Jagten på lykke

Da Mikkel Munch-Fals i sin tid tiltrådte som succesfuld anmeldervært på “DR2 Premiere”, udtalte han i samme ombæring, at en af de instruktører, som han prissatte højest, var Todd Solondz – manden bag en af 90’ernes mest kontroversielle film, “Happiness”. Kilder til inspiration er gode, ja på det nærmeste uundværlige at have, hvis man skal være filmkunstner. Inspirationen fra Solondz er i spillefilmdebuten “Smukke mennesker” desværre for Munch-Fals endt som lidt af en similisten i hæmskoen.

Fire triste menneskeskæbner i en klassisk flettefortælling er udgangspunktet for denne danske misantropi, der svælger i perversion og svigt. Vi følger en mand, Anders, der har vanskeligt ved at forstå, hvornår det er normalt at blotte sig eller ej. Vi følger mandens søn, Jonas, der er trækkerdreng. Vi følger en kvinde, Ingeborg, der er ensom efter sin mands død. Og slutteligt følger vi kvindens datter, Anna, der er blevet seksuelt usikker og både psykisk og fysisk mærket, efter hendes ene bryst mangler som følge af en ulykke. Udadtil ligner de alle fire normale smukke mennesker, men indadtil gør deres mange ar for og fra livet, at de har svært ved at finde den lykke, de og alle vi andre så intenst jagter.

“Smukke mennesker” er en film, der på alle måder er velproduceret. Musikken er velvalgt, skuespillerne ditto, og den er helt igennem dygtigt fotograferet såvel som klippet. Det hele er som sådan upåklageligt, og handlingen opfører sig fint mod forventning. Men det alt sammen på den meget skematiske og forventelige måde. Der burde ellers være rigeligt at føle sig diskussionslystent provokeret over, men følelsen udebliver, idet de forargende perverse scener nærmest står i kø efter at overgå hinanden i absurd ulykke, hvilket fremkalder den stik modsatte reaktion.

Det med forventningerne starter ellers originalt krast og humoristisk. Her præsenteres vi for unge Jonas, der ved en skummel bardisk sidder og flirter med en udfordrende klædt thaikvinde. ”Skal vi sige 1000 kroner?” foreslår kvinden. Jonas indvilger, hvorefter hun betaler de 1000 kroner til ham. Her bliver ens egen stereotype forventning – thaikvinden burde være luder – herligt afsløret og udfordret. Der er “Smukke mennesker” bedst.

Men herefter hvidvaskes inspirationsstenen fra Solondz langsomt, men sikkert og afslører sig som simili – grænsen er hårfin. Det er de samme former for tilsyneladende lykke og tillid, der opbygges her som i “Happiness”, og på samme vis rives disse brutalt fra hinanden, og verden afsløres som hul og gold – man kan end ikke stole på Kurt Ravn! Ja, selv lykkens psykolog optræder i “Smukke mennesker”, der også har sine problemer at slås med bag facaden, og sådan kunne man blive ved. Den afgørende forskel til Solondz er blot, at “Happiness” havde et krystalklart projekt, hvor den umiddelbart lykkelige borgerfacade genialt og gedigent blev demaskeret som den papmachékulisse, den var. Et sådant projekt er nærmest totalt fraværende i den danske lykkeverden, der kun svagt antydes i filmens syrlige pro- og epilog. Her anes en mening med den misantropiske ulykke.