FilmenColin Farrell er et særdeles hot emne i Hollywood for tiden… ikke nok med at sladderspalterne følger hans udskejelser minutiøst, men Farrell spytter for tiden film ud med et nærmest skræmmende tempo. Ikke mindre end tre film er udkommet med Farrell i år: “Daredevil”, “Phone Booth” og nu “The Recruit”.

Filmen skulle oprindeligt have heddet “The Farm”, men titlen blev droppet, da filmselskabet frygtede at folk skulle tro at filmen var om landbrug. I stedet blev titlen “The Recruit”, hvilket refererer til den unge James Clayton, spillet af Colin Farrell. Clayton har netop afsluttet sine studier på MIT (Massachusetts Institute of Technology).

Nu møder han Walter Burke, der spilles med sædvanlig bravour af Al Pacino. Han er headhunter for CIA og tilbyder Clayton muligheden for at blive CIA agent. Efter nogle svære overvejelser takker han ja til tilbuddet og bliver sendt på CIA’s agentskole ved navn “The Farm”. Her møder han en anden agent-elev, den unge og smukke Layla i skikkelse af Bridget Moynahan.

Filmen følger nu deres træning på skolen og udviklingen af det personlige forhold imellem Clayton og Layla. Denne første del af filmen fungerer rigtig godt pga. spillet imellem Farrell og Moynahan. Det er tydeligt at de to har en gnist, som skinner igennem i filmens had/kærlighedsforhold imellem deres to karakterer.

Herefter begynder det dog at gå ned af bakke. Clayton får nemlig en hemmelig opgave af Burke, hvis indhold jeg ikke vil røbe her. Filmens trailer har efter min mening allerede vist for meget af filmens plot, en tendens som desværre er ved at blive alt for almindelig i Hollywood.

Lad mig nøjes med at sige, at filmen udvikler sig til en typisk agent-thriller fyldt med det ene plot twist efter det andet. Det virker som om at filmen prøver for meget på at overraske os med disse twists. Problemet er at film af denne type er set utallige gange før, og i stedet for at blive overrasket, har man i stedet for længst gættet hvad der vil komme til at foregå længe før filmens endelige klimaks. Dette er en skam.

Filmen holdes oppe af rigtig flot skuespil fra de tre hovedpersoner. Farrell er Hollywoods nye superstar, og dette skyldes ikke kun hans udseende. Han er faktisk også en fremragende skuespiller, hvilket man bl.a. kan se i “Phone Booth” og nu også her i “The Recruit”. Derudover har han en fantastisk tilstedeværelse på skærmen. Filmens anden hovedperson spilles af Bridget Moynahan, som udover at have et kønt ansigt også spiller ganske godt skuespil, specielt i scenerne hvor det slår gnister mellem Clayton og Layla.

Dertil kommer den altid gode Al Pacino i rollen som CIA headhunteren Burke. Han spiller endnu engang en slags mentor, den gamle hund i faget, en rolle som han efterhånden har en del erfaring med fra fx. “Scent of a Woman”, “Devils Advocate” og “Insomnia”. Det gør ikke spor at han låner lidt af kvaliteterne fra sine roller i disse film, for med sin fantastiske mimik og ru og melodiske stemmeføring er han altid en fryd at se på skærmen.

Slutteligt kan man sige om “The Recruit” at den havde potentialet til at være bedre. Den lægger godt ud med rigtig lækkert samspil imellem filmens skuespillere og går så over i en tynd og forudsigelig omgang agent-thriller. Skuespillet er helt sikkert med til at gøre filmen bedre, og den kan klart anbefales til en søndag eftermiddag på sofaen… men så heller ikke mere.

VideoPå billedsiden har vi et ganske udmærket transfer i Anamorphic Widescreen, 2.35:1 Aspect Ratio. Filmen foregår om vinteren, så alt har et gråt og blåligt skær over sig. Stærke farver er ikke noget der er fremtrædende i denne film, så i denne tekniske arena viser denne DVD ikke tænder. Til gengæld er detaljegraden i top, og der er ingen fremtrædende fejl, hverken på filmen eller på kompressionen.

AudioPå lydsiden forkæles vi med hele tre lydspor. Først og fremmest er der to engelske spor, hhv. DTS 5.1 og Dolby Digital 5.1. Det er nogle virkelig gode spor, med en tung og dyb bas, der virkelig får gulvet hjemme i stuen til at ryste. Derudover er surroundhøjtalerne rigtig godt med i filmens action scener. Skal man vælge en favorit går sejren til DTS sporet, der lige har lidt mere punch på bassen end 5.1 sporet. Det sidste lydspor er et fransk Dolby Digital 2.0 spor til alle de frankofile derude!

Ekstra materialeFørst og fremmest har vi et virkelig godt kommentarspor med Colin Farrell og filmens instruktør Roger Donaldson. Farrell siger at han hader at se sig selv på film, så han vælger i stedet at kigge på Donaldson. Sporet afspejler dette, idet det nærmere er en samtale end et egentlig scene-specifikt kommentarspor. Men det gør nu ikke noget, for både Farrell og Donaldson er meget afslappede og lirer en masse god information af, bl.a. fortæller Farrell om sit arbejde med at bruge andre accenter end sit eget irske. Det eneste ankepunkt ved sporet er, at Farrell nok lige er en tand for afslappet, for han bruger virkelig “F” ordet meget. De fleste kan nok abstrahere fra det, men desværre har filmselskabet valgt at censurere hans bandeord, så sporet hakkes op af “BLEEP” hvert andet sekund… hvilket faktisk er endnu mere irriterende!!

Dernæst følger fire slettede scener, hvoraf de tre er korte og forglemmelige. Den sidste er lidt længere, og jeg havde gerne set den i filmen, da den havde givet noget mere screentime til den velspillende Pacino. Alle de slettede scener kan ses med kommentarer fra Donaldson og Farrell.

Til sidst har vi featuretten “Spy School – Inside the CIA Training Program” på ca. 20 minutter, som fortæller lidt om hvordan CIA træner sine agenter, hvilket giver et godt billede af baggrunden for filmen.

Til gengæld kunne man godt savne et par gode dokumentarprogrammer om filmens tilblivelse. Dette får vi ikke så meget indblik i med det ekstramateriale der findes på udgivelsen. Men dette er kun et lille minus, der opvejes af det fremragende kommentarspor.

“The Recruit” er seneste skud på stammen af pladder-patriotiske spionfilm, der vil overbevise os om at livet som undercoveragent er præcist så glamourøst, som det står skrevet i knaldromanerne. Det der kunne have været et realistisk og nervepirrende indblik i hvordan CIA rekrutterer og træner nye medlemmer ender i en småkedelig og klichefyldt reklamesøjle for den amerikanske efterretningstjeneste.

FilmenDen permanent ubarberede og fandenivoldske bartender James Clayton (Farrel) bliver på grund af sit computertalent rekrutteret til CIA’s tophemmelige træningsprogram, hvor han skal lære at gebærde sig som hemmelig agent for Uncle Sam. Lederen af kurset er ingen ringere end Walter Burke, (Pacino) der går for at være en af de skrappeste og mest udspekulerede trænere på skolen. Han finder hurtigt ud af at Clayton er som skabt til opgaven som spion, og der går ikke længe inden de to får etableret et mentor/elev forhold, der med sikkerhed ville have gjort Robert Redford og Brad Pitt misundelige.

For et teste Clayton sætter Burke ham sammen med den iskolde kvindelige rekrut Layla (Monyahan), der dog snart tør op overfor sin charmerende kollega. De bliver begge viklet ind i jagten på en muldvarp, som har infiltreret CIA og som skal stoppes for enhver pris. Burke vejleder kæresteparret men kan de overhovedet stole på ham? Og hvorfor ved Burke så meget om Claytons far, der ligeledes var CIA agent indtil han pludselig forsvandt?

Flirt, fis og hornmusikDet ville være forkert at kalde “The Recruit” for en original film på samme måde, som det ville være forkert at kalde den god. Ikke at der er noget i vejen med en gedigen genrefilm, dog må man forvente at instruktøren forstår at forholde sig til og udnytte konventionerne på en sådan måde, at den gamle, velkendte historie alligevel virker frisk og medrivende. Det gør den ikke her. Filmens største problem ligger i de fuldstændigt absurde situationer, som den gamle, lumske CIA-ræv udsætter de benhårde og billedskønne aspiranter for. Her indgår barbesøg med fis og hornmusik som et led i den strikse undercovertræning, hvor det som et led i at fuldføre missionen forlanges at de mandlige og kvindelige rekrutter scorer hinanden. Værre bliver det da Farrels karakter får til opgave at skygge sin kvindelige kollega, som han jo nok har nogle følelser i klemme hos. Igen understreges det, hvor beklageligt lidt spillerum kvindelige karakterer har i disse mandsdominerede fortællinger.

Som i enhver god spionfilm indgår der også det sædvanlige sortiment af mere eller mindre fantastiske gadgets. På trods af at vi vel alle sætter pris på små sekvenser hvor disse tekniske vidundere præsenteres, er det formodentlig de færreste som gider bruge rundt regnet et kvarter på selvsamme. Pointen er at det her simpelthen bliver for monotont og udvandet til at være rigtigt sjovt i længden. Det samme gælder for det indviklede plot, der for det første ikke er synderligt ophidsende og for det andet byder på et frustrerende twist i historien, som hverken ligger rigtigt i forlængelse af den foregående halvanden time eller egentlig fanger vores interesse. Som så ofte går spændingen hen imod slutningen under i tør snak om motivationer og selvretfærdighed i stedet for at slå over i et højere gear og give os den eksplosive finale, som gør at vi kommer smilende ud af biografen.

Plus og plus giver minusDet største plus ved “The Recruit” er at vi sidder overfor to rigtig gode skuespillere i henholdsvis Al Pacino og Colin Farrel. De leverer begge solide præstationer, der på trods af det ganske tvivlsomme materiale virker overbevisende. På samme måde sidder kemien mellem Farrel og Moynahan lige i øjet, hvilket naturligvis kaster et par scener af sig som burde behage husarerne blandt publikum. Under stregen passer de stereotype karakterer sammen med filmens andre elementer fint ned i bageformen, der endda får tilsat et par litterære referencer, som jeg formoder skulle give “The Recruit” et intellektuelt præg og en illusion om, at der rent faktisk befinder sig dybere lag i fortællingen. Der kan man bare se.

Filmens tekniske side er som altid upåklagelig og lyddesignet bider hørbart fra sig i de sporadiske og relativt uspektakulære actionsekvenser. Her forøger instruktøren tydeligvis at løsne lidt op for den tunge spion-lingo. Billederne er holdt i matte toner, hvilket giver et udmærket hverdagsagtigt look til de fantastiske begivenheder. Soundtracket kan jeg derimod ikke rigtigt huske.