Quiet Ones, The
Udgivet 28. okt 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Jeg synes film på film, har en særlig evne til at vække uhygge. Lige fra “Skjulte øjne” og “Blow-Up”s mysterier i negativet til “Blair Witch Project” og de klamme videoer i “The Ring” viser filmhistorien, at jeg vist ikke er den eneste. Nogle forsøger at pakke historien ind i realisme og håndholdte kameraoptagelser fra forsvundne filmhold. Andre går på rov i smalfilmenes hakkende brune utydeligheder af glemte, men ikke helt døde børn. “The Quiet Ones” blander det hele og lader den unge Bryan og hans kamera være vidnet til et urovækkende psykologisk eksperiment.
Anført af professor Joseph Coupland arbejder holdet på at bevise en hypotese om, at Janes voldsomme psykiske udsving har skabt en anden bevidsthed med telekinetiske evner. Her er den tynde forbindelse til virkeligheden det ægte “Philip”-eksperiment i Toronto fra samme årti. Det er næsten blevet kutyme at smække ’based on a'-stemplet på en gyser, men her er det næsten synd, for det ubehagelige manuskript kan godt stå alene. Ellers gennemprøvede dæmonskrig og menneskeskrål holdes tilpas friske. Ikke fordi der hele tiden skrues lidt mere på de knirkende, blodrøde knapper, men fordi tvivlen om Jane og andres mentale tilstand ikke forsvinder før til allersidst.
Desværre er vinklen lagt hos Sam og hans umotiverede forelskelse i Jane. Den får ham til at smide sit kamera og lede efter en forklaring i de arkane bøger på Oxford Folkebibliotek. Der er intet overraskende i hans fund eller den store finale, og sidste tredjedel af filmen er klart den dårligste. Men indtil da bliver der heldigvis serveret masser af grynet hjemmevideo med susen og prusten fra de nederste af helvedes syv cirkler. Det er ikke originalt, men forskrækkelserne bliver bare store, når de kastes lige ind i synet på tilskueren og ikke skal forbi en blond pige eller en veltrænet ung mand først.
“The Quiet Ones” bruger i lange perioder håndholdt realisme til et veludført angreb på dårlige nerver og ville være en endnu bedre film, hvis den blev lænket strammere til den tynde væg mellem at tale med de døde og tale med en psykiater. Selv om den ikke finder balancen 100 procent, demonstrerer den langt hen ad vejen, hvad vi egentlig godt vidste: rigtig uhygge gemmer sig ikke i monstrenes brøl, men i sindets stille hvisken.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet