Run Fatboy Run
Udgivet 15. jul 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
I de førnævnte “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz”, som Pegg også forfattede, blev der på fornem vis leget med gyser- og actiongenrernes konventioner og drevet gæk med publikums forventninger. Komedierne var ikke blot fortrinlige parodier, men også respektfulde cadeauer til filmmagernes inspirationskilder, der lige så ofte fik folk til at gyse og klappe begejstret, som de fik publikum til at le. “Run Fatboy Run” leger derimod ikke med sin genres klicheer, men forfalder immervæk til dem. Det er en helt igennem forudsigelig og traditionel fortælling om en ynkelig mands forsøg på at bevise over for alle, at han er den hensynsfulde guttermand, vi udmærket ved, han inderst inde er. Vi har set historien før i utallige afskygninger, og der er aldrig tvivl om det endelige udfald.
Talentfulde Thandie Newton formår at gøre Libby enormt troværdig og charmerende på trods af kvindens generelt kedelige replikker. Emmy-belønnede Hank Azaria modstår fristelsen til at overspille i rollen som fortællingens selvglade, frembrusende skurk, Whit. Azarias drilske arrogance garanterer, at han aldrig forsvinder i Peggs enorme skygge. Endnu bedre er Dylan Moran som Dennis’ bedste ven og Libbys fætter, Gordon, der modsat den undertiden overseriøse Pegg både er forfriskende tilbagelænet og rebelsk. Og indiske Harish Patel er dejlig fandenivoldsk som Dennis’ stride, men også imødekommende vicevært, der ender med at blive Dennis’ løbetræner. Det er afgjort skuespillernes fortjeneste, at vi følger karaktererne gennem tykt og tyndt helt til den bitre ende.
“Run Fatboy Run” er en sød, lille romantisk komedie, der hovedsageligt henvender sig til tilhængere af genren, der sagtens kan sluge en alenlang kavalkade af klicheer. Skuespillerne er ganske charmerende, men der er absolut ingen mærkbare overraskelser i denne uvæsentlige farce. Æstetisk er filmen ikke særlig interessant, hvorfor det heller ikke overrasker, at hverken dvd’ens transfer eller lydspor overvælder. Ekstramaterialet er middelmådigt ligesom filmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet