Rodin

InstruktionJacques Doillon

MedvirkendeVincent Lindon, Izïa Higelin, Séverine Caneele

Længde119 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen16/11/2017

Anmeldelse

Rodin

2 6
Livløs lerformning

’Der er ild og dybde i Dantes poesi', fortæller billedkunstneren Auguste Rodin til sin unge elev og elskerinde, Camille. De betragter Rodins kommende værk Helvedes Port; inspireret af Dante og hans poesi. Men ild og dybde er nemmere sagt end gjort i kunstnerportrættet “Rodin”. Her kigger Rodin på nøgne damer, mens han tegner eller former ler, mærker på træer, bakser lidt med at lave skulpturer af Victor Hugo og Balzac. Desværre viser “Rodin” Rodins kunst og kærlighedsliv uden den mindste ild, dybde eller poesi.

For “Rodin” er faktisk ret basic og unødvendig prætentiøs. Rodin er ikke en forunderlig og stærk kunstner, som Frida Kahlo var det i “Frida”. Han er ikke, som hun var, en beundringsværdig, passioneret kunstner. Rodin er skam passioneret, men han er ikke beundringsværdig. Han er bare kunstner! Hans liv er kunsten. Det er det eneste, han tænker på. Det er det eneste, han føler nogen kærlighed for. For kunsten er ham. Og så er det lige meget, hvor korrekt et portræt “Rodin” laver af Rodin. Han er komplet uinteressant. Og uanset hvor spændende og levende hans statuer og stenhuggerier er, så er der ikke meget liv i ham.

Der er egentlig heller ikke så meget liv i Camille. Men hun burde være mere interessant end gamle Rodin. Hun er tvunget til at leve i hans skygge. Han er mere kendt end hende. Og så er hun selvfølgelig en kvinde. Og en kvinde dengang for over 100 år siden skulle bestemt ikke lave, hvad hun var dygtigst til – nemlig erotiske figurer. Hun bliver mere og mere jaloux på Rodin. Hun vil så gerne være den dominante i deres forhold, men det får hun aldrig lov til. Hun har aldrig magten på sin side. Hun passer perfekt ind i nutidens #MeToo-opråb.

Det var jo også svært at stå op for sig selv i 1880’erne, når den magtfulde kunstnerkæreste insisterer på at sætte hende og deres forhold op på en piedestal. Han vil så gerne have, at hun er hans muse. Han har en såkaldt ‘vanvittig kærlighed’ til hende. Han kalder hende for sin ondskabsfulde gudinde. Men hun er ikke ond, hun stoler bare – med god grund – ikke på ham. Deres kærlighed er overhoved ikke vanvittig. Rodin og “Rodin” vil bare så gerne have, den er det. Men det bliver aldrig vildt og smukt, som Frida Kahlo og Diego Riveras forhold gjorde. Simpelthen fordi Rodin og Camille ikke er ligevægtige – hverken som mennesker eller som kunstnere.

Hvis bare “Rodin” havde holdt sig til forholdet mellem mester og elev, ville Camille måske være fremstillet som andet end en irriteret elskerinde – og Rodin som andet end en stakkels kunstner. Men det gør den ikke. Den blæser kærlighedshistorien og Rodins vigtige kunst alt for meget op, og Camille bliver knust under vægten. Endnu mere ærgerligt er det så, at jeg aldrig får lov at føle deres kærlighed, fordi den hele tiden bliver holdt på afstand. Når først de mange scener parret imellem har potentiale til at blive interessante og give et nyt indblik i de to kunstnere, bliver der klippet, og vi må igen se Rodin sidde over for sin lerklump og overbeglo sine nøgenmodeller.

“Rodin” ender med at være lige så prætentiøs som Rodin selv. Det er et ligegyldigt portræt, der hverken gør mig klogere på kunst eller kærlighed. Eller gør mig interesseret i billedekunstneren Auguste Rodin og hans værker. Både “Rodin” og Rodin synes, at Rodin var en stor kunstner med ild og dybde. Det var han måske også, men jeg hverken brænder mig eller falder i.

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I 1882 – i en alder af 42 år – møder Auguste Rodin Camille Claudel for første gang. Han hyrer hende først som assistent, men snart bliver hun også hans kunstnerkollega og sengekammerat. Hovedværkerne flyder i en lind strøm fra parrets hænder, men forholdet er mildt sagt turbulent, og Camille ender med at forlade manden med store ar på sjælen.