Babyskruk bøsse søger…

Hvorfor må homoseksuelle aldrig være rigtigt homoseksuelle på film? Seksualitet accepteres heldigvis af flere og flere som en mere flydende størrelse, men når Julianne Moores lesbiske figur går i seng med Mark Ruffalo i “The Kids Are All Right”, Mads Mikkelsen hopper i kanen med Anna Pihl i “En kort en lang”, og Anders W. Berthelsen nu deler lagner med en ung, kvindelig brasiliansk skønhed i “Rosa Morena”, så bliver man faktisk ret harm. Som om det almindelige publikum ikke ville kunne acceptere en rendyrket, 100 % homoseksuel hovedperson i en spillefilm. Med det sure opstød af vejen skal det dog siges, at Berthelsen gør en ualmindelig god figur som babyskruk bøsse i dansk-brasilianske Carlos de Oliveiras drama “Rosa Morena”.

Berthelsen spiller arkitekten Thomas, der har taget et pusterum fra den travle hverdag hjemme i Danmark. Han rejser til Sao Paulo i Brasilien, hvor hans gamle ven Jakob (David Dencik) har slået sig ned med kone, barn og egen bar. Men Thomas er ikke rejst den lange vej for kun at holde ferie. Den 40-årige, enlige bøsse vil være far. Og i Brasilien har han hørt, at man ad snørklede omveje – og med masser af penge under bordet – kan adoptere uanset seksualitet. Lidt held og snilde fra Thomas’ side bringer ham i kontakt med kvinden Maria i Sao Paolos slumkvarter. Hun har hænderne mere end fulde med endnu en nyfødt at tage sig af, og Thomas tilbyder at hjælpe hende ud af problemerne. Men snart står han selv i problemer til halsen.

Evigt empatiske og ikke mindst sympatiske Anders W. Berthelsen er blid som et påskelam i rollen som den stilfærdige Thomas, der så brændende ønsker sig et barn. Det er svært ikke at holde af Berthelsens figur, når han med store hundeøjne og et lille, skævt smil sniger sig til et glimt af en lokal far og dennes lille datter fra sin altan. Misundelsen og den ophobede faderkærlighed lyser nærmest ud af ham og bliver et yderst reelt argument for enlige (bøssers) ret til adoption. Mere speget er dog det nagende moralske spørgsmål om, hvorvidt man kan købe sig til forældrerollen ved hjælp af ussel, vestlig mammon. Et spørgsmål, Thomas også selv må slås med.

“Rosa Morena”, der udelukkende er optaget i Brasilien, er produceret med støtte fra New Danish Screen på små 5 mio. kr. En lille film, altså. Og det mærkes desværre undervejs. En del dialogudvekslinger kræver lige vel spidse ører at følge med i, og når man oven i købet har at gøre med to så mumlende herrer som Anders W. Berthelsen og David Dencik, gør det ikke ligefrem sagen lettere. Ærgerligt. Til gengæld er det svært at tro, at filmen har været så billig, når filmfotograf Philippe Kress’ farverige og autentiske billeder af Sao Paulos slumkvarter oprulles. Sammen med Berthelsen er Kress’ arbejde det absolut bedste ved Carlos de Oliveiras spillefilmdebut.

For ikke mange måneder siden kunne Berthelsen også opleves under sydamerikanske himmelstrøg i Ole Christian Madsens letbenede kærlighedserklæring til Argentina og fodbold, “Superclásico”. “Rosa Morena” er ikke letbenet. Små anstrøg af humor letter sine steder den fortættede stemning, men den overordnede følelse er tung og problemfyldt. Og det er måske også den største anke mod filmen, der bare synes at læsse konflikt på konflikt og dilemma på dilemma, indtil man næsten ikke orker mere.