Sicario
Udgivet 21. okt 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Det her er Denis Villeneuves bedste film. Den begynder nærmest som en slags fortsættelse af den næstbedste, “Prisoners”. Mørke hemmeligheder gemmer sig i væggene og under jorden. Bum! Eksplosion. Narkokrigen om det attraktive amerikanske misbrugsmarked er en umulig kamp for Emily Blunts pæne FBI-agent, der handler inden for stregerne. Stregen må overskrides, hvis hun skal vinde krigen. På samme måde har Villeneuve overskredet stregen for sit eget talent – jeg overgiver mig.
Den mexicanske krigszone besøges i den overlegent rytmiske første del, hvor den trøstesløse ørkenbys grumme gangstervirkelighed introduceres igennem Emily Blunt og hendes naive ferskenkinder. Hun er ny på det tvivlsomme hold af krigsliderlige Blackwater-typer, der skyder, før de spørger. ”Stregen er flyttet,” forsikrer Blunts chefer, da hun spørger ind til lovligheden af at hente en narkobror i nabolandet til afhøring – Guantanamo-style. Kortegen af sorte firehjulstrækkere snor sig som en slange igennem den ugæstfrie grænseby, der organisk betragtes oppefra af fotograf Roger Deakins helikopterskud, imens fremdriften foruroligende sikres af Jóhann Jóhannssons basstøjende komponering. Her er livet altid tæt på døden. Drenge spiller bold på hjørnet, hovedløse lig hænger i løkker fra en motorvejsbro på den anden side.
Netop de krigende scener er fundamentalt suspensefyldte. Med natkamera på tager vi på besøg i en narkotunnel ved grænsen. Derude, hvor cowboys og indianere engang sloges. Nattesynet opleves som røntgenbilleder. Fra Blunts blik kan vi se det hele. Og alligevel ikke en skid. Ind i den mystiske tunnel. Geværskud fremme ved fronten. Nu er det first person shooter. Svært at genkende ven fra fjende. Kaos. Klaustrofobi. Sådan er “Sicario”.
Ligesom med “Prisoners” kan “Sicario” hægtes på den større krig imod terror. Kan en krig egentlig vindes, hvis den bliver udkæmpet på fjendens præmisser? Med deres våben? Tortur, knækkede konventioner. En narkoboss’ død fjerner få problemer, men flytter dem. Skal vi krige med eller dele en beroligende smøg med Emily Blunt? Aner det ikke. Men jeg ved, at jeg ser frem til, at Denis Villeneuve igen flytter stregen, for hvad det enorme talent kan rumme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet