Da Spielberg blev voksen

Oskar Schindler var en gudsbenådet manipulator. Som historiebøgerne fastslår, reddede den tyske forretningsmand 1100 jøder fra døden i nazisternes gaskamre, og som Steven Spielbergs “Schindlers liste” viser os, opnåede han den bedrift ved at besnakke og bestikke sine krigsliderlige landsmænd, indtil han gik bankerot. Derfor var det vel kun passende, at det netop var Spielberg, som lavede filmen om Schindler, for i manges øjne er instruktøren snarere en smart manipulator end en ferm filmmager. En dygtig, men uopfindsom traditionalist, der konstant skruer højt op for den frembrusende strygermusik og det emotionelle blus for at tvinge følelsesregistret til at underkaste sig.

Men hvis ovenstående er Spielbergs typiske metodik (et udbredt og i øvrigt hamrende snæversynet synspunkt) er “Schindlers liste” antitesen til den arbejdsmetode. En film, der nærmest er dokumentarisk i sin nøgterne æstetik – hovedsageligt filmet med håndholdte kameraer tilsat en mådeholden lydside og John Williams’ måske bedste score til dato, der med sagte sang, varsomme tryk på klaveret og Itzhak Perlmans inderlige violinspil aldrig overrumpler billederne, men udelukkende styrker dem. En mindre selvsikker og talentfuld instruktør ville nok ikke turde lade rædslerne tale deres eget sprog og derfor indsvøbe dem i højtravende musik og bjergtagende billeder. Spielberg ved, at det slet ikke er nødvendigt. Han dræner tilmed billedsiden for farver – en genistreg, der ikke blot fremhæver håbløsheden under verdenshistoriens måske dunkleste kapitel, men som også giver filmen et tidløst flair, således at man aldrig føler, at man ser det barbariske holocaust med 1990’ernes briller, men i stedet 1940’ernes skinbarlige, skrækindjagende sandhed.

Og skuespillerne følger op på Spielbergs eksempel. Det gælder ikke mindst Liam Neeson, der spiller Schindler. Hverken Neeson eller Steven Zaillians Oscar-belønnede manuskript er interesseret i at udpensle Schindlers motivation på opstyltet Hollywood-manér. Der er aldrig en scene – endsige et øjeblik – hvor Schindler konstaterer, hvorfor han vælger at redde over tusind jøder ved at hyre dem til sine maskinfabrikker og ved at bruge sin personlige formue på at holde nazisterne væk. Men langsomt mærker vi Schindlers retfærdighedssans tage til. Mærker, hvordan nazisternes uhyrligheder tærer på hans sjæl som en kræftsvulst. Neeson lader os fornemme denne voksende, medmenneskelige glød med så få armbevægelser, at hans indsats bedst kan beskrives som mirakuløs. Se bare, hvordan han ler med en jødenedgørende nazist, før han vender sig om, og det kunstige smil langsomt afløses af en forpint grimasse. En grimasse, som siger tusind ord. Igen: More is less.

Ben Kingsley leverer ligeledes en vidunderligt underspillet og autentisk præstation i rollen som Schindlers lavmælte revisor, Itzhak Stern, mens en dengang 30-årig Ralph Fiennes burde have vundet en Oscar for sit gruopvækkende portræt af den psykopatiske nazistkaptajn Amon Goeth. Hans Goeth er ikke en af de stereotype nazister, vi har set i utallige film, der kærtegner moustachen, mens de griner diabolsk. Fiennes’ præstation er skræmmende, fordi den er nedtonet. Man kan mærke den rene ondskab pulsere bag den iskolde facade, men man ved aldrig, hvornår den pludseligt bryder ud i lys lue. Resten af skuespillerne gør det ligeledes fremragende, og på 195 minutter formår Zaillian og Spielberg at få os så langt ind under huden på så mange af Schindlers jøder, at deres pinsler kun bliver endnu mere hjerteskærende. Så når Spielberg til sidst viser os de ægte overlevende, føles det, som om ens hjerte er blevet slået med en forhammer.

Det er sandt, at Spielberg har svælget i påtaget patos både før og efter “Schindlers liste” (se bare på “Terminalen”, “War Horse” eller det sidste kvarter af den ellers fremragende “Lincoln”), men det ville være forrykt at påstå, at “Schindlers liste” er tilnærmelsesvis rørstrømsk. Om han så skildrer det umenneskelige blodbad i Polens ghettoer og kz-lejrene eller masseafbrændingerne af jøderne, der bader gaderne i askeflager, viger Spielberg aldrig udenom brutaliteterne. Sandheden bliver ikke udsmykket eller modereret. Det er næsten ulideligt at overvære, men det skal det også være, og Spielberg afholder sig heller ikke fra at skildre Schindler som den skørtejæger og opportunistiske forretningsmand, han var, før nazisternes krigsmaskineri omvendte ham. En forretningsmand, der allerførst blot så jøderne som billig arbejdskraft. Derved får Schindlers personlige omvæltning selvfølgelig kun endnu større pondus.

Angiveligt sagde Stanley Kubrick engang, at “Schindlers liste” ikke var en holocaustfilm, fordi den handlede om 1100, der overlevede, i stedet for de seks millioner, som blev dræbt. Det er da også rigtigt, at uanset hvor mange liv Schindler reddede, vil de liv altid stå i skyggen af flere millioner dødsfald. Det faktum forsøger Spielberg nu heller ikke at løbe fra, men han er fuldt bevidst om, at hvis vi skal undgå at gentage det menneskeskabte ragnarok, er det essentielt at hylde helte som Schindler, der turde sætte sit eget liv på spil for sine medmennesker. Filmen er ikke blasfemisk, når den antyder håb i al håbløsheden eller medmenneskelighed i al umenneskeligheden. Den er tværtimod lige så vovet og dristig som sit motiv. Schindler kunne ikke have ønsket sig en bedre cadeau.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give dette transfer topkarakter, for hovedparten af “Schindlers liste” ser simpelthen superb ud i HD. Men jeg spottede edge-enhancement for ofte til, at en topkarakter kunne komme på tale. Fordi billedsiden er sort/hvid, er de kridhvide glorier også relativt tydelige på de grålige og sorte baggrunde, men de forekommer heldigvis sjældent, og derudover har jeg kun ros tilovers for billedsiden. Transferet har en lækker, celluloidagtig tekstur takket være et perfekt grynniveau. Kontrasten er simpelthen superb – detaljerne drukner aldrig i de mange dunkle billeder. Billedet er også skarpt, og detaljerigdommen er ofte forbløffende. Jeg kunne nærmest ane støvpartiklerne på stearinlyset i filmens åbningsscene. Et fremragende transfer, der er lige på nippet til at være perfekt.

Audio

Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix er et solidt lydspor, der hovedsageligt benytter fronthøjtalerne. Det er nu også helt fint – det havde virket kunstigt og tilmed også en anelse respektløst, hvis “Schindlers liste” havde bugnet af vilde panoreringer og dramatiske lydeffekter i surround-højtalerne. Indimellem benyttes baghøjtalerne dog til at levere små, subtile lydeffekter, der gør filmoplevelsen endnu mere nærværende. Derudover kommer samtlige musikalske toner, lydeffekter og replikker klokkeklart igennem, og subwooferen giver de voldsomme lyde tilpas med ekstra slagkraft, uden at autenticiteten nogensinde daler. Et alt i alt glimrende lydspor, som lader til at efterkomme lyddesignernes oprindelige, kunstneriske intentioner.

Ekstramateriale

Universal har lanceret to forskellige Blu-ray-udgivelser af “Schindlers liste”. Den ene udgave indeholder to skiver – en Blu-ray med filmen og en dvd med en dokumentar om en gruppe holocaust-overlevende og deres efterkommere – mens den anden udgave, som vi har fået til anmeldelse, udelukkende rummer én Blu-ray-disk med filmen og intet andet. Den gamle dvd-udgivelse husede heller ikke noget ekstramateriale om filmens tilblivelse. Man kan sagtens forestille sig, at det er et følsomt emne for den normalt snakkesalige Spielberg (som i øvrigt holdt en fire år lang arbejdspause efter optagelserne), men det havde nu været fantastisk med bare én retrospektiv dokumentar om produktionen.