Psykopaten er en tilbagevendende gæst på film. Men i “Sicario 2” har man en film, der reelt opfører sig som én.

Den pakker sin vold, sin råhed og sin manglende empati ind i et charmerende altsælgende djævlesmil. Du føler dig set, mærkeligt opløftet, du griner faktisk. Du er for længst fanget.

For kolde røvhuller er, hvad du vil have, og hvad du får. Smukt eksemplificeret ved Josh Brolins crocs-bærende, tyggegummismaskende agent Graver.

Allerede i sin første scene genskaber han den moralske gråzone fra “Sicario” med en ‘torturen starter først om lidt’-monolog til en somalisk terrorist.

Derfra ligner alt sig selv. “Sicario 2” bruger egentlig ikke så meget energi på at opbygge en central konflikt. Vi skal i stedet underholdes og væmmes (lidt) ved Graver og hans compadres legen krig for regeringens penge.

For det er det, de gør, han og sicarioen, Benicio del Toro.

Fingerer en kidnapning af kartelbossens datter for at skyde skylden på et andet kartel og starte en ring af hævnaktioner dem imellem. Sætte en lunte i krudttønden.

Hvorfor får Brolin lov af de overordnede i Washington? Den mexicanske grænse er nu også blevet et adgangspunkt for islamiske terrorister. De onde må bekæmpes med det onde.

Manuskriptforfatter Taylor Sheridan har en spids, samfundssatirisk pen, men først og fremmest kan han sætte det op i potente actionscener.

De forrygende biljagter fra “Sicario” er tilbage. Det ligner åben krig på hjul. Gennemkomponerede fra hvert luftskud af tom mexicansk ørken til hver rystetur i den støvede kabine.

Og ligesom det stille overblik hele tiden veksler med kaos på jorden, trykker det truende drone-soundtrack sig ind og ud af endnu mere truende stilhed. Blæret.

Det er også blæret, når Sheridan ret fermt fletter sin fortælling.

Her skal han samle Brolin og jakkesættene, Del Toro og kartelprinsessen spillet af Isabel Moner, der er på westerntur bag fjendens linjer, samt Elijah Rodriguez som god knægt på vej ud i noget snavs. Tre i én.

Sheridan holder spændingen om udfaldet gående længe, og sammenlignet med det koncentrerede ubehag fra “Sicario” er “Soldado” en mere løs og braldrende affære. Mere filmiske armbevægelser og absurd, knastør humor.

Men selv i al overskuddet og macho-egoet er vi altså langt fra heltebilleder. Ikke engang antihelte.

Sheridans karakterer har mere tyngde end de fleste slemme drenge fra Hollywoods alt for vildtvoksende galleri af bad boys.

Måske fordi fokus er på deres beskidte arbejde i stedet for nemme klicheer som druk, ødelagte familier eller kække metakommentarer om, hvordan alle andre laver film.

Det kan han lide dem for meget til – og derfor kan jeg lide dem. Desværre. For de er nogle voldelige røvhuller, der skyder først og rydder op bagefter. Med 20-30 kugler.

Denne gang har drengene ikke engang Emily Blunts moralske kvababbelser at slås med. Det er en fest for Sheridans psykopater at blive sluppet løs på kartellerne, jihadisterne og hinanden i en værdig fortsættelse.

Hvilket overlader det til dig og mig at sige fra over for magtmisbrug og statsterror. Endda som underholdning. Men vi er for længst fanget ind.