Signs
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 28. aug 2002 | Af: chandler75 | Set i biografen
Historien tager udgangspunkt i de kæmpe mønstre man igennem tiderne har fundet på kornmarker rundt omkring i verden, og som der er delte meninger om hvor stammer fra. Er de menneskeskabt eller budskaber fra rummet?
Samme dilemma kommer farmeren Graham Hess (Mel Gibson) til at stå i da han finder de mystiske cirkler på sin mark. Først affejer han dem som drengestreger, men da fænomenerne tager til må han erkende at der her måske er tale om andre – og mere faretruende – tegn.
Hvor det i Sixth Sense var spøgelseshistorien som var i centrum, og i Unbreakable mennesket som superhelt, tager han her fat på det store spørgsmål: er der liv i rummet. Og hvis der er, har de så venlige – eller fjendtlige – hensigter?
Der går dog aldrig Independence Day eller Mars Attacks i filmen (selvom ovennævnte spørgsmål bliver besvaret med alt tydelighed!), for som i de to andre film er det i Signs ikke fænomenet, men mennesket, som er i fokus.
Man følger og føler med Graham Hess og hans familie. Da situationen tilspidses bliver det tydeligt at Hess, efter sin kones død og efter at have mistet sin tro, ikke længere kan være den stenstøtte hans børn har brug for. Han tror ikke længere på at ting sker fordi Gud har bestemt det, men simpelthen fordi shit happens. Det truer med at splitte familien, og da hans søn i en kritisk situation vil bede aftenbøn nægter Hess. Han vil ikke spilde flere ord på Gud.
Men som tidligere præst er det at miste troen for Hess også det samme som at miste troen på livet, og Signs handler også om hvordan man genfinder denne. Det kan godt være at der er fjendtlig-sindede væsener fra en fremmed planet i himlen over os – og ikke nogen gud – men troen på selve livet skal findes i hjertet.
Cherry Jones, som man ikke før har set så meget til, har en god mindre rolle som landbetjenten, for hvem intet problem ikke er så uoverkommeligt – inklusiv marktatoveringer fra rummet – at det ikke kan løses over en kop nybrygget kaffe. Og M. Night Shyamalan har selv en lille men væsentlig rolle, som viser at han ikke er helt umulig til også at være foran kameraet, men som desværre distraherer en smule hvis man kan genkende at det er instruktøren.
Som hendes storebror ses Rory Culkin, og den altid pålidelige Culkin familie viser endnu engang at den altid er leveringsdygtig i barneskuespillere – vi har således før “haft glæde” af både Macauley Culkin (Home Alone) og Kieran Culkin (Cider House Rules) – og Rory Culkin ligner da også udseendemæssigt sine to brødre. Her bliver han dog aldrig hverken nuttet eller irriterende, men spiller en bemærkelsesværdigt normalt barn – dog med den obligatoriske astma – som selvfølgelig bliver et problem, da man i en tilspidset situation ikke lige kan få fat på hans medicin.
Dramatiske situationer som denne er med til at skabe spændingen, men er også set før. Det er der et par ting i denne film som er, men nyskabelsen – og karakteristisk for Shyamalans film – er at det her ses indefra hos én familie. Det paranormale og overjordiske bliver derved bragt ned i menneskehøjde – og uden at tabe pusten. Spændingen er i højtryk hele filmen igennem.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet