Roadtrip med 10 km/t

Orson Welles formulerede det meget præcist, da han i sin tid sagde, at ”filmproduktion er det bedste tilflugtssted for middelmådigheden.” Det kan godt lyde som en noget mavesur påstand, men det passer ikke desto mindre glimrende på Hella Joofs nye film, “Se min kjole”. Den er i besiddelse af en sympatisk historie, en sympatisk morale og et par sympatiske hovedrolleindehavere, men slæber sig af sted som en udkørt FIAT med håndbremsen i bund og bliver aldrig rigtig medrivende og spændende. Blot ujævn og småkedsommelig.

Og det er ellers ikke fordi, at historien ikke har potentiale til at være en gribende og tankevækkende affære. Efter et mislykket selvmordsforsøg bliver den smukke stofmisbruger Charlotte tvunget til at tilbringe tiden på en afvænningsklinik sammen med tre andre unge piger, som alle er stavnsbundet af deres sociale arv og traumatiserende fortid. Sammen giver de fingeren til de velmenende institutionspædagoger, stjæler en Volvo og begiver sig tværs over det ganske land på jagt efter en ny fremtid. Men i skyggerne lurer misbruget og fortidens traumer hele tiden.

Det er altså nogle ret store emner, der bliver taget op i Hella Joofs nye film, og derfor er det også desto mere trist, at den aldrig rigtig rykker sig ud af stedet eller formår at suge seeren ind i fortællingen. Dette kan skyldes flere forskellige ting, men først og fremmest må den tvivlsomme ære tildeles instruktørens manglende evner til at iscenesætte spændende og medrivende scener. Der er simpelthen ikke nok kød på dem, de bliver aldrig særlig vedkommende, og værst af alt så bliver man ikke rigtig engageret i hovedpersonerne. De ellers ret eviggyldige temaer om forsoning, misbrug og frigørelse lander derfor fladt på maven med et ordentligt plask.

Jovist, der er da scener, som fungerer udmærket, bl.a. episoden, hvor den ene af hovedpersonerne konfronterer sin mor med faderens seksuelle overgreb og rasende sætter et geværløb mod hendes tinding for at få hende til at indrømme, at hun udmærket var klar over, hvad faderen lavede med hende i de sene nattetimer. Problemet er bare, at Joof for det meste synes at ville fortælle snarere end at vise, og derfor snøvler dramaturgien sig ofte af sted i “Se min kjole” med den ene kedelige dialog efter den anden. Ironisk, eftersom filmen netop synes at mene, at den bedste vej fremad her i livet er ved at konfrontere fortiden og se mørket i øjnene frem for at snakke om det i en rundkreds med pædagog-Jytte og de andre hippiepsykologer.

Et andet problem er skuespillet. Med undtagelse af den unge Malou Reymann, som spiller den introverte og misbrugte Barbara, så vækker skuespillet desværre ofte minder om et udmærket teaterstykke opsat af en 9 klasse, og især dialogerne mangler den substans og troværdighed, der gør, at man ikke bare føler, at der læses op fra et manuskript.