R
Udgivet 21. apr 2010 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Umiddelbart kan det virke som filmisk harakiri at lave en fængselsfilm i kølvandet på Jacques Audiards mesterlige “Profeten”, der som en hybrid af “The Godfather” og “En verden udenfor” næsten allerede har sikret sig udødelighed. Det har imidlertid ikke sat en stopper for det danske instruktørpar Tobias Lindholm og Michael Noer og deres danske fængselsfilm “R”. Heldigvis for det. Lad det være sagt med det samme: “R” er en af de til dato bedste dansksprogede film overhovedet.
Fra det sekund, porten lukkes i bag Rune og til det sidste hjemsøgende gråtriste billede af Horsens statsfængsel, emmer “R” af en enestående rå autencitet. Michael Noer er da heller ikke ubekendt med realiteternes verden, da han først og fremmest har gjort sig som dokumentarist – senest med gennembrudsfilmen “De vilde hjerter”. Men realiteterne stikker dybere i “R”, hvor manuskriptudviklingen har fået indspark fra virkeligheden af tidligere indsatte Roland Møller, der endvidere viser fine evner udi skuespillets kunst i en bærende rolle som den stærke og psykopatiske fange Mureren.
Filmens sidste halve time er dog der, hvor den hæver sig fra at være fremragende til en film med decideret internationalt format, og hvor det ikke synes blasfemisk at placere den ikke bare tæt på, men side om side med “Profeten”. Her gør Lindholm og Noer noget så radikalt, jeg ikke mindes at have set siden Wong Kar-Wais “Chungking Express” og nok aldrig før på dansk film. Filmen skifter hovedperson, fra rockernes Rune til filmens anden R, Rashid. Det sker i forbindelse med en eminent brutal afstraffelsesscene, hvor vi følger Rune gå uvidende mod sin bøddel sammen med Rashid, men i stedet for at overvære overfaldet bliver vi hos Rashid og mærker igennem hans forpinte udtryk overfaldet endnu mere voldsomt. For hvor Malik i “Profeten” som en absurd messias kunne tale med alle i fængslet, så er der i “R” et ubrydeligt skel imellem rockerne og de nyere danskere. Således kan Rune kun vise os den ene fløj, hvorfor det er genialt at lade Rashid som ny hovedperson vise os den anden. Det skel, Rune og Rashid ikke formår at nedbryde i filmen, formår “R” at nedbryde ved dette skifte. Begge sider fremstilles ligeværdigt. Bravo.
Det er Darwins lov om at være stærkest eller kunne tilpasse sig, der gælder i dette stykke fængslende filmkunst. Umiddelbart er det blot en stringent velfortalt fængselshistorie, men inde bag tremmerne gemmer, der sig et væld af veje for fortolkning og fordybelse. Der er spørgsmål om hierarki, integration, miljø og arv, og det er alt sammen serveret i lækkert kornede billeder, der afliver alle fordomme om badeferie i danske fængsler, men derimod cementerer tesen om den evige forbryderfabrik. Makkerparret Lindholm og Noer har med “R” ganske givet skabt et kanoniseret nedslag i den danske filmhistorie.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet