Game Over?

”Helt fra begyndelsen har du set andre lide. Nu er det din tur.” Disse bevingede ord pryder plakaten til “Saw 3D”, og de henviser selvfølgelig til gyserens brug af 3D, som efter planen skal få os til at føle, at vi er fanget i filmens frygtindgydende fælder sammen med skuespillerne. Men mange biografgængere vil nok mene, at de allerede har lidt igennem én eller fem “Saw”-fortsættelser for mange i årenes løb.

“Saw 3D” er angiveligt seriens sidste del (den er endda blevet lanceret i mange lande under navnet “Saw: The Final Chapter”), så derfor er det jo oplagt at reflektere over franchisens evolution – eller mangel på samme. Den første “Saw” blev produceret for næsten ingen penge af nogle entusiastiske grønskollinger, og det var en effektiv, men på ingen måde skelsættende, lille thriller, som blev så stor en succes, at en lind strøm af fortsættelser var uundgåelig. Franchisens popularitet er dog dalet markant med årene, og “Saw VI” tjente så lidt og fik så mange hug af kritikerne, at den ikke engang fik biografpremiere herhjemme. Formår “Saw 3D” at redde seriens ære på målstregen?

Nix. Gang på gang bærer “Saw 3D” præg af, at manuskriptforfatterne er løbet tør for ideer. Men det kan da heller ikke være let at skulle udtænke, producere og udgive én splinterny “Saw”-film hvert eneste år, hvilket filmmagerne har gjort, lige siden den første “Saw” udkom i 2004. “Saw 3D” er samtidig så besat af at besvare forgængernes ubesvarede spørgsmål, at den indimellem går helt i stå, fordi så meget skal formidles og forklares. Men selv hvis man har set alle sagaens tidligere kapitler, kan det indimellem være svært at finde hoved og hale i historien i “Saw 3D”, som er spækket med forvirrende tidsspring, stereotype karakterer og overflødige, sideløbende handlingsforløb.

Fans har i årevis måttet døje med elendigt skuespil, men på netop den front udgør “Saw 3D” et nyt lavpunkt i seriens historie. I rollen som en heroisk politibetjent slår Chad Donella tonen an med en grinagtig imitation af Christian Bale. Tobin Bell har til gengæld altid været en uhyggelig fornøjelse i rollen som Jigsaw, seriens ikoniske massemorder, men karakteren døde for flere film siden, så Bell optræder desværre kun i få ultrakorte flashbacks. I stedet er hovedrollen overladt til en helt ny karakter, forfatteren Bobby Dagen. Sean Patrick Flanery gør det faktisk udmærket i rollen som den uheldige menigmand, der havner i en blodig suppedas, og det siger en del om filmen, at selvom Flanery ikke just er et naturtalent, så får han alligevel alle skuespillerne omkring sig til at fremstå endnu mere talentløse, end de gjorde i forvejen.

Det er op til Dagen at redde sine venner fra et væld af livsfarlige fælder, men hans mission bliver aldrig decideret spændende, for man er aldrig i tvivl om udfaldet. Og hvor de første par “Saw”-film levede højt på effektive chok og en evigt trykkende stemning, der fik nakkehårene til at krible og adrenalinen til at pumpe, er manuskriptforfatterne siden hen blevet så dovne, at de nu bare bombarderer os med ækle billeder og regner med, at det er nok til at holde os underholdt. Det er det ikke. “Saw 3D” er sjældent opfindsom og aldrig tilnærmelsesvis uhyggelig, men bare vammel og plat.

Som sagt påstår “Saw 3D” at være seriens sidste del, men flere gyserfans husker nok, at “Freddy’s Dead: The Final Nigthmare” og “Jason Goes To Hell: The Final Friday” ikke hindrede deres bagmænd i at producere endnu flere efterfølgere. “Saw 3D” runder da også af med en tåbelig slutning, der efterlader så mange nye spørgsmål, at man kun kan forestille sig, at filmmagerne har “Saw 8” i støbeskeen. ”Legen er forbi” har været skurkens motto i samtlige “Saw”-film, men desværre har franchisens ophavsmænd endnu ikke indset, at det gælder om at stoppe, mens legen stadig er god.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. Diskens 3D-transfer udviser konstant en exceptionel dybde, og jeg bemærkede kun ghosting i ganske få sekunder – ghosting forekommer, når de to billedlag ikke er helt i harmoni med hinanden, hvorfor enkelte objekter efterlader det, der bedst kan beskrives som et visuelt ekko. Det pudsige er bare, at “Saw 3D” sjældent udnytter den tredje dimension til at pirre sit publikum. Jovist, et par bloddråber og lemmer kommer flyvende imod os, men ofte undlader filmmagerne at bruge 3D, når det ellers synes oplagt – såsom da de store barberblade farer frem og tilbage i starten af filmen. Så fans, der ikke ejer et 3DTV, bør ikke være for vemodige – de kan også vælge at se filmen i 2D, men uanset hvilket transfer, man vælger, er der tale om et flot, pletfrit og knivskarpt et af slagsen, hvor det kun er et indimellem vaklende sortniveau, som skuffer.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er ikke noget særligt nuanceret lydspor, men det er dæleme effektivt. Det vrimler med effektive panoreringer, dynamikområdet er enormt, og subwooferen brøler igennem på de helt rigtige tidspunkter. Hverken dialogen eller musikken overdøves, og støj forekommer aldrig.

Ekstramateriale

To kommentarspor er blevet indtalt til filmen – det ene med filmens producere, det andet med manuskriptforfatterne, og selvom alle deltagerne åbenbart er intetanende om, at de har lavet noget frygteligt bras, så er kommentarsporerne langt mere underholdende, end jeg havde ventet. Derudover medfølger to dokumentarer (samlet varighed: ca. 21 min.), som især fokuserer på seriens mange fælder, seks forlængede/slettede scener (som det nok kun er filmens fans, der vil sætte pris på), hele fem musikvideoer og en stak trailere til andre Scanbox-film. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.

Toturporno – nu i 3D

En, to, tre, fire, fem, seks eller syv? Ja, det er snart blevet svært at holde styr på, hvor mange “Saw”-fortsættelser, der efterhånden er lavet, og selv filmmagerne har måske haft deres kvaler, for i denne omgang har de blot erstattet tallet med et 3D og samtidig bekendtgjort, at dette bliver det sidste afsnit i serien – en påstand omtrent lige så overbevisende som dengang, Komiske Ali forsikrede nyhedsbureauerne om, at der skam ingen amerikanske tropper var i Bagdad.

Filmen følger stort set det samme spor som de mange andre – bortset fra, at de forskellige stakler nu skæres i stykker i 3D i stedet. Den famøse morder Jigsaw er stadig død og har efterhånden været det gennem det meste af serien, men mordene forsætter stadig og når med dette indslag nye absurde højder. Faktisk har der nu øjensynligt været så mange dødsfælder, at der nu afholdes støttemøder for dem, der har overlevet prøvelserne. Her kan deltagerne berette om, hvor mageløst deres liv har ændret sig siden dengang, de skar en arm, fod eller finger af sig selv og efterfølgende modtage et gruppekram eller to.

En af disse overlevende er dog en løgnhals, der bruger sin opdigtede historie til eget formål, og det er ikke overraskende ham, som kommer til at spille hovedrollen i den kommende leg. Samtidig tørster Jigsaws arvtager Hoffman efter hævn mod den kvinde, der prøvede at tage ham af dage i sidste film.

Det er efterhånden mange år, lig og afskårne lemmer siden den første film, og hvor serien oprindeligt havde et slags tvivlsomt moralsk sigte, så lader den sidste rest af overordnet pointe for alvor til at have forladt filmen i denne omgang. De uskyldige aflives med samme ligegyldige grusomhed som de skyldige, og enhver ide om, at drabene burde tjene et eller andet formål, lader for længst til at være glemt. Hvad filmskaberne også lader til at have glemt er, at det, som trods alt holdt en lille smule sammen på splatterhederne, var Jigsaw-figuren, der som en slags Hannibal Lecter eller Dr. Mabuse stadig kunne styre tingene fra graven. Med ham elimineret fra fortællingen er der slet ingen figurer tilbage, der er blot det mindste interessante. Filmens struktur er ligeledes noget frygteligt ugennemtænkt rod, og selv filmens åbningsfælde har ingen som helst relevans for resten af historien. I stedet lader filmskaberne blot til at have indsat så mange vilkårlige fælder som muligt ud fra ideer så som ”ville det ikke være vildt sejt, hvis en kvinde blev skåret midt over af en bordsav og tarmene fløj ud til alle sider?!”

“Saw 3D” byder tilgengæld på noget af det mest tåkrummende overgearede skuespil, jeg har set længe, og ufrivillig komisk er ikke mindst Chad Donella, der til rollen som hårdkogt politimand laver en særdeles kikset hæs Christian Bale-stemme. Kontrasten mellem det hysteriske overspil bliver for alvor stor i den korte scene, hvor Jigsaw-skuespilleren Tobin Bell dukker op i et flashback, og man bemærker med al tydelighed, at han i modsætning til filmens øvrige cast aldrig forcerer replikkerne. Selv forsynet med en spøjs hat er han uendeligt mere intimiderende end de discount-skurke, som filmen ellers leverer.