Så kort og mærkeligt livet er

InstruktionAnders Østergaard

MedvirkendeLars Bom, Chili Turèll, Dan Turèll

Længde46 min

GenreDokumentar

IMDbVis på IMDb

I biografen07/11/2008


Anmeldelse

Så kort og mærkeligt livet er

5 6
Et liv efter døden

Anders Østergaards uforlignelige portræt af en af de moderne tiders største danske digtere, Dan Turéll, er en milepæl for dokumentargenren med et visuelt billedsprog, der skaber nye rammer for filmkunsten.

Det første, der høres, er Dan Turélls behagelige fortællestemme, og det er også den, der er det bærende element filmen igennem. Den samler løsdelene, åbner de lukkede døre og beretter om de væsentligste stemninger i Turélls korte liv. I digteriske kompositioner udleveres barndommen i Vangede, forholdet til faderen, kærligheden til samleversken Chili og deres fælles barn Lotus og senere indtrykkene fra den indre by, Turéll brugte meget af sit voksne liv på. Levemanden Dan Turéll nåede kun at runde de 47 år, før livet var omme, men var ikke desto mindre enormt produktiv inden for både digte, bøger, plader, tv og one man shows.

Som tilfældet var det med “Gasolin'”, viderefører instruktøren her sin tradition for det eksperimenterende og billedligt opsigtsvækkende visuelle sprog. Rekonstruktionens ramme entrer dermed en ny tidsalder, og den del får vi skam også syn for, da Dan Turéll fra hinsides de dødes rige fører lange og intense samtaler med sin mor, der på tidspunktet for filmens indspilning stadig var i live og beboede penneførerens barndomshjem i Vangede. På mange måder ligner filmen noget, der ville være lige i Turélls ånd, havde han været i live i dag. Om ikke andet er Chili Turélls medvirken vel et kvalitetsstempel derpå.

Skuespiller Lars Bom har tidligere spillet Dan Turélls figur i forbindelse med et teaterstykke, og nu gør han det så igen, denne gang blot på film. Trods den forholdsvist korte optræden synes rollen at behage ham godt. Han er godt maskeret og ligner til forveksling digteren i egen høje person, men det er nu særligt mimikken, de buskede øjenbryn og de alvorlige udtryk i øjenkrogene, der gør, at man let ville kunne tvivle, viste man ikke bedre.

“Så kort og mærkeligt livet er” vækker udtalt plads til begejstring, og skulle der endeligt slås ned på noget, så er det filmens længde, som med sine knap tre kvarter hører til i den kortere ende af skalaen. Med så genialt materiale og så genial en kunstner for hånden må det have været muligt at lave en længere og større film. Igennem de jazzede kompositioner viser Anders Østergaard en enorm sans for det musiske og i at sammensætte billeder, oplevelser, rekonstruktioner og Dan Turélls messende stemme til et indbydende og nostalgisk univers, hvor flowet synes ustoppeligt. Digterkunst og filmkunst går op i en højere enhed, ville det blot fortsætte i det uendelige.

Bemærkes bør det, at “Så kort og mærkeligt livet er” i virkeligheden er manipulation fra enden til anden. Den taktik har andre dokumentarister tidligere fejlet med, men for Anders Østergaard fungerer det i denne sammenhæng fortræffeligt. Han maskerer nemlig aldrig sit forehavende og skaber heller aldrig tvivl om rigtigheden af det sete. Billederne er måske nok manipulerede og med for at understrege en stemning, en historie eller en anekdote. Konteksten synes måske forloren, men de sagte ord passer skam stadigvæk. Og det gør de kun, fordi de flyder ud af den store digters egen mund.

Et succeskriterium er det, om det er muligt at komme ind bag facaden på den person, der portrætteres. Alt for sjældent lykkes det, men her er der ingen grund til falsk beskedenhed omkring resultatet. Her har vi at gøre med et imponerende billeddokument, hvor det trods det faktum, at hovedpersonen for længst er død, er muligt at lære dennes indre at kende. Det er i hvert fald den følelse, man som tilskuer sidder tilbage med. Dan Turéll brugte sig selv aktivt i sin kunst og var aldrig bleg for at skilte med tanker og overvejelser om mærkværdighederne og iagttagelserne i et kort, men uden tvivl også værdifyldt liv.

Video

Filmen præsenteres i et ganske udmærket anamorphic widescreen 1.78:1-format, der dog ikke er uden enkelte ridser. Der er ikke eksempler på udtværinger eller edge-enhancement, hvorimod digitale forstyrrelser og grums ikke er nogen sjældenhed. Ved siden af fungerer både kontrast og farvetemperatur upåklageligt og plages ikke på noget tidspunkt af udsving.

Audio

På lydsiden er der mulighed for de tre dansksprogede Dolby Digital 2.0-, Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som fungerer efter bogen. Turélls tale falder knivskarpt og præges ikke på noget tidspunkt af utydeligheder eller overstyringer. Atmosfæren er veldefineret og skaber sammen med de mange vellykkede effektlyde en fremragende lydkulisse for den fortælling, som udfolder sig.

Ekstramateriale

Bedst er dog filmens imponerende ekstramateriale, der over to disks går tæt på den afdøde kunstners liv og levned. Den første disk tilbyder ikke andet end et trailershow for en række danske film og en musikvideo med Dan Turéll fra de regnvåde gader på stenbroen. Det gør den anden disk til gengæld. Her er samlet timevis af autentiske arkivoptagelser med Dan Turéll, mens han optræder på tv i forbindelse med en lang række programmer, i interviews og under optrædener. Et par af de sider, som ikke sås i “Så kort og mærkeligt livet er”, bliver gjort til skue. Ikke mindst de politiske ideologier, betragtningerne omkring samfundets udvikling og den evigt pågående kulturkamp. Det her er et sandt skatkammer for både nye og gamle fans.

Med “Så kort og mærkeligt livet er” har multikunstneren Dan Turéll fået en stemme efter døden. Filmen er en blændende konstruktion, hvor nyt og gammelt, realisme og fiktion, musik og tale er klippet sammen til en sanseombrusende fortolkning af, hvem den afdøde digter i virkeligheden var. Her rammer Anders Østergaard hovedet på sømmet. Det er dog den helt sublime samling ekstramateriale, som løber med den største opmærksomhed. Uforskammet stærk udgivelse.

Så kort og mærkeligt livet er

4 6
Onkel Danny fortæller igen

Det er svært at pege på en moderne dansk digter, der har en mere bred folkelig appel end Dan Turèll. Benny Andersen er selvfølgelig også et oplagt bud, og Michael Strunge bliver til stadighed opdaget af unge generationer, som han bliver ved med at tale til, men Turèll er dog ikke mindst bemærkelsesværdig for sin evne til at appellerer til læsere, der ellers aldrig kunne finde på at åbne en digtsamling.

Grunden til det findes utvivlsomt mange steder. For det første er hans mest kendte værker skrevet i et umiddelbart, direkte og meget lettilgængeligt sprog. Snarere end højspændte emner om åndelig krise handler teksterne om umiddelbart simple hverdagsemner og er fortalt af en neddæmpet jeg-fortæller, der uprætentiøst og med et underholdende lune beretter fra den daglige færden. Samtidig havde Turèll også fingrene i mange ting, og udover digtervirksomheden skrev han romaner, kriminalhistorier og optrådte i fjernsynet, hvor han med den knaldsorte hat og ditto negle hurtigt blev en kendt og elsket personlighed.

Han var imidlertid ikke altid lige velanset, og det var som om, nogle mennesker havde vanskeligt ved at se forbi de sorte negle og ind til det begavede menneske, der gemte sig bagved. Det kan være svært at huske nu, hvor alle lader til at have taget ham til sig, men han fik vel næppe aldrig rigtig den anerkendelse, han burde have haft i sin levetid.

Det er der heldigvis efterhånden blevet rådet bod på siden, og ikke mindst hans frugtbare samarbejde med Halfdan E på de to cd’er “Pas på pengene” og “Glad i åbningstiden” har bragt ham ud i offentligheden efter hans alt for tidlige død. Succesen har født ideen om at tage fortællingen et skridt videre, og sammen med instruktøren Anders Østergård har Halfdan E stået bag “Så kort og mærkeligt livet er”, der er en slags visuel viderefortælling af cd’erne. Anders Østergård så vi sidst bag kameraet på den vellykkede “Gasolin'”-film, og Halfdan E har siden prøvet kræfter som filmkomponist i Per Flys “Bænken”, “Arven” og “Drabet”. Det lyder kort sagt som en kombination, der ikke kan gå helt galt, hvad det da lykkeligvis heller ikke gør.

I filmen hører vi Turèll læse op fra sine forskellige værker og ser klip fra nogle af hans tv-optrædener. Snarere end en biografisk beretning er filmen en hyldest til selve digteren og blander lystigt forskellige elementer i en sammenskudsret af anekdoter, samtaler, interviews samt et par numre fra cd’erne. Mest interessant er dog Turèlls oplæsning af digte med den karakteristiske uimodståelige stemme, der altid har en let tone af ironi og skæv humor, som smelter perfekt sammen med historierne. Findes der nogen anden dansk forfatter, hvis stemme er så uløseligt forbundet med hans skriverier, som Turèll? Som det bliver sagt i filmen, er det umuligt ikke at høre stemmen, når man læser hans værker, hvis man først for alvor har taget den til sig.

Da Turèll som bekendt ikke er blandt os mere, er Lars Bom i stedet en overbevisende stand-in for vores fortæller og bliver en aktiv illustrator af historierne. Illusionen virker, og selvom man aldrig er i tvivl om, hvornår det er henholdsvis skuespiller og forfatter, så føles Turèll næsten levende for en kort stund. Og kort er den desværre. Med filmens blot 46 minutter er den alt for hurtigt slut, og når man når afslutningen, er man egentlig ikke blevet det mindste klogere på denne modsætningsfyldte skæbne, der både var folkelig og opsøgende, men også sky og aristokratisk. Godt underholdt er man dog og sikkert også inspireret til at gå hjem og finde “Karma cowboy” eller “Vangede billeder” frem eller måske i stedet smide en af de førnævnte cd’er på. “Så kort og mærkeligt livet er” er måske ikke nogen stor film, men det er alligevel en fornøjelse at slentre en sidste gang gennem byen med vores allesammens Onkel Danny.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

I 2006 gik Anders Østergaards film “Gasolin'” sin sejrsgang over hele landet. Nu er turen kommet til den folkekære entertainer og digter Dan Turèll: En af de mest savnede stemmer vender her tilbage i en splinterny film. Med Dan Turèll som guide kommer vi med på en forunderlig rejse gennem tilværelsen – fra barndomsbyen Vangede og ud i den vide verden. Vi får hans dybt personlige beretning om livet, døden og kærligheden – en beretning, som vi alle vil kunne spejle os i – krydret med ny musik af Halfdan E og de vidunderligt poetiske billeder, der netop er Anders Østergaards kendetegn.