Ryd forsiden
Udgivet 11. okt 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD







I hvert fald indtil Johnson beslutter sig for at begære sin afsked, gifte sig med den stenrige og unge enke Peggy Grant (Susan Sarandon) og flytte til Philadelphia for at arbejde i reklamebranchen. Både Burns’ og Johnsons blødende journalisthjerte vil det naturligvis helt anderledes, og da en lokal hængning af politimorderen og kommunisten Earl Williams (Austin Pendleton) udvikler sig til regulær fangeflugt, får morgendagens forside imidlertid førsteprioritet.
Bedst er samspillet mellem netop Matthaus manipulerende Walter Burns, der vil gøre hvad som helst for en forside, der sælger aviser, og Lemmons vægelsindede ‘Hildy’ Johnson, som splittes mellem kærlighed og karriere. Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, og skuespillet nærmer sig da også astronomiske højder i sammenstødet mellem de tre klasseskuespillere – Lemmon, Matthau og den tilkomne Peggys Susan Sarandon – hvorimellem de rappe replikker fyger som skidt fra en spædekalv.

Det bliver dog for meget af det gode, og selv om “Ryd forsiden” som komedie er både veloplagt og fyldt til bristepunktet med veldrejede replikudvekslinger, er dette ikke Billy Wilders stærkeste film. Den har bestemt sine øjeblikke, og dem er der mange af, ligesom forbryderjagten og who-dunnit? teserne omkring, hvordan det kunne lade sig gøre for den dødsdømte kriminelle overhovedet at undvige lovens tykke mure giver “Ryd forsiden” et herligt drive.
I sidste ende er det dog en større kabale, der skal gå op. Burns skal have sin forside, Johnson sin tilkomne og Williams sin straf. I bedste Wilder stil bliver korthuset dog vendt på hovedet, til hvilken lejlighed instruktøren trækker et par overrumplende kort ud af ærmet. Meget muligt er “Ryd forsiden” ikke Wilders bedste film, men måske vidner det i virkeligheden om hans høje bundniveau. Kvaliteten og råstyrken er der immervæk stadigvæk, om end det ikke er så formfuldendt som i tidligere produktioner.








Selv om “Ryd forsiden” ikke hører til blandt Billy Wilders allerstørste præstationer, må filmen nu nok opfattes som en klassiker. Ikke mindst er samspillet mellem Jack Lemmon og Walter Matthau uforligneligt, og de rappe replikudvekslinger falder da også som perler på en snor. Det kan anfægtes, at der bliver gjort for meget ud af at understrege en pointe, men ikke desto mindre får Wilder undervejs understreget sin særlige begavelse for at snedkerere underholdningsfilm.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet