Ratched

InstruktionEvan Romansky, Ryan Murphy

MedvirkendeSarah Paulson, Sharon Stone, Jon Jon Briones

Længde56 min

IMDbVis på IMDb

Premiere 18/09/2020 på Netflix

Anmeldelse

Ratched – Sæson 1

4 6

 

Hvordan blev hun den ondeste kvinde i filmhistorien?

 

Det spørgsmål var der intet svar på i Milos Formans Oscar-klassiker, “One Flew Over the Cuckoo’s Nest”. Dengang spillede Louise Fletcher den store, stygge birolle som Nurse Ratched.

 

Nu leverer Netflix svaret. Hvordan blev hun så ond? Det skal besvares med en spinoff-prequel, hvor Sarah Paulson nu tager den fulde hovedrolle som den yngre Mildred Ratched – før hun blev ondskaben selv.

 

Netflix tager os med serien “Ratched” tilbage til 1940’erne, hvor titel-karakteren starter op i det amerikanske system for galehuse. Det er længe før mødet med Jack Nicholsons maniske McMurphy og alle de andre søde galninge fra 1975.

 

Der er samme store afstand imellem original og spinoff. For serie-Ratched er ikke film-Ratched.

 

Stilmæssigt er der langt fra de grå-hvide gange, som Louise Fletcher betrådte. Det er der én grund til.

 

Han hedder Ryan Murphy – manden bag “American Horror Story”. Det er præcis, hvad “Ratched” er. Den glemte sæson af antologigyserserien.

 

For væk er den golde realisme fra 1975 og ind er kommet overstiliseret farveeksplosion – tænk Hotel Cortez fra femte sæson af Murphys gyserserie.

 

Sygeplejersker i ekstremt turkise uniformer. Et hospital udelukkende i pastelfarver. Og så skifter alt til rødt. Helt rødt, når det skal være ekstra dramatisk.

 

Historien er også ekstrem. Ikke menneskelig som filmforlægget. Nu er alle fuldstændigt sindssyge. En seriemorder. En narkomanlæge. Og en gal mor, der vil hævne sin gale søn, som i en narkorus fik skåret armene af og senere benene. Sindssygt underholdende. Som i “American Horror Story”.

 

De er alle gale. På hver deres måde. Men så skal der jo også være et emotionelt og ‘normalt’ anker, som man kan spejle sig i. Det er Mildred selv. Hun er ikke længere den kolde, underspillet modbydelige sygeplejerske. Nu har hun følelserne uden på sit pang-farvede tøj.

 

Hun lægger ellers ud som forventet. Kold, kalkulerende og modbydelig. Ligesom jeg altid har troet, Ratched er.

 

Men langsomt vender hun. Bliver mere menneskelig. Præget af personlige tragedier og seksuelle frustrationer, da det i 1947 kun var de indlagte, der kiggede efter det samme køn. Vent lige! Forbudt homoseksuel kærlighed på et sindssygehospital i gamle dage? Altså, ligesom Sarah Paulsons karakter på Briarcliff i “American Horror Story”?

 

Gyserseriesammenligningen slippes aldrig. Mildred selv spilles så sjovt nok jo også af Sarah Paulson, der som altid ejer hver eneste scene, hun er med i. Seriemorderen Edmund spilles af Finn Wittrock. Kendt hvorfra? Lige præcis. du har gættet det.

 

På den ene side er det befriende, at spinoff-idéen ikke bare forfalder til “Gøgereden”-fanservice. Ingen Mac. Ingen B-B-Billy B-Bibbit. Kun Mildred. Og i en helt anden skikkelse, end jeg normalt kender hende.

 

Den anden side af mig ærgrer sig over, at Netflix-serien her blot er endt som endnu en amerikansk horror-historie. “Ratched” har ikke fundet sin egen unikke stil.

 

Den ondeste kvinde i filmhistorien fortjener nemlig kun det bedste.

 

Ratched anmeldelse Netflix / Filmz.dk

 

Trailer