Den lille mand

De bliver sjældnere og sjældnere. Så hvert nye, originale manuskript er i sig selv værd at fejre. Dan Gilroy er en af fanebærerne og skar i 2014 eftertrykkeligt igennem alt blæver med “Nightcrawler”, en infam mediesatire, der gjorde Los Angeles til en af verdens mest uhyggelige kulisser. Og selv om hans nye, “Roman J. Israel, Esq.”, er en lidt sløvere sag, som Denzel Washington føler sig nødsaget til at svinge sin maniske pisk over, er den stadig en god, lille huskepille. Om at film først og fremmest er film og ikke kun det forpustede ekko af en tegneserie, børnebog eller, oh rædsel, virkeligheden. Det billige skidt.

Man kunne ellers godt tro, at det her var et portræt af en af historiens ukendte helte. Prøv at spørge din politisk engagerede ven, om han ikke har hørt om aktivisten Roman J. Israel. Hvis han nikker og kigger tomt ud i luften, er det nok, fordi han (ligesom jeg) bladrer i hukommelsen, panisk over måske at have overset en vigtig borgerrettighedsforkæmper. Roman er der ikke. Han er blot et velturneret billede på idealisten, der arbejder dag og nat for de fattige og for dem uden rettigheder. Men også på den glemte, gråtonede side af revolutionen. Den, der ikke er plads til i de retorisk skarpe sort/hvide taler og på de håbefulde plakater af knyttede næver.

Roman J. Israel er den sky arkivar, som overlader universitetsforelæsningerne og anerkendelsen til sin mentor og partner, William H. Jackson. Skillelinjen er klar. Roman kan ikke sælge ‘varen’. Han mumler underligt og går grimt klædt, så han er parkeret ved lovteksterne. Dem kan han så også udenad, på den måde som amerikanske film tit og med slet skjult fryd fremviser særlige evner som en slags hyggelig autisme. Denzel Washington giver særlinge-rollen alt, hvad den kan trække, og det ligner nogle gange et kalkuleret award-kandidatur. Det er skuespillets ligning om proportionelt omvendt opmærksomhed: Jo mere kantet og på kant med gængse sociale koder karakteren er, jo mere bliver skuespilleren hevet ind i fællesskabet og hyldet til deres festaftener.

Vendingen er, at Roman står alene med firmaet efter partnerens pludselige hjertestop. Han købes først ud af sleske George Pierce, men overbeviser snart den succesrige advokat og hårvoks-entusiast om sine fortræffeligheder. Colin Farrell er velcastet og giver noget modvægt til Washington. Den succesrige advokat i BMW skal gang på gang forbløffes over den gamle drømmer og hans tro på en bedre verden. Gilroy er dog en uforbederlig kyniker og lægger kun en smule respekt og forbrødring ind i det umage forhold. Til gengæld virker livet med penge og magt utroligt fristende, og Roman har vel efterhånden tænkt nok på andre, før han tænkte på sig selv. Som på klokkeslæt opstår pludselig en lyssky mulighed for hurtige skejser. Det er vel Gilroys rådne L.A.

Den første halvdel, hvor de to mænd føler hinanden på tænderne, mens farlige gangstere og uskyldigt dømte sorte mænd bytter plads omkring dem, er velfungerende. Der bliver dog også tid til lidt velmenende lektioner om verden i selskab med aktivisten Maya. Hun er forståeligt nok fascineret af Romans viljestyrke, men som karakter virker hun primært som en understregning af, hvor meget tiden er løbet fra ham. Han taler om ‘brothers’ og ‘sisters’ til unge revolutionære, der absolut ikke vil høre på binære kønsopfattelser. Her kører det i tomgang, og de gode enkelte dele bliver til en lidt for lang og lidt for uklar omvej om den centrale intrige: Roman J. Israel, Esq.’s forbrydelse og truende straf.