Run All Night
Udgivet 15. apr 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Det lader til, at Liam Neeson har forelsket sig i rollen som aldrende actionman. I “Run All Night” griber “Taken”-stjernen igen til gevær for at beskytte sit afkom imod en farlig gangstertype. Man bliver åbenbart aldrig for gammel til at dele røvspark ud i en middelmådig actionfilm. I hvert fald ikke, hvis man kan følge øretæverne op med lidt irsk accent og et par bedrøvede hundeøjne.
“Run All Night” lever mest af alt på sin hektiske energi. Der er slagsmål, biljagter og skudvekslinger ad libitum. Det tætteste, den kommer på en original idé, er en række sekvenser, hvor billedet fryser, og kameraret spøgelsesagtigt bevæger sig tættere på handlingen. Flot, men ligegyldig lir. Det er også skuffende, at New York aldrig bliver mere end en flashy kulisse. Blank og skinnende i mørket, men fuldstændig sjælløs. Sjældent har Det Store Æble virket mere stemningsforladt.
Her mister den hektiske fortælling pusten. Det bliver overlæsset, og vi når aldrig rigtig tæt på nogen af konflikterne. Selv om der er linet alle disse personlige konflikter op på kryds og tværs, bliver plottet skubbet det sidste stykke over målstregen af en karakter, der pludselig dukker op ud af ingenting. Lejemorderen Andrew, spillet af rapperen Common. Han minder mere om en superboss, der skal besejres, som i slutningen af et gammelt Nintendospil, end om et rigtigt menneske. Det er mærkeligt, at det skal ende sådan, når Collet-Serra tydeligvis har gjort sig store anstrengelser for at give mange af de andre slagsmål en personlig klangbund hos karaktererne.
Jeg kan egentlig gode lide Liam Neeson som actionman. Når han iklæder sig sine bedrøvede ansigtstræk og taler med sin tunge irske accent, har han mere pondus og alvor end de mere hårdtpumpede gutter i branchen. Men ikke engang med verdens sejeste snørebåndstrick på repertoiret kan Neeson løfte “Run All Night” ud af middelmådigheden.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet