Smagen af rust og ben
Måske er du en af dem, der sjældent går i biografen, eller måske gør du det et par gange om ugen. Uanset biografmønster, så har de fleste fundet ud af, hvad en film handler om, før billetten bliver købt eller bestilt. Men det mønster må brydes, når det kommer til denne film!
For selv om filmen er fortalt med største omhyggelighed og filmisk tække (scenen fra det ovenstående billede er et godt eksempel), så er vendepunkterne i historien helt afgørende for den samlede filmoplevelse – en oplevelse, der kun kan folde sig ud i rette omfang, hvis man ikke ved, hvor historien er på vej hen til at begynde med.
Så i stedet for at dykke længere ned i fortællingen kommer her lidt flere ord på, hvad der i “lidt højere luftlag” gør Audiards seneste værk så møghamrende seværdig. Uden at røbe for meget, så handler filmen om en slags stærke stakler, der er gravet frem fra samfundets nedre lag. Stéphanie (Marioan Cotillard) og Ali (Matthias Schoenaerts fra “Bullhead”) dumper tilfældigt ind i hinandens liv på et tidspunkt, hvor der ikke er meget plads til overs, og da slet ikke til hinanden. En oplagt begyndelse på et romantisk eventyr har taget form – eller hvad?
Schoenaerts hovedkarakter, den maskuline, instinktive “abekat”, har Audiard også haft med i tidligere film, og karakterens historie fortælles med samme kærlige autencitet som i “Profeten”. Egentlig er Ali et følelseskoldt læs flæsk, men man fornemmer alligevel, at han har følelserne på rette sted i sidste ende. En karaktervægt, som selvfølgelig bæres frem på Schoenaerts talentfulde skuldre – uden tvivl en shooting star i branchen. Cotillards præstation er også et fængslende, multifacetteret og dybfølt bidrag til oplevelsen.
Filmens titel, “Smagen af rust og ben”, refererer til den smag, man kan få i munden efter at være blevet ramt af et hårdt slag, og det er også titlen på den canadiske novellesamling, som filmen i fri fortolket version udspringer fra. Den højtflyvende metafor for smagen af nederlag og filmens franske aner vil måske skræmme mange væk fra biografen, og det er en skam. For der er intet “artsi-fartsi-fransk” over filmen.
Som i “Profeten” og “Blodrøde læber” har Audiard igen kastet sig over de stærke stakler, og som ingen anden formår han igen at fortælle de mest ligegyldige historier med en forbløffende indlevelse. Skuespillet mellem “shooting star”-Schoenaerts og Cotillard er så ægte og autentisk, at det ikke er svært at tro på historien – en historie, som man først bør opdage i biografens mørke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
