Skyggen af en helt
Udgivet 2. jun 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Laurits Munch-Petersens “Skyggen af en helt” er historien om en splittet familie. Om hvordan Laurits’ morfar, den berømte digter og maler Gustaf Munch-Petersen, kastede en mørk skygge over de efterladte, dengang han forlod dem for at kæmpe i den spanske borgerkrig, hvor han blev skudt og dræbt af Francos fascister. Det er spændende stof, men der kastes ikke lys over hverken helten eller den skygge, han kastede over familien. Trods det spændende udgangspunkt føles det mere som en omgang selvterapi end en film, der også vedkommer os andre.
Men der kan sættes spørgsmålstegn ved den rendyrkede idealistiske motivation. Den spanske borgerkrig blev også kaldt bohemekrigen, da det pludselig blev fashionabelt for kunstnere og intellektuelle at melde sig under fanerne. For mange var det et forfængeligt ønske om at gå i Hemmingways og Orwells fodspor frem for den politiske kamp. Laurits Munch-Petersen berører ganske forsigtigt disse ting. Han indrømmer, at han ofte har spurgt sig selv, om morfar var en helt eller en kujon. Men spørgsmålet får lov at hænge i luften. Og da det primære fokus, Laurits’ mormor, efterhånden forliger sig med morfarens valg, så slipper den romantiske kunstnermyte mere eller mindre uskadt igennem barnebarnets refleksion. Det kritiske spørgsmålstegn er for vagt.
Der er fine og rørende øjeblikke. Som da den ældre dame kører ræs i de bornholmske gader, så de lokale må springe for livet. Og ikke mindst den befriende latter hun og barnebarnet deler bagefter. Den første lille sprække i det følelsesmæssige bolværk. Men set som helhed så kommer formen i vejen for fortællingen. Det er svært at tro på, at Laurits kan nedbryde mormorens forsvar. Opnå en intimitet og fortrolighed med hende når han hele tiden holder sit lille kamera helt op i den gamle kvindes ansigt. Det er indvaderende på en måde, som virker uforenelig med den spirende intimitet, fortrolighed og tillid, der skildres.
Jeg er ikke blevet klogere på mennesket Gustaf Munch-Petersen. Og jeg forstår stadig ikke, hvorfor hans kone slettede alle minder om ham fra sit liv – inklusiv deres fælles børn og børnebørn. Laurits Munch-Petersen har tydeligvis haft brug for at bearbejde sin families store traume. Men han trænger ikke dybt nok ind i nøglepersonerne, til at det også bliver vedkommende for os andre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet