Scoreturen
Udgivet 5. jan 2012 | Af: Benway | Set i biografen
Det er ikke let at være teenager. På den ene side har man den alderstypiske skyhed og følsomhed at døje med, og på den anden raser hormonerne og driver en på jagt efter det modsatte køn – og ens succes på den front afhænger netop ofte af, om man er i stand til at undertrykke den førstnævnte generthed.
Virkeligheden har det dog med at vælte ned over en, når man mindst venter det, og de fire naive forstadshelte må snart sande, at det ikke nødvendigvis er meget lettere at score, blot fordi man er rykket sydpå, og at det hotel, de er blevet indlogeret på, ikke ligefrem ligner det i brochurerne. For den begavede, men hæmmede Will, den løsslupne, men kiksede Jay, den selvsikre, men blæste Neil og den ulykkeligt forelskede Simon bliver det på mange måder en prøvelsernes tur.
Selve historien ligger sig lunt i svinget på film som “Tømmermand i Vegas”, “American Pie” og “Superbad”, men eftersom denne film er engelsk, har den – ligesom den danske “Klovn” – den fordel, at den er befriet for den trættende moralisering, der ofte gennemsyrer amerikanske ungdomsfilm, og i stedet går direkte til biddet med en velkommen skarphed og grovhed. Her er både lort, internet-porno og nøgenhed nok til at bevirke en masse chokeret latter, og selvom nogle vittigheder falder til jorden med et brag – en af fyrenes forsøg på at sælge sit tøj er så fortænkt og forudsigeligt, at man end ikke trækker på smilebåndet – så er der mindst lige så mange, der efterlader en klukkende af grin. Samtidig gavnes filmen betragteligt af Wills fortællerstemme, hvis evige sarkasme og rammende observationer af såvel englænders adfærd som selve ferieindretningen utvivlsomt vil vække minder hos enhver, der nogensinde har været på ferie i en tilsvarende turistfælde. Det græske turistråd vil nok helst fortrække, at så få som muligt ser filmen.
Ligesom i f.eks. “Superbad” ender man uundgåeligt med at holde af drengene, men beklageligvis forbliver deres figurer nogle temmelig overfladisk beskrevne størrelser. Og selvom filmen umiddelbart har en amoralsk friskhed, så forfalder den til de samme genkendelige klicheer som forbillederne i dens afrunding, som ikke helt kan leve op til, hvad vi tidligere har bevidnet. Dem i hovedpersonernes aldersgruppe vil dog formentlig more sig med at spejle sig i filmens karakterer og situationer, mens de af os, der har passeret den alder, passende kan grine med og i stilhed ånde lettet op over, at den tid lykkeligvis ligger bag os.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet