Sidste chance, Harvey
Udgivet 24. jul 2009 | Af: dolphinfriendly | Set i biografen
Dustin Hoffman er en af de skuespillere, der må siges at have prøvet det meste. Den rutinerede skuespillers lange række af alsidige og nævneværdige præstationer tæller roller i “Rain Man”, “Midnight Cowboy”, “Wag the Dog” og “Tootsie” – for blot at nævne nogle af titlerne. Selvom han måske ikke trækker de største hovedroller hjem længere, er det sjældent, at Hoffman ikke leverer varen. Dette bekræfter “Sidste chance, Harvey”, der er den nyeste tilføjelse på hans CV.
Han er taget til London for at se sin datter blive gift, og her sker en række uheldige optrin. Datteren føres – mod Harveys forventning – til alters af sin stedfar, og da Harvey ikke når flyet tilbage til USA, bliver han fyret over telefonen. Midt i al forvirringen møder han den stille Kate, og sød musik opstår helt tilfældigt. På hver deres måde er tilværelsen ikke forløbet, som de to havde ønsket, men sammen får de en fornyet lyst til at gøre noget ved problemerne og give livet en tiltrængt ekstra chance.
Plottet er helt afgjort papirtyndt og til at overse, men alligevel er filmen en lille lun perle. Lidt i samme boldgade som Richard Linklaters “Before Sunrise” og “Before Sunset” er Joel Hopkins’ “Sidste chance, Harvey” en dialogbåret novellefilm, hvor to personer mødes og lader tilfældighederne styre slagets gang. Hopkins’ film er væsentlig mere konventionelt udført, men alligevel er der en særlig stilfærdig charme og naturlig lune over Harvey og Kates spontane forhold.
Instruktøren Joel Hopkins er et relativt ubeskrevet blad, og “Sidste chance, Harvey” er kun hans anden film siden det skæve, men meget vellykket, kærlighedsdrama “Jump Tomorrow” fra 2001. Der savnes dog hurtigt den dristighed og kant, som hans debutfilm havde og et par af plottets parallelforløb synes en smule malplaceret. I stedet for blot at fokusere på den fantastiske fortælling mellem Harvey og Kate – som er den del der fungerer bedst – forsøges der bl.a. med et forstyrrende sideplot om Kates depressive mor. Hopkins kan dog ikke klandres for at forsøge sig med en moden kærlighedshistorie, der udforsker en mere virkelighedsnær vinkel end så mange andre titler i sin genre. Han vil fortælle en fuldstændig ordinær og linær fortælling om, hvordan kærligheden kan ændre selv de folk, der har opgivet for længst – og det kan føles en smule søgt et stykke hen ad vejen. Fortryllende og mild kost vil nok nærmere være den rette beskrivelse af filmen, hvis man da lader sig forføre af den tilbagelænede og jordnære romance.
Så hverdagsagtig og ordinær som “Sidste chance, Harvey” er, præcis ligeså afslappende og hyggelig er den også. Der er hverken lagt op til store krumspring eller originale påfund, men det er heller ikke nødvendigt. Desværre snøvler Joel Hopkins en smule med de fortællermæssige forhold ved ikke at bevare et kontant fokus på filmens egentlige kernepunkt – fortællingen om de to menneskers tilfældige møde, der måske ledte til mere.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet