hundetatovering på brystkassen. Men effekten er den samme. De længes efter noget ægte, jagter det. I “QEDA” går jagten på det ægte på tværs af tid og rum efter en dobbeltgænger, som er dig, men ikke dig. Præcis som Joseph Gordon-Levitt og Bruce Willis var den samme og ikke den samme i Rian Johnsons dejligt skrabede loop.