Irsk animation med gudesmukke billeder

Jeg er en meget stor fan af traditionel animation. De virker mere ægte og indlevende på mig og undgår helt det plasticagtige look, som nogle 3D-film desværre har. En af de bedste fra de senere år er “Brendan og hemmelighedernes bog”. Den kom fra det for mig ukendte irske selskab Cartoon Saloon og var et overflødighedshorn af kristen og keltisk ikonografi i lystig og smuk sammenblanding. Nu er selskabets anden film så endelig kommet, og “Sangen fra havet”, der denne gang kun tager sit udgangspunkt i keltisk mytologi, er om muligt endnu betagende end den første.

Tegnestilen er endnu mere malerisk end i “Brendan og hemmelighedernes bog”, der brugte rene linjer og lånte fra illuminerede håndskrifter. Her er billederne brudt mere op, og stilen bliver til tider næsten abstrakt. Som maleren Gustav Klimt. Overalt i landskabet er der små dekorationer og visuelle referencer med motiver fra keltisk mytologi, der placerer “Sangen fra havet” i en magisk realisme. En genkendelig verden, men samtidig føler man, at der hvert øjeblik kan dukke et fantasivæsen op. Store sten i landskabet viser sig ved nærmere eftersyn at være forstenede elverfolk, som pludselig kan give sig til at snakke.

Disse feer er blevet forstenet af ugleheksen Macha, der vil fjerne alle følelser fra hele verden, så hun ikke skal sørge over sin søn længere. De to børn, der skal forsøge at stoppe hende, er Ben og Saoirse. De bor på et fyrtårn sammen med deres far. Moderen døde, da Saoirse blev født. Det viser sig dog, at hun var en selkie. Det vil sige en sæl, der kan tage sit skind af og blive menneske. Saoirse har arvet hendes egenskaber. Det gør hende også i stand til at bryde Machas fortryllelse. Det, der hæver historien over så mange lignende fortællinger, er, at den hele tiden fastholder et realistisk og til tider ret mørkt element i historien.

Ben har skudt skylden for moderens død over på Saoirse. Bedstemoderen er bekymret over de to børn, der er helt alene på den lille ø sammen med deres far, og overtaler ham til at sende dem med hende til byen, hvilket betyder, at Ben må efterlade sin elskede hund derude. Samtidig kører den magiske historie nedenunder det hele, men med samme tone som i traditionelle eventyr, der både kan være alvorlige og skræmmende. Der bruges det klassiske greb med at lade flere figurer udføre dobbeltroller. Det er samme skuespiller, der lægger stemme til bedstemoderen og Macha, og de to figurer ligner hinanden.

De to parallelle forløb spejles og sammenblandes, hvilket forstærker indtrykket af den besjælede verden, som filmen skildrer. Koblingen mellem det moderne og realistiske og så det overnaturlige er det centrale fokus. Det fungerer næsten lige så perfekt her, som det gjorde i “Pans labyrint”. Jeg bliver også nødt til at knytte en bemærkning til Bruno Coulais’ fantastiske soundtrack, der blander klassisk keltisk musik med forskellige moderne udtryk. Han har bl.a. også lavet musik til “Brendan og hemmelighedernes bog” og “Coraline”.