Renoir
Udgivet 16. jan 2013 | Af: Benway | Set i biografen






Man går til titlen “Renoir” med en vis nysgerrighed. Er dette mon en film om den berømte maler Auguste Renoir, eller handler den i stedet om hans søn, mesterinstruktøren Jean Renoir? Jeg forventede det første, men som inkarneret filmnørd skal jeg ærligt indrømme, at jeg håbede på det sidste.

Hvis du som undertegnede sad igennem Bille Augusts velspillede, men ellers temmelig rædselsfulde “Marie Krøyer”, så er udsigten til endnu en et malerportræt nok omtrent lige så tillokkende som et besøg hos tandlægen. Der er imidlertid håb forude, og hvor “Marie Krøyer” druknede i højstemthed og kvalm melodrama, så er “Renoir” gudskelov en anderledes tilbagelænet og eftertænksom størrelse.

Den gamle Renoir virker umiddelbart som et sølle vrag, men efterhånden som vi langsomt bliver gjort opmærksom på, hvor mange smerter sygdommen rent faktisk har givet ham, bliver hans stoiske væsen næsten heroisk. Da han bliver spurgt af sønnen, hvorfor han ikke beskæftiger sig med de mere alvorlige emner, der plager verden, falder det henkastede svar blot, at ”livet er fuld af lidelser. Hvorfor skal jeg føje til dem?”. Det virker som en lektion, som den unge filmskaber tog til sig, for selvom Jean Renoirs filmklassikere – såsom “Spillets regler” og “Den store illusion” – er fulde af bagvedliggende dybde, så overskygger de store tanker aldrig livsglæden eller filmmagerens humanistiske sympati med sine medmennesker.







Så god som dem er denne film absolut ikke – hvilket også ville have været for meget at forlange – men den har dog sine stunder. Historien lider lidt under en vis vaghed, og selvom vi berører både krigen og de traumer, som familien har lidt under, så bliver filmen uundgåeligt lidt af en rodebutik af temaer og forløb, uden at nogle af delene for alvor bliver forløst. Man tager sig selv i at savne en smule mere bid og nerve i fortællingen. Til gengæld er billedsiden, der tydeligvis er inspireret af Renoirs egne malerier, en ren nydelse, og man suger den grådigt til sig med stor fornøjelse. Og det er nu engang svært ikke at følge far og søns fascination af den gudesmukke Andrée, hvad enten hun kører på cykel gennem det indtagende landskab med de knaldrøde lokker blafrende i vinden eller ligger afklædt på en seng i haven, mens gamle Renoir ivrigt maler og omhyggeligt indfanger brysternes skygge på lærredet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet