Ratatouille

InstruktionBrad Bird

MedvirkendePatton Oswalt, Lou Romano, Janeane Garofalo, Ian Holm, Peter Sohn, Brian Dennehy, Brad Garrett, Peter O'Toole, John Ratzenberger, Jake Steinfeld, Will Arnett, Julius Callahan, James Remar

Længde108 min

IMDbVis på IMDb

I biografen05/10/2007

Anmeldelse

Ratatouille

5 6
Ikke helt til rotterne

Lige da man ellers var parat til at afskrive animationsgenren permanent som en platform for dovne, kyniske stiløvelser, disker filmselskabet Pixar op med “Ratatouille” – en filmisk lækkerbisken i mere end én forstand. Men andet burde man naturligvis ikke have forventet fra naturtalentet bag “The Incredibles” og “Drengen og jernkæmpen”: Oscar-belønnede Brad Bird.

Bird var ellers ikke førstevalget til at instruere Pixars seneste opus. Han hoppede først på vognen, efter at den oprindelige instruktør, tjekkiske Jan Pinkava, havde sagt op på grund af kreative uenigheder med Pixars ledelse. Men selvom der var store vanskeligheder med at få filmen færdiggjort til tiden, er slutresultatet trods alt genrens mest helstøbte og fornøjelige værk, siden netop “The Incredibles” så dagens lys. Bird og hans talrige undersåtter har proppet filmen med det, man ofte savner i nutidens ultrakommercielle og oftest banale familiefilm: Sympatiske figurer, charmerende replikker, kreativ dristighed og fornøjelige vittigheder, der synes at opstå naturligt. Og så er filmen selvsagt hamrende flot.

Mens de fleste af Birds rivaler har travlt med at hive vanvittige og vanvittigt stupide historier og figurer, som er umulige at identificere sig med, ud af ærmerne, stiller Bird i stedet skarpt på de normale trængsler, vi alle gennemgår her i livet. Det er formentlig derfor, at mandens film er langt mere relevante og engagerende end gennemsnittet. “Ratatouille” har mere noble intentioner end at afføde en strøm af computerspil og legetøj. Den vil fortælle en simpel, opløftende historie om det at følge ens drømme. Bird formår at fortolke den klassiske fortælling på en helt ny måde via sine særprægede subjekter: En madglad rotte og en kikset dreng, der rotter sig sammen imod et fransk køkkens ubarmhjertige chef og omverdenens ætsende intolerance.

Kun en halvsløv midterdel og en lidt for lang spilletid irriterer. Men igennem hovedparten af filmen opnås en magisk harmoni mellem bevægende drama og fyrstelig komik, Michael Giacchinos musik og stemmelæggernes livlige røster, de underskønne billeder og den ufejlbarlige lydside, de uimodståelige figurer og den gode historie. Ydermere kan “Ratatouille” prale af at mønstre filmhistoriens formentlig morsomste flashback, men Bird og Co. kan mest af alt være stolte af at have lavet en film, som ikke blot styrker ens appetit på mad, men også på livet.
Video

Udgivelsens transfer kan let beskrives med ét enkelt ord: Perfekt. Billedet er pletfrit og knivskarpt. Hvert eneste spinkle hår på rotternes kroppe er tydeligt, og ofte tager man sig selv i at nærstudere alle baggrundens enkeltheder. Farverne sprudler af vitalitet, og hverken komprimeringsfejl eller edge-enhancement optræder. Kontrastgengivelsen er også eminent – selv billedsidens mørkeste afkroge er spækket med detaljer, der aldrig drukner i mørket.

Audio

Skivens ukomprimerede engelske PCM 5.1-lydspor er ligeledes umuligt at pege fingre ad. Filmens Oscar-nominerede lydside er rig på auditive højdepunkter i alskens afskygninger – fra lavmælte, lydeffekter, der bidrager fornemt til filmens opslugende atmosfære, til bombastiske lydeffekter, der får gulvet til at ryste. Samtlige lyde, replikker og musikalske indslag er krystalklare, og støj forekommer aldrig. Samspillet mellem højtalerne er formidabelt, og brugen af subwooferen er effektiv og velovervejet. Et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor medfølger også, og selvom det ikke byder på en helt lige så fornem gengivelse af lydsidens dybeste og højeste toner, er det ligeledes et hæderligt mix. De danske stemmer er livlige og passer ganske godt til karaktererne.

Ekstramateriale

Så snart skiven smækkes i afspilleren, præsenteres man for en reklame for Disneys mange Blu-ray-udgivelser og trailere til “Tornerose”, “Wall•E” og “Biler”. En stor del af ekstramaterialet præsenteres i fornem kvalitet og i opløsningen 1080p.

Den animerede kortfilm “Lifted” (5 min.) er den legendariske lyddesigner Gary Rydstroms instruktørdebut. Det er en fuldstændig uimodståelig lille genistreg om et rumvæsen, der desperat forsøger at kidnappe en mand fra hans værelse. Omtrent lige så underholdende er kortfilmen “Your Friend the Rat” (11 min.), som beretter om rotteracens historie. I mini-dokumentaren “Fine Food & Film” (14 min.) fortæller mesterkokken Thomas Keller om madlavning, mens Brad Bird sideløbende udtaler sig om det at lave film. Det er sjovt at spotte lighederne mellem de to mænds tilgange til deres respektive professioner. Featuretten “Remembering Dan Lee” (3 min.) er en ganske rørende hyldest til en af Pixars afdøde animatorer.

Java-spillet “Gusteau’s Gourmet Game” er sjovt og udfordrende, og ligesom “Ratatouille” appellerer spillet både til voksne og børn. Det gælder om at lave mad til en restaurants kunder, der bestiller specifikke retter, som man så skal lave via de rette ingredienser. En af discens andre interaktive funktioner hedder “The Will”, der giver seeren adgang til en sekvens fra filmen, som man kan se med to vidt forskellige musikalske kompositioner som underlægning.

Der er også inkluderet tre slettede hele scener og fem slettede skud, som tilsammen varer 18 minutter. Alle de slettede skud indledes af nogle herlige, iscenesatte interviews med filmens animatorer i sort/hvid, der (akkompagneret af trist strygermusik) begræder ekskluderingen af deres arbejde. Ingen af de slettede scener er færdiggjorte, så billedkvaliteten er ikke høj, men scenerne er dog interessante. Flere af filmens bagmænd dukker op for at forklare, hvorfor scenerne blev droppet.

Ydermere er der omtrent 15 minutters såkaldte videobriefinger, der giver seeren lejlighed til at se animatorerne diskutere flere af filmens sekvenser. De er mere interessante at overvære, end man skulle tro. Og så er der ca. 51 minutters velproducerede featuretter, som omhandler alt fra karaktererne og musikken, til arbejdsforholdet mellem mænd og kvinder i tegnefilmsbranchen og forsøgene på at gengive Paris’ virkelige look. Hvis man aktiverer den såkaldte “Cine-Explore”-funktion, bliver man under filmen præsenteret for relevante uddrag fra ekstramaterialet, flere billeder og kommentarer fra Bird og produceren Brad Lewis.

Det eneste, man virkelig savner, er et kig på filmens lydside og et kommentarspor med Bird og skuespillerne.

“Ratatouille” beviser, at der fortsat er håb for animationsgenren, der har mønstret et utal af kommercielle, glædesløse makværker de seneste år. Brad Birds Oscar-belønnede værk er ikke nær så engagerende som instruktørens skelsættende “The Incredibles”, men det er trods alt en ekstremt charmerende film om det at følge ens drømme. AV-præsentationen er umulig at sætte en finger på, og både kvantiteten og kvaliteten af ekstramaterialet er høj. Hvis man ejer en Blu-ray-afspiller, har man ingen undskyldning for ikke at købe udgivelsen.

Ratatouille

5 6
En rotte i køkkenetDet er efterhånden blevet en vane at have store forventninger, når den næste Pixarfilm er på trapperne i de danske biografer. Og med en række solide hits som “Monsters Inc.”, “Find Nemo” og “De utrolige” er det da heller ikke videre overraskende. Især er forventningerne store, når det er Brad Bird, der instruerer. Bird stod bl.a. bag den uforlignelige superheltekomedie “De utrolige”, og han har desuden en fortid som producent på serien med alles yndlingsfamilie, “The Simpsons”. Og den seneste delikatesse fra Pixar og mesterkokken Bird, “Ratatatouille”, er endnu en lækkerbisken af en fortælling – denne gang om en fransk gnaver med sans for det finere franske køkken. Med en fin blanding af herlig visuel komik, en kæk dialog og en rørende historie er “Ratatouille” let som en souffle, men rammer alligevel dybt som en mørk rødvin.
Rotten Remy har drømme, som rækker langt ud over rottereden og en tilværelse centreret omkring at plyndre den nærmeste affaldsbunke. Remy har nemlig næse for den finere franske madlavning og er velsignet med alt det, der skal til for at blive en kok i verdensklasse; en fremragende smag og sans for detaljer. Blandt sine artsfæller finder Remy dog ikke den store forståelse for denne lidenskab. Hans runde og velmenende bror, Emil, spiser hellere end gerne direkte fra møddingen, mens deres barske far ikke bryder sig meget om Remys høje ambitioner, som hører bedre hjemme i menneskenes verden. En dag ender en af Remys ture i den lokale bondekones køkken galt. Hele rottereden jages ud af deres landlige hjem, og under flugten bliver Remy adskilt fra familien. Af de sædvanlige uransagelige veje enhver historie af denne type bør have, havner Remy i haute cuisinens højborg, Paris, i nærheden af restauranten, hvor den nu afdøde legendariske kok Auguste Gusteau kokkererede under mottoet: alle kan lave mad.

Ledsaget af en vidunderlig sentimental stemning fremkaldt af nostalgiske billeder af et Paris, som vi alle drømmer om, at det burde se ud med brostensklædte små gader, der giver genlyd af klangen fra den lokale spillemands trækharmonika – mens vi hører klirren af kaffekopper fra en nærliggende fortovscafé – byder Remys nysgerrighed ham naturligvis at se nærmere på gamle Gasteaus restaurant. Her møder han den unge køkkendreng Linguini, som modsat Remy er fuldstændig ude af stand til at koge et æg uden at det ender i en katastrofe. Efter en del kommunikationsbesvær menneske og rotte imellem indgår de to i ægte Gøg og Gokke-stil et samarbejde, hvor Remy under Linguinis kokkehue med fast greb om hans hår styrer Linguini igennem den svære kokkekunst, som var han en anden marionetdukke. Således kan Linguini bevare sit job, mens Remy får mulighed for at lave mad af den fineste slags til folk, som sætter pris på det. Naturligvis glider det ikke fuldstændig gnidningsløst. Den lille troldelignende og helt igennem ondsindede chefkok på Gasteaus, Skinner, har ikke meget til overs for gamle Gasteaus motto om at alle kan lave mad, og han har slet ikke fidus til Linguinis nyfundne evner i køkkenet. Samtidig anstrenges forholdet mellem Linguini og Remy, da Linguini falder for restaurantens kvindelige kok, Collette. Og da Remy genfinder sin familie bliver spørgsmålet for alvor, om en rotte overhovedet hører hjemme i et køkken.

De tematiske stikord i “Ratatouille” er meget i stil med dem, vi så i de “De utrolige”; det handler om familie og det at skille sig ud fra resten af flokken. For så vidt er det bare en ny variation over H.C. Andersens “Den grimme ælling”. Man kan sagtens ende som køkkenchef, også selvom man er født i rendestenen. Og selvom det måske virker en anelse banalt med denne moralske slagside, så er pointen leveret med sådan en energisk billedside og overvældende fortælleglæde, at filmen fænger fra start til slut. Selv når scenerne bevæger sig ud i det stærkt sentimentale, er det svært at afholde sig fra at knibe en lille tåre, for det er håndteret med en enestående evne til at afvæbne publikum, og man opgiver helt frivilligt enhver form for forbehold for til gengæld at få vakt den barnlige glæde til live.

Instruktøren Brad Bird er i øjeblikket kokken over dem alle i det kreative Pixarkøkken. “Ratatouille” er skabt med en kærlighed til et nostalgisk Paris og navnlig til den klassiske filmfortælling. Filmens naive historie, som fuldstændig eliminerer enhver reservation man måtte sidde med, bringer tankerne hen på de gamle Hollywoodklassikere, som var præget af samme naivitet, en energisk fremdrift og charmerende små fortællinger, som gerne var udstyret med et velmenende moralsk tema. Bird minder os med “Ratatouille” om, at der i allerhøjeste grad stadig er plads til og potentiale i det klassiske eventyr, som kan samle hele familien.

“Ratatouille” er uden tvivl årets mest charmerende familiefilm. Instruktøren Brad Bird har skabt den ideelle familiefilm, som vil appellere til både børn og voksne med sin visuelle komik og fuldstændig afvæbnende fortælleglæde. Hver eneste scene og hvert eneste billede er i sandhed en lille perle.

Trailers

Kort om filmen

Man kan godt ende som køkkenchef, selv om man er født i en rendesten… eller noget i den stil. Remy har alt det, der skal til for at blive kok i verdensklasse; en fremragende smag, sans for detaljer og så er han fransk. Han er desværre også en rotte, så han er ikke ligefrem velset i køkkenet på den mondæne restaurant. Hans venner ude blandt skraldespandene bagved har heller ikke megen forståelse for hans fornemmelse for finere madlavning. Det har til gengæld køkkendrengen Linguini, der ikke selv kan putte salt på et æg uden at spolere begge dele, men som ved et tilfælde opdager, at han kan fungere som redskab for Remys kulinariske skaberglæde. Pludselig har Paris fået en ny mesterkok, men selv om man kan tage rotten ud af rendestenen, så er spørgsmålet, om man kan tage rendestenen ud af rotten. For Remy er ved at drage hen, hvor ingen rotte før har sat sine poter, men det betyder også, at han må vende ryggen til sine venner og sin familie… eller gør det?