Man skal passe på med at deltage i diskussioner om Martin Scorseses filmografi. Instruktøren, som var i centrum, da New Wave-filmene skyllede ind over Hollywood, har næsten fanatiske fans, som til tider benægter, at Scorsese nogensinde skulle have lavet en film, der bare er tilnærmelsesvis middelmådig. For undertegnedes vedkommende synes instruktøren at have blomstret i sit livs efterår, hvor især de to bundsolide successer “The Aviator” og “The Departed” bør fremhæves. Begge film har Scorseses nye De Niro – også kendt som Leonardo DiCaprio – i hovedrollen, og minsandten om ikke den ombejlede herre også står i spidsen i instruktørens seneste, “Shutter Island”.

Filmen lægger ud med et storladent og truende soundtrack, der vækker minder om afsløringen af de uhyggelige plots i et noir-drama fra 1940’erne. Således lader Scorsese os allerede fra starten vide, at der lurer noget ondskabsfuldt under overfladen, og den følelse følger seeren gennem resten af filmen. Der bliver holdt et højt niveau af underspillet spænding i de fleste scener, og aldrig får man lov til at hvile trygt i blot en kort forløsning. Nej, Scorsese formår skam at udnytte sine dramatiske elementer, og hvordan kan det overraske efter film som “Cape Fear” og “The Departed”?

Hvad der til gengæld fungerer fremragende er filmens tekniske udfoldelse. Den rutinerede cinematograf Robert Richardson har gjort et flot stykke arbejde med at skabe de utrygge rammer, som omgiver den velspillende DiCaprio i hans søgen efter sandheden. Ligeledes er set designet utroligt overbevisende, og skulle man ikke i forvejen gyse ved tanken om sindssygeanstalter i 1950’erne, er der en chance for, at man kommer til det efter “Shutter Island”. Filmen spiller på alle fordomme om patienter såvel som læger og bygninger, men det virker og forstærker følelsen af desperation og isolation på øen, som ikke just vækker minder om sol, palmer og kolde drikke.

Præsenteret i 2.35:1. Robert Richardson har som sagt gjort et flot stykke arbejde i “Shutter Island”. Scenerne domineres af mørke farver og dyster lyssætning, men heldigvis følger transferet upåklageligt med uden banding, som ellers ofte opleves i skyggeområder. Kontrasten er desuden god og stabil, og edge enhancement forekommer kun i ringe grad. Farverne står skærende klart, og skarpheden er tilfredsstillende.

Dolby Digital 5.1. Dialogen går klart igennem, og de forskellige atmosfæriske elementer har et fornuftigt niveau, som hverken forstyrrer eller underspiller sin rolle. Subwoofer og baghøjtalere bruges sparsomt, men effektivt, som f.eks. under den voldsomme storm, der rammer øen midt i filmen. Musikken, der i høj grad fungerer som stemningsgivende element, har en god fylde og omkranser seeren.

Dvd’en indeholder blot en håndfuld trailere.

Det er altid lidt af en begivenhed blandt filminteresserede, når Martin Scorsese dukker op med en ny film. Sidst var det med den effektive thriller “The Departed”, der efterfulgte de to lidt skuffende “Gangs of New York” og “The Aviator”. I den aktuelle “Shutter Island” samarbejder Scorsese endnu engang med den talentfulde Leonardo DiCaprio – og det er der kommet en særdeles vellykket psykologisk thriller ud af.

Selvom “Shutter Island” ikke foregår i Scorseses elskede New York, er den gamle maestro alligevel på hjemmebane. Historiens ærinde er nemlig at bore sig ind i de mørkeste kamre af menneskesjælen, og netop det er et tilbagevendende tema i Scorseses enorme œuvre. Samtidig bærer filmen tydeligt præg af Scorseses filmiske viden, idet der stilistisk lånes fra 40’erne og 50’ernes film noir. Særligt filmens dramatisk dunrende indgangsmusik er en passende hilsen til Hitchcocks hofkomponist Bernard Hermann.

Historien om Teddy Daniels’ maniske jagt på sandheden er som en kafkask karruseltur ind i et gådefuldt spind af bedrag og løgne. Den frådende galskab er eksplicit tilstede, værst i den middelalderlige Afdeling C, men det virkeligt skræmmende er den latente sindssyge, som synes at kunne snige sig ind på selv de mest “normale”. I den mondænt indrettede hovedbygning sidder hospitalets øverste læger – den tiltalende Dr. Cawley, der spilles elegant tvetydigt af Ben Kingsley, og den kølige teutoniske Dr. Naehring, spillet isnende af Max von Sydow. Omgivet af arkaisk kunst og hvilende på den videnskabelige sandhed er de repræsentanter for den oplyste verdens normalitet. Men de tilsyneladende så solide skodder, der er sat på øen mellem de syge og de raske, er måske ikke så solide endda, og Scorsese stiller på eminent vis spørgsmålstegn ved denne dualitet ved at lade Mahler-musik fra lægernes grammonfonafspiller være bindeled til et af Daniels’ Dachau-flashbacks. Dengang blev seks millioner jøder udryddet af tusindvis af såkaldte “normale” mennesker, der også kendte til videnskab og klassisk musik. Det er “Shutter Island”s absolutte styrke, at den intelligent formår at problematisere psykiatriens faste forestilling om normalitet og sygdom.