Salt
Udgivet 8. sep 2010 | Af: Benway | Set i biografen
”Who is Salt?” teaser plakaten drilsk, og selvom spørgsmålet bestemt er vedkommende i en historie, hvor man gennem en god bid af spillelængden ikke er sikker på svaret, så er man det meste af tiden mindre optaget af, hvem hun er, og mere af hvad hun gør.
Hele balladen starter, da en russisk spion afhopper og fortæller om en amerikansk CIA-agent, der i al hemmelighed er placeret af russerne under den kolde krig og nu har planer om at snigmyrde en prominent person. Det lyder jo alt sammen temmelig søgt, men da han peger på sin egen afhører Evelyn Salt som agenten, bliver CIA-folkene mistænksomme, og selvom hun erklærer sin uskyld, tvinges Salt til at trodse sine overordnede, dække sikkerhedskameraerne med trusserne (!) og stikke af – nu jaget af sine tidligere kolleger.
Phillip Noyce, der tidligere bl.a. har stået bag “Patrioternes spil”, har kompetent påtaget sig instruktørtjansen og bryder forfriskende med det rystede kamera, der længe har plaget actionfilmene. Til gengæld er filmen i lighed med mange åndsfæller ganske blottet for humoristisk sans eller lune, hvilket ikke mindst bliver påfaldende, når Jolie hopper ubesværet fra afsats til afsats i en elevatorskakt eller stiger uskadt ud af en bil, der er faldet 10 meter. Det er vel for pokker ikke meningen, at vi skal tage det her alvorligt?
I en spionfilm, hvor tæppet gentagne gange trækkes væk under vores fødder, bliver problemet tit, at det er vanskeligt at engagere sig følelsesmæssigt i personer, der konstant viser sig at være noget andet, end man troede. Det samme gør sig også gældende her, hvor man står mere og mere af handlingen, efterhånden som de sande skurke afsløres. Filmen er mere tilfredsstillende som en højspændt gætteleg, om end ikke en voldsomt engagerende en af slagsen. Javist, vi finder til sidst ud af, hvem Salt egentlig er, men da afsløringen omsider falder, er man lidt i tvivl om, hvorfor man overhovedet var så interesseret til at begynde med.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet